Konge og fædreland

Lørdag den 4. oktober 1788 noterede den jyske fæstebonde Christen Andersen i Nørre Tulstrup tre ting i sin dagbog: hans karl, Christen, var ude at så rug på en af gårdens agre; det regnede; og „jeg gik til Viborg; da måtte vi bønder i hele landet yde en styk-kusk af 90 tønder hartkorn og en styk-hest af 51 tønder”.

Et halvt år senere skrev han: „Var alle mændene i sognet, hus- og gårdmænd og indsiddere, forsamlede i Søgård i Lee om at angive formueskat af midler og indkomster og næring; og ingen bonde uden jeg angav nogen penge, 400 rigsdaler, deraf at svare en halv procent, er 2 rigsdaler”.

Christen Andersen havde god grund til at være selvfølende. Det var mange penge, han havde samlet sig ved landbrug og handel, og det var det, han huskede om den dag. Men hvorfor han skulle betale formueskat, og hvorfor han og andre bønder skulle stille artillerikuske og artilleriheste, det fandt han ikke nødigt at ræsonnere over. Kongen ovre i København skulle have mandskab og penge til at føre sin krig med kongen af Sverige. Men der var ikke svenskere i Jylland, og kongens krig var ikke Christen Andersens krig.

Hans verden var hans fæstegård under Himmestrup gods, den var familien og slægten i Lee sogn og de omgivende sogne, og den var Randers og Viborg, hvor han regelmæssigt tog ind for at sælge og købe. Christen Andersen var en skrivende bonde, hvad der var et særsyn i 1700-tallets Danmark. Og ingen behøvede at fortælle ham, at den øverste her på Jorden var kong Christian 7., som der hver søndag blev bedt for fra prædikestolen i Lee Kirke.

Men gennem sit lange liv – han var født i 1739 og døde som 82-årig – opfattede Christen Andersen sig som bonde. De nymodens ord om, at bonden også var borger, stred mod den standsbevidsthed, han levede sit liv efter; og det fædreland, de kongelige forordninger talte om, var ikke hans verden.