Reaktionens sejr

I december 1790, samme år Heiberg blev dømt, hejste enevælden et advarselssignal. Sager om trykkefriheden ville for fremtiden ikke blive afgjort af politimesteren, der kun havde været bemyndiget til at diktere ret ubetydelige bøder, men af domstolene, som ville dømme efter Danske Lovs strenge straffebestemmelser.

Foreløbig arbejdede udviklingen imidlertid for enevælden. Urolighederne i Frankrig vakte voksende betænkelighed i det socialt konservative københavnske borgerskab, og henrettelsen af Ludvig 16. i januar 1793 forfærdede og frastødte praktisk talt alle. Den offentlige debat, der overlevede stemningsskiftet, rummede dels en kritik af konkrete misbrug, dels en udpræget teoretisk diskussion af tidens tanker om forfatning og styreform.

Der forekom i 1790'ernes debat udtryk og meninger, som fik styret til at skride ind med bøder – hver gang for øvrigt under betydelig offentlig opmærksomhed. Men det var karakteristisk for den københavnske debat, at den blev ført mellem meget få, og at dens niveau sjældent hævede sig over det provinsielle.

Seriøse og gennemargumenterede indlæg til fordel for en forfatningsmæssigt sikret politisk frihed fremkom ikke i debatten. Den fremherskende holdning var, at den danske enevælde skænkede sine borgere de reformer og den frihed og lighed, som andre måtte tilkæmpe sig gennem revolution.

Løsmundede forfattere sled på den anden side på de styrendes tålmodighed. Så tidligt som i 1793 havde kronprins Frederik ønsket en skærpet politik over for den omsiggribende „skrivefrækhed”. Dengang havde A. P. Bernstorff og generalprokurør Christian Colbiørnsen – borgerskabets yndling i de første reformår – formået at hindre en reaktion. Men mænd som P. A. Heiberg og hans følgesvend Malthe Conrad Bruun formåede ikke selv at trække en grænse, og irritationen voksede.

I 1798 fremprovokerede de reaktionen. Det år udgav Heiberg en Sproggranskning med en række satiriske definitioner: „Konge: en mand, der er så skikkelig at tage sig skylden på, for hvad hans ministre gør." „Majestæt: et skærmbræt, bag hvilket skælmere drive deres spil ustraffet." Præstekald: en saks til at klippe får med", og så fremdeles. Og i Aristokraternes Katekismus lod Bruun adelsmanden fremsætte følgende trosbekendelse:

„Jeg tror på forsynets nåde, at det alletider vil i en arvelig række skænke os lige så ufejlbarlige, alvise, allestedsnærværende og almægtige mennesker. Jeg tror på adelen, monarkiets enbårne søn, som først blev undfanget af hovmod og egennytte, siden pint og forfulgt af den ugudelige filosofi, omsider i Frankrig af frihed og lighed korsfæstet og ihjelslået”, og videre i samme vittige – men gudsbespottelige – spor.

Året efter slog enevælden til. Indgrebet havde været længe under forberedelse, og på det sidste havde styret yderligere været under pres fra de konservative stormagter England og Rusland for at skride ind mod de jakobinske københavnske skribenter. Den 27. september 1799 lod kronprins Frederik sin far underskrive den Forordning som nærmere forklarer og bestemmer Trykkefrihedens Grænser, som skulle blive enevældens presselov indtil 1848.

Forordningens vage titel afslører, at enevælden var ude i en balancegang. I fortalen forsikrede kongen, at han var for trykkefrihed og imod censur. Men trykkefrihed måtte ikke „udarte til tøjlesløs frækhed, og blive et middel for ondskab”. Da „nogle ildesindede personer med strafværdig frækhed dagligen antaste og forhåne alt hvad der, i ethvert borgersamfund, er helligt og agtbart”, var kongen derfor nødt til at sætte grænser og præcisere, hvad det kostede at overskride dem.

I sine detaljerede forbud gik enevælden så langt, det overhovedet var muligt for et styre, der ikke ville lægge navn til en genindførelse af censuren. De hårdeste straffe var reserveret kritik af forfatningen, kongehuset, religionen – hvor der var landsforvisning for bespottelse af statsreligionen, men blot nogle få dage på vand og brød, når den var rettet mod katolikker og jøder – samt staten, embedsmænd, privatpersoner og venligtsindede fyrster og magter. Der blev forbud mod at skrive anonymt; med hård hånd slog styret ned på ironi, allegorier og kritiske træsnit og kobberstik; og den forfatter, der én gang var dømt for overtrædelse af loven, skulle være underkastet livsvarig censur.

Styret demonstrerede straks, at det også var til sinds at bruge den nye lov. Den 24. december 1799 blev P. A. Heiberg idømt landsforvisning. Det samme blev Malthe Conrad Bruun året efter, og i begge tilfælde blev den nye lov brugt med tilbagevirkende kraft.

Enevælden strammede sit greb om ytringsfriheden på et tidspunkt, hvor denne frihed var ved at blive et væsentligt anliggende for en betydelig del af befolkningen. Den kritiske debat blev kvalt, og styret fik den ro, det ville have. Umiddelbart havde reaktionen sejret. Men de tanker, der i 1700-tallets sidste årtier var blevet tænkt om frihed og lighed og om forholdet mellem det enkelte menneske, samfundet og staten, formåede kronprins Frederiks regering ikke at gøre utænkte. De levede videre og blev grundlaget for 1830'rnes og 1840'mes liberale borgerlige opposition, der i 1848 bragte enevælden til fald.