På et kort fra 1741 over Nibe Bredning ved Sebbersund er der i kanten tegnet et typisk sildebundgarn og en silderane, hvor fisken blev hængt op for at tørre. I Limfjorden blev der fra gammel tid drevet et intenst fiskeri efter sild, som tørrede og saltede blev videreforhandlet af købmændene i Ålborg. Retten til at sætte sildebundgarn ud fra stranden var derfor en vigtig indtægtskilde for godserne langs fjorden. Også i det øvrige land drev befolkningen fiskeri i fjorde og vige og supplerede dermed udkommet fra jorden. Havfiskeri som erhverv eksisterede derimod ikke i 1700-tallets Danmark.

.

I landsbyen Årslev blev jordfællesskabet mellem de nu 13 gårde i 1786 omlagt til det moderne kobbelbrug. Før omlægningen havde hver gård haft henved hundrede agre fordelt over de tre vange. Efter omlægningen af landsbyens jord i ni indhegnede kobler, hvor hver gård fik fra en til tre agre, blev antallet af agre for hver gård reduceret til henved en snes. På kortet, der er udtegnet efter originalopmålingen i Matrikelarkivet, er en enkelt gårds agre markeret med sort. Nyordningen fik kun en levetid på en halv snes år. Allerede i 1795 blev Årslev udskiftet og udflyttet.

.

Teatermaleren Peter Cramer introducerede bonden i kunsten i 1778 med billedet Nogle Bønder ved en Høstak. Billedet blev sammen med en tilsvarende københavnsk folkelivsskildring anerkendt som receptionsstykke ved hans optagelse som medlem af kunstakademiet. Det er muligt, at Cramer har tegnet skitser af bønder ude på landet, og at kirken, der optræder som staffage i billedet, er Gentofte Kirke. Men der er intet dansk over figurerne, der lige så godt kunne være italienske lazaroner eller hollandske høstfolk.

.

Det gamle samfund havde gennem århundreder udvist en utrolig modstandskraft over for indre og ydre påvirkninger. Det havde oplevet år med dårlig høst og lange perioder med faldende landbrugspriser, og det havde lidt under voldsomt stigende skatter. Men det havde bevaret sin gamle struktur.

Det bestod uændret af mellem 700 og 800 hovedgårde og mellem 50.000 og 60.000 bondegårde, og den helt overvejende del af landbefolkningen levede fortsat i de henved 5000 landsbyer inden for det middelalderlige fællesskabs rammer.

Men omkring midten af 1700-tallet blev det gamle samfund udsat for et pres, som det ikke var i stand til at modstå. Langsomt begyndte det at krakelere, for i løbet af kun en menneskealder fuldstændigt at skifte karakter. Det pres, der satte omdannelsen i gang, var en kombination af befolkningsvækst og højkonjunktur.

For første gang i historisk tid blev en befolkningsvækst ikke bremset af sult og epidemier og vendt til tilbagegang. Men det gamle samfunds struktur stod som en barriere for befolkningsvæksten. Bondegårdene kunne ikke deles op i mindre brug, såfremt de fortsat skulle kunne ernære en familie, yde landgilde og svare skatter.

Overdrevsjordene kunne ikke tages under plov og nye gårde oprettes, uden at den følsomme økologiske balance mellem agerland og græsningsarealer blev forrykket.

København og købstæderne kunne kun optage en mindre del af den voksende befolkning, og muligheder for en masseudvandring som den, der fandt sted i sidste halvdel af 1800-tallet, eksisterede ikke.

Befolkningsvæksten betød derfor, at det blev grupperne under gårdmandsklassen – husmændene og landarbejderne – der voksede, og at den voksende befolkning skulle brødfødes på stort set det samme areal.

Den langvarige prisstigning på landbrugsvarer reagerede det danske landbrug på ved at forsøge at øge produktionen. Men det stod hurtigt klart, at en produktionsforøgelse ikke umiddelbart lod sig gennemføre inden for den eksisterende landbrugsstruktur med dens traditionelle dyrkningsmåder. Ændringer var nødvendige, og tiden var knap.

