Danmark forbyder slavehandelen

Et andet og unægtelig ret specielt udtryk for den danske enevældes nøgterne økonomiske indstilling var den internationalt opsigtsvækkende forordning af 16. marts 1792, hvori den danske konge forbød sine undersåtter at handle med negerslaver.

Danmark havde moralsk lige så ubekymret som andre europæiske søfartsnationer deltaget i 1700-tallets eksport af slaver fra Afrika til Vestindien. Københavns Universitets rektor, teologen Erik Pontoppidan, skrev i 1760, at negrene fik det materielt bedre i Vestindien, end de havde haft det i det vilde Afrika, samt at „hedenskabet dog er langt elendigere end den allerringeste grad af kristendom”.

I Vestindien – hævdede han -„blev de Kristi frigjorte, skønt menneskenes tjenere”. I forhold til de store søfartsnationer havde den danske slavehandel været af beskedent omfang. Men danske skibe havde dog i løbet af 1700-tallet transporteret omkring 85.000 mænd, kvinder og børn over Atlanterhavet til slavemarkedet på de danske Vestindiske Øer.

I årene op mod 1790 var den offentlige mening i de store slavehandelsnationer, England og Frankrig, imidlertid begyndt at vende sig mod denne umenneskelige menneskehandel, der stred mod tidens friheds- og lighedstanker.

© Det nationalhistoriske Museum på Frederiksborg

Ernst Schimmelmann er en af de skikkelser i 1700-tallets Danmark, det er vanskeligst kort at karakterisere. Fra sin far, den rige skatmester, arvede han store godser i Danmark, plantager i Vestindien, monarkiets største sukkerraffinaderi og fabrikken i Hellebæk, der producerede de geværer, som slaverne blev købt for. Allerede som 26-årig fik han ledende poster i centraladministrationen, og i 1788 blev han minister i gehejmestatsrådet. Palæet i Bredgade og landstedet Sølyst var kulturcentre for hovedstadens tysk-franske overklasse, og han understøttede rundhåndet den danske digter Jens Baggesen og den tyske Friedrich von Schiller. Malet 1790 af Erik Pauelsen.

I Danmark blev nøglefiguren handels- og finansminister Ernst Schimmelmann. Som oplyst og følsomt menneske var han imod handelen med slaver. Sin position som Danmarks rigeste mand skyldte han på den anden side sine slavedrevne sukkerplantager i Vestindien og sine sukkerraffinaderier i København.

De undersøgelser, han satte i gang, viste to ting. Dels at salget af danske varer på Guldkysten var uden nævneværdig betydning for dansk økonomi. Dels at plantageøkonomien i Vestindien ville bryde sammen, hvis den ikke fik tilført slaver – i hvert fald så længe de vestindiske plantere udnyttede slaverne så hårdt, at nye tilførsler ikke kunne undværes.

Schimmelmann frygtede, at England og Frankrig ville enes om at forbyde slavehandelen og derpå lægge pres på de mindre slavehandelsnationer for at få dem til at gøre det samme. Det pres ville Danmark ikke kunne modstå. Derfor valgte Schimmelmann at komme fjenden i forkøbet og sikre de danske plantager de nødvendige slaver, mens det endnu var muligt. Så måtte plantageejerne lære at behandle deres slaver bedre, så at færre blev arbejdet ihjel.

Det var baggrunden for kongens forordning, som primært havde et økonomisk sigte. Fortalen henviste da heller ikke til ædle og humane motiver, men gav en nøgtern og ganske usentimental redegørelse for bevæggrundene.

Den danske model var baseret på, at forbudet først skulle træde i kraft den 1. januar 1803, og at den danske statskasse stillede kapital til rådighed for de vestindiske plantere, så de inden da kunne forsyne sig med tilstrækkeligt mange slaver til, at de efter den tid kunne være selvforsynende med arbejdskraft.

Den stormagtspression, Schimmelmann havde kalkuleret med, kom imidlertid aldrig. Mindre end et år efter slavehandelsforordningen var England og Frankrig i krig med hinanden. Det umiddelbare resultat af det danske slavehandelsforbud blev derfor en tiårs periode, hvor en statsstøttet dansk slavehandel transporterede flere slaver end nogensinde fra Afrika til den nye verden.