Frihed, lighed og borgerskab

Opfattelsen af enevælden og af forholdet mellem fyrste og folk ændrede sig markant i løbet af 1700-tallet. Det skyldtes dels de naturretlige og statsretlige tanker, der udviklede sig i Europa og i Amerika, dels at det danske samfund forandrede sig, og at flere begyndte at tænke politisk. I et samfund som det danske måtte det nødvendigvis blive en afgrænset elite af embedsmænd, akademikere og præster, der satte deres præg på debatten. Men deres indsats fik varig betydning.

Allerede i første halvdel af 1700-tallet var opfattelsen af enevælden som en af Gud anordnet og evigt gyldig forfatnings- og styreform forældet teori. Holberg var i god overensstemmelse med den fremherskende europæiske opfattelse, når han i sine statsretlige skrifter fremstillede den danske enevælde som baseret på en kontrakt: folket havde i 1660 ved en kontrakt frivilligt overdraget enevoldsmagten til kongen.

Men i generationen efter Holberg skete der en afgørende glidning i dette begreb. Fra at have været en kontrakt, der én gang for alle overdrog kongen enevoldsmagten, blev den nu opfattet som betinget: kongens magtudøvelse var betinget af, at folket accepterede forfatningsformen og styreformen.

Hvem folket var, tvivlede det sene 1700-tals debattører ikke et øjeblik på. Det var dem selv. Embedsmænd, akademikere og det bedre borgerskab, der i kraft af uddannelse, velstand og almen dannelse var folkeviljens naturlige talerør. Det var dem, der udtrykte den offentlige mening, som på én gang skulle oplyse enevælden om folkets berettigede ønsker og kritisk kontrollere dens magtudøvelse.

Idealet for tilhængerne af denne opinionsstyrede enevælde, som konstruktionen er blevet kaldt, var en stat, hvor regenten – højt hævet over alle sociale og økonomiske særinteresser – udøvede magten i fornuftens og oplysningens ånd i overensstemmelse med den offentlige mening.

Den sociale og politiske realitet bag dette fornuftægteskab var den borgerlige opinions forsøg på at bryde den forret til statens vigtigste embeder, som adelen reelt besad, til trods for at de borgerlige embedsmænd uddannelsesmæssigt og sagligt var bedre kvalificerede. Kampen for borgerlig frihed og lighed var også en ny klasses kamp for at komme til magten. En kamp, hvor lighed var vigtigere end frihed.