Mulighederne for at øge produktionen var bedst på hovedgårdsjorden. I modsætning til fæstegårdmændene, der var afhængige af landsbystævnets beslutningsprocedurer, var der én mand – ejeren eller forpagteren – der bestemte. Han rådede over den nødvendige kapital, modsat bønderne, der ikke havde råd til noget, der havde karakter af eksperiment. Og hovedgårdsdriften var i forvejen markedsorienteret.

At mulighederne var bedst, var på den anden side ikke ensbetydende med, at en produktionsstigning var ukompliceret. Den mest oplagte vej: en udvidelse af hovedgårdsjordens areal, var således ikke realistisk. Fra gammel tid forbød lovgivningen godsejeren at nedlægge sine fæstegårde og lægge deres jord under hovedgårdsdriften. Den dispensationsmulighed, der blev givet i 1731 under landbrugskrisen, var allerede i 1740 blevet trukket tilbage.

Og ligesom godsejeren ikke havde fri råderet over sine fæstegårde, havde han det heller ikke over de overdrevsarealer, der hørte under godset. Dels var han selv og hans fæstebønder afhængige af græsningsarealerne, dels var overdrevene ofte ejet af flere godser i fællesskab. Mange godsejere gik i gang med forhandlinger om en deling af overdrevene, så hvert gods fik sin del. Men det var en langsommelig fremgangsmåde, og en enkelt modvillig ejer var i stand til at blokere for en løsning.

Produktionsstigningen kom imidlertid i gang. For det første lå der betydelige muligheder for at forbedre hovedgårdsjorden, som under landbrugskrisen ikke var blevet drevet særligt intensivt. Ved at rydde jorden for krat og sten og aflede skadeligt vand kunne man udvide og forbedre hovedgårdsjorden betydeligt. Men denne indre kolonisation lod sig kun gennemføre til en vis grænse.

Når den var nået – øjensynlig en snes år efter at prisstigningen var begyndt – lå de videre muligheder for en produktionsøgning i indre reformer: i en omlægning af hovedgårdsjorden. Man var opmærksom på den mere intensive udnyttelse af jorden, som skete i Holsten, og i sin plan for Frederik 5.s regering havde A. G. Moltke allerede i 1746 peget på hertugdømmerne med deres moderne kobbelbrug.

På de holstenske og slesvigske godser havde man reageret på den stigende efterspørgsel efter landbrugsprodukter ved at lægge hovedgårdsjorden ud i en halv snes permanent indhegnede parceller eller kobler. En væsentlig fordel ved kobbelbruget var, at en mindre del af jorden lå brak end det gamle vangebrugs traditionelle tredjedel. Rotationen mellem korn og græs var endvidere mindre arbejdskrævende end det ensidige kornbrug. Og ved at udlægge et eller flere kobler til en moderne, intensiv foderafgrøde som kløver brød man en af det gamle landbrugs alvorligste barrierer.

I modsætning til korn binder kløver og bælgplanter nemlig jordens kvælstof og reducerer dermed gødningsbehovet. De nye foderafgrøder tillod endvidere et øget kvæghold, der også gav mere gødning. Og endelig mindskede foderafgrøderne på hovedgårdsjorden afhængigheden af overdrevsgræsningen og gjorde det muligt at lægge en del af overdrevsjorden under plov.

Kobbelbruget havde således indlysende fordele, og højkonjunkturen fik det til hurtigt at brede sig. En af de tidlige omlægninger til kobbelbrug fandt sted på A. G. Moltkes sjællandske gods Bregentved i 1768, og omkring 1800 havde kobbelbruget næsten fortrængt det gamle vangebrug på hovedgårdsjorden.

Arbejdskraften til denne omlægning var kommet fra fæstebønderne i form af hoveri.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Landbosamfundet krakelerer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig