1700-tallets eneste dampmaskine på dansk grund blev bygget på flådens værft Gammelholm 1788-89 af en britisk bygmester Andrew Mitchell, der ved dansk industrispionage og løfter om betydelige pengebeløb blev lokket til København. Ildmaskinen, hvis konstruktion kendes fra en opmåling i 1797 i forbindelse med en reparation, var en rotationsmaskine efter James Watts princip. Den var kulfyret og havde en ydeevne på omkring ti hestekræfter. Den trak ankersmedjens to hammerværker, tre blæsebælge og valseværket. Anlægget var imidlertid teknisk utilfredsstillende. I 1802 blev det demonteret, og Admiralitetet måtte bide i det sure æble og bestille et anlæg hos det engelske firma Watt & Boulton – et anlæg, der til gengæld fungerede upåklageligt til 1862.

.

Den store tømrerstrejke i København i 1794 vakte voldsom opsigt, og reportagestik var straks på gaden. Herover ses situationen den 1. august, da kapellanen ved Nikolaj Kirke forgæves opfordrer svendene i tømrerkroen i Adelgade til at gå i arbejde igen. Stikkets tendens er klart vendt imod svendene: de er mere optaget af øl, brændevin og tobak end af Guds ord, og demonstrerer tydeligt deres ligegyldighed.

.

Den store tømrerstrejke i København i 1794 skildet på samtidigt reportagestik. På billedet får tømrersvendene deres straf, da tropper i ordnede geledder marcherer op uden for tømrerkroen for at arrestere de strejkende og føre dem til Kastellet.

.

Det største industrianlæg i 1700-tallets Danmark var kanonstøberiet og krudtværket i Frederiksværk ved kanalen mellem Arresø og Roskilde Fjord. C.A. Lorentzens prospekt fra 1773 viser det strengt symmetriske anlæg med de mange ensartede arbejderboliger omkring den store trefløjede støberibygning, hvorfra røgen vælder til vejrs. På fjorden ses fartøjerne, der fragtede jernet ned fra Norge, og på bakken i forgrunden en kærre med de nordsjællandske trækul, der var en forudsætning for støberivirksomheden. På højdedraget i baggrunden – i sikker afstand fra værket – ligger krudtmagasinerne.

.

Enevældens holdning til håndværket – til mesterlavene og til svendegilderne – havde altid været dobbelttydig. På den ene side var styret udmærket klar over de værdifulde samfundsfunktioner, håndværkets organisationer udfyldte: social sikring for deres medlemmer, disciplinering af arbejdskraften, ro på arbejdsmarkedet og en produktion på et acceptabelt fagligt niveau.

Ud fra hensynet til forbrugerne måtte styret på den anden side være imod, at lavsmestrene udnyttede deres eneret til at indgå prisaftaler og til at udelukke alle andre end medlemmerne af deres egen snævre kreds fra at blive mestre.

Af politiske grunde var den danske enevælde også imod svendegildernes internationale karakter: imod at svendene, når de gik på valsen ned gennem Europa, stiftede bekendtskab med politiske og sociale tanker, som enevælden ikke ønskede skulle fæste rod i kongens riger og lande.

Samtidig udviklede håndværket sine egne problemer. Ikke i de små købstæder, hvor de aldrig blev større, end at magistraten og byfogeden kunne løse dem. Men i København blev sidste halvdel af 1700-tallet en problemfyldt periode.

Hovedårsagen var, at antallet af håndværkssvende steg meget kraftigt, uden at antallet af mestre steg tilsvarende. Den gamle forventning om, at svenden efter en tid selv kunne nedsætte sig som mester, blev en fiktion. Navnlig inden for byggefagene gik udviklingen i retning af et kraftigt voksende antal svende, der arbejdede for store håndværksmestre af entreprenørtypen.

I 1797 havde 52 københavnske murermestre således 880 svende i arbejde, og 36 tømrermestre beskæftigede 830 svende. Antallet af svende var i 1797 noget højere end vanligt som følge af den intense byggevirksomhed efter hovedstadens brand to år tidligere. Men der var tale om en generel tendens, og den skabte uro blandt svendene indbyrdes og imellem mestre og svende.

Flere og flere svende så i øjnene, at de aldrig ville blive mestre. De valgte derfor at stifte familie og leve som gifte svende. Men derved mistede de svendens traditionelle uafhængighed og blev efter de ugifte svendes opfattelse løntrykkere.

Det forhold, at svendene under vinterens ledighedsperioder levede af lønforskud fra mesteren – og at ingen mester ville ansætte en svend, uden at han havde betalt sin forrige mester pengene tilbage og kunne fremvise en afskedsseddel – vanskeliggjorde samtidig svendens muligheder for at aktionere for bedre løn og arbejdsvilkår.

Men det svækkede navnlig de gifte svende, der ikke kun havde sig selv at tænke på, men også kone og børn. Og både for mestre og svende var det et problem, at mange gifte svende arbejdede som bønhaser, på egen hånd, uden om mestrene og lavene.

