Frederik 5. og Christian 7.

Frederik 5. var kun 23 år gammel, da han i 1746 efterfulgte sin far på tronen. Samtiden følte, at der over hans 20-årige regeringsperiode hvilede et varmt, gyldent skær. Den internationale højkonjunktur nåede Danmark omtrent samtidig med tronskiftet. Danmark levede i fred – og af sin fred – under det første globale stormagtsopgør, kolonikrigen mellem England og Frankrig fra 1755 til 1763.

Enevælden protegerede kunsten og videnskaben, og censuren blev i stigende grad en forældet lovbestemmelse. Ministrene i kongens konseil var i pagt med tiden og dens tanker og tjente kongen og staten i indbyrdes harmoni. Og mod Frederik 5., den nådige og milde monark, rettedes taknemmeligheden for freden og fremskridtet.

Den politiske og menneskelige realitet bag denne rokokoidyl var imidlertid en anden. For første gang sad der på den danske enevoldstrone en mand, der så godt som fuldstændigt savnede evne og vilje til at opfylde sin funktion i den politiske ledelse. Politisk blev Frederik 5.s regeringsperiode derfor snarere en demonstration af, at den danske enevælde nu var så velfunderet og velorganiseret, at kongens person reelt var overflødig i den daglige politiske ledelse. I hvert fald så længe de mænd, der udøvede magten i kongens navn, kunne være sikre på, at kongen ville underskrive, hvad de – og kun de – lagde foran ham.

Frederik 5. nærede en overfladisk interesse for militære anliggender, men engagementet var for svagt til, at militæret fik nogen mulighed for at vinde indpas i den i bund og grund civile politiske ledelse. Jagt var hans eneste egentlige adspredelse. Han havde en solid seksuel appetit, der med årene udviklede sig i voldelig retning, samtidig med at et stigende alkoholforbrug gjorde det stadigt vanskeligere at bevare ærefrygten for den af Gud salvede.

Når kongen affabelt løftede sin trekantede hat, måtte andre oftere og oftere være ham behjælpelig med at få den tilbage på hovedet igen. Men han havde én personlig egenskab, der var af afgørende politisk betydning: sit trofaste venskab med sin barndoms opdrager, den 11 år ældre mecklenburgske adelsmand Adam Gottlob Moltke. Statsledelsens fundament fra 1746 til 1766 var Frederik 5.s tillid til sin Moltke.

Vejen til magten havde for Moltke som for så mange før og siden under enevælden været tjeneste ved hoffet. 12 år gammel var han blevet page hos Frederik 5.s far, kronprins Christian. Da Christian 6. i 1730 besteg tronen, var den da knap 20-årige Moltke blevet kronprins Frederiks kammerpage. Det alvorlige og stærkt religiøse kongepar stolede på den unge hofmand, der øjensynlig var i stand til at lægge bånd på kronprinsens vidtløftighed.

I 1743, da kronprinsen ægtede kong Georg 2. af Englands datter, Louise, gjorde kongeparret ham derfor til chef for kronprinsparrets hofstat. Og straks efter sin tronbestigelse i 1746 udnævnte Frederik 5. Moltke til sin overhofmarskal: den stilling, der i de følgende 20 år skulle sikre hans position som kongens favorit og som helstatens faktiske førsteminister.

Moltke blev en hovedrig mand, og sine mange børn protegerede han energisk frem til samfundets højeste poster. I sin samling af gods og guld og i sin protektion af slægt og venner overskred han dog ikke sin samtids normer for, hvad der var tilladeligt i hans stilling, hvad hans mange misundere og modstandere end måtte mene. Moltkes stil afspejlede hans sunde realitetssans.

Så længe Frederik 5. levede, undlod han konsekvent at indtage den politisk forpligtende plads, der stod ham åben, blandt ministrene i kongens konseil. Loyalt skånede han sin herre for unødige og plagsomme regeringsproblemer, og diskret søgte han at holde de kongelige eskapader skjult for offentligheden. Trods kongens endeløse brud på sine løfter til Moltke om at forbedre sig forblev tillidsforholdet mellem de to urokkeligt.

Egentlig uddannelse til at blive politisk leder havde Moltke aldrig fået. Men hoftjenesten havde givet ham menneskeklogskab, frem for alt evnen til at samarbejde og til at få andre til at samarbejde. Det var Moltkes fortjeneste, at Frederik 5.s regeringsperiode blev den første i den danske enevælde, hvor ingen ministre blev afskediget.

Kongen beholdt sin fars ministre: Johan Ludvig Holstein som chef for Danske Kancelli, Johan Sigismund Schulin som chef for Tyske Kancelli og udenrigsminister og Christian August Berckentin som chef for Kommercekollegiet. Selv med så selvbevidst og ærgerrig en mand som Schulins efterfølger som udenrigsminister, Johan Hartvig Ernst Bernstorff, formåede Moltke at samarbejde ubesværet og fortroligt, uden at de to excellencer derfor nødvendigvis så ens på alle sager.

Moltkes store politiske fortjeneste var, at han var i stand til at fastholde enevældens etablerede struktur, hvor magten lå hos ministrene i konseilet og hos kollegiecheferne. Således som han udtrykkeligt havde anbefalet kongen at regere i sin plan fra 1746 for, hvorledes kongen skulle sikre undersåtterne i sine riger og lande såvel deres timelige som evige vel. Frem for alt skulle kongen vælge sine ministre og embedsmænd med omhu og især vælge mænd, der var født i helstaten, og derpå konstant vise dem tillid.

Moltke kunne have udøvet sin magt fra hoffets gemakker ved hjælp af byger af kabinetsordrer med kongens underskrift. Hans konservative grundholdning bød ham imidlertid at holde fast ved den prøvede styreform fra Christian 6.s og Frederik 4.s tid. I stedet underbyggede han sin magtposition med et net af uformelle forbindelser.

Ministre, kollegiechefer og udenlandske gesandter vidste, at de gjorde klogt i først at opsøge overhofmarskalen og sikre sig hans accept i vigtige sager, før papirerne blev sendt den tjenstlige vej gennem kollegierne op til konseilet. Med kongens bemyndigelse gennemlæste han indberetningerne fra de danske gesandter ved fremmede hoffer, og med flere af de danske diplomater stod han desuden i privat brevveksling. Gennem dette netværk sikrede Moltke sig indsigt i sagerne og saglig autoritet over for kongens fagministre.