Fornuft og følelse

Fornuft og følelse har altid været uadskillelige dele af menneskelivet. Men der har været perioder, hvor vægten i højere grad blev lagt på fornuft end på følelse og omvendt. I et signalement af sidste halvdel af 1700-tallet, som var den sidste fase af oplysningstiden, indgår en følelsesreaktion imod fornuftens tilsyneladende eneherredømme. Tydeligst i den tidlige romantiske digtning, men også i det almindelige menneskesyn og samfundssyn.

Vægtforskydningen mellem fornuft og følelse fandt sted på forskellige tidspunkter, alt efter hvilke dele af åndslivet det drejede sig om. På det religiøse område skete det i de første år af århundredet, da pietisterne reagerede mod, hvad de betragtede som en stivnet og følelsesfremmed ortodoksi.

Udviklingen af en national selvforståelse i akademiske kredse i København fik allerede i 1740'rne et umiskendeligt følelsesmæssigt indhold, og spredningen af de nye nationale tanker til bredere borgerlige kredse afspejlede utvivlsomt også et følelsesmæssigt behov i dette miljø. Inden for digtningen faldt forskydningen derimod sent.

Ganske vist møder vi den unge Johannes Ewald som digter i 1764, kun ti år efter at oplysningstidens hovedskikkelse, Holberg, var død. Ewalds digteriske gennembrud og anerkendelsen af ham som digter kom imidlertid først i 1770'erne, og romantikkens egentlige gennembrud endnu senere, med Jens Baggesen i begyndelsen af 1790'erne og den unge Adam Oehlenschläger så sent som i 1803.

For den danske statskirke repræsenterede fornuften gennem sidste halvdel af 1700-tallet den største udfordring. Den rationalisme, der udviklede sig i oplysningstiden, tvang kirken i en forsvarsposition.

Den filologiske og historiske kritik af de bibelske skrifter med deres undere og jærtegn blev af statskirkens repræsentanter søgt imødekommet med kompromiser, der reelt indebar en opgivelse af flere og flere enkeltheder i Den hellige Skrift.

I revolutionsårenes offentlige debat blev en overfladisk, oplysningsinspireret kritik af religionen og en latterliggørelse af kirken og dens ritualer en del af det åndelige klima i hovedstaden – en udvikling, som enevælden hurtigt og hårdt skred ind overfor.

1700-tallets opgør mellem fornuft og religion ændrede først karakter under indflydelse af den tyske filosof Immanuel Kant, hvis påvisning af grænserne for menneskelig erkendelse alene på grundlag af fornuft blev præsenteret for en bredere dansk læserkreds i 1798 af den unge jurist Anders Sandøe Ørsted i skriftet Jesus og Fornuften for Filosofiens Domstol.