Det københavnske arbejdsmarked rummede derfor konfliktemner, som det gamle håndværk ikke havde kendt, og i sommeren 1794 udbrød danmarkshistoriens første store arbejdskonflikt, den københavnske tømrerstrejke.

I begyndelsen af juli havde henved 100 tømrersvende klaget til stadens magistrat over, at tømrermestrene betalte dem en dagløn, der lå under murersvendenes. Hovedmændene bag initiativet var nogle af de mange tyske svende, der var blevet lokket til København af rygterne om de store byggearbejder på Amalienborg, der skulle ombygges til kongefamilien, efter at Christiansborg Slot var brændt i februar.

Lønspørgsmålet lurede derfor under overfladen, da to tyske svende den 27. juli uden lovligt varsel opsagde deres arbejde for en af hovedstadens store entreprenører, tømrermester Hallander. Han svarede igen med at stævne dem for uretmæssig opsigelse, og tidligt om morgenen den 30. juli faldt politirettens dom: seks dage på vand og brød i rådhusets arrest.

Det blev gnisten, der fik arbejdskonflikten til at eksplodere. Samme morgen nedlagde henved 100 svende på Amalienborgpalæerne arbejdet i protest og gik rundt til hovedstadens øvrige arbejdspladser, hvor navnlig de tyske svende fulgte deres opfordring til at strejke. I alt nåede antallet af strejkende tømrersvende op på 450, og svendene fra andre fag – navnlig murersvendene – gik de følgende dage i sympatistrejke.

Tømrersvendene oprettede deres hovedkvarter i tømrerkroen i Adelgade. Herfra sendte de tillidsmænd til politimesteren. Men da han blot arresterede dem, appellerede de i stedet til magistraten, til kronprins Frederik og til kongen. De stod dog fast på deres lønkrav og på kravet om at få deres tillidsmænd fri, og hverken personligt fremmøde i tømrerkroen af politimester Flindt, af præsten fra sognekirken eller af selveste generalprokurør Christian Colbiørnsen kunne få dem til at gå i arbejde.

I den situation valgte enevælden at indsætte militæret. 200 mand fra garnisonen marcherede op foran tømrerkroen, og 202 svende blev arresteret og ført til Kastellet, hvor de blev forhørt. 122 fastholdt deres vægring, og den 6. august blev de idømt fire måneders strengt fæstningsarbejde, det såkaldte slaveri. Blandt svendene hørte man én mumle trodsigt, at skulle de i slaveri, ville de hellere være kongens end mestrenes slaver.

Myndighedernes reaktion var præget af, at de vidste, hvad der var foregået i revolutionens Paris, og at der havde været arbejdsuroligheder i flere tyske byer. Derfor var dommene så hårde. Men derfor veg den danske enevælde også tilbage fra at eksekvere dem. Den 8. august blev samtlige dømte benådet.

På nogle af flådens fartøjer blev de tyske svende sejlet til Lübeck og sat i land på tysk jord. De danske svende fik en uges tid til at køle af. I den tid blev arbejdet på Amalienborg udført af Holmens tømmermænd under militær kommando og efter anvisninger af professor Harsdorff, der gerne ville have sin joniske kolonnade færdig, når kongefamilien til efteråret vendte tilbage til staden.

Arbejdsfreden sænkede sig over København – for denne gang

Tømrerstrejken blev en isoleret begivenhed, og revolutionen kom aldrig til København. De problemer, som strejken havde været et udtryk for, søgte enevælden at regulere med den store forordning om de københavnske håndværkslav, der blev udstedt i 1800. Heri fik svendene frihed til at tage og opsige arbejde, forhandle løn og nedsætte sig som frimestre. Det var til fordel for svendene, men forordningen havde intet med liberalisme at gøre.

Frem for alt styrkede den mestrenes og lavenes stilling, blandt andet med straffebestemmelser, der klart var i mestrenes favør. Reelt sikrede enevælden med forordningen, at det traditionelle håndværk med dets nærmest middelalderlige struktur forblev det dominerende erhverv både i hovedstaden og i købstæderne. Først i 1857 trængte den principielle liberalisme igennem i dansk erhvervslovgivning med loven om næringsfrihed og ophævelsen af lavstvang.

Det tidlige 1700-tals industripolitik blev ligeledes ændret i reformperioden. 1730'rnes bevidste samling af industrivirksomhederne i og omkring hovedstaden blev lidt efter lidt opgivet til fordel for oprettelsen af nye virksomheder i købstæderne og også i landdistrikterne, hvor løn- og omkostningsniveauet var lavere, således som industripolitikkens fædre under Christian 6. så rigtigt havde påpeget. Og de direkte statstilskud til industrien blev i stigende grad afløst af eksportpræmiering, støtte til studierejser og indkøb af maskiner.

Men den mest iøjnefaldende fornyelse – både i samtidens og i eftertidens øjne – var den toldlov, der blev udstedt i 1797. Indtil da var ekstremt høje toldsatser og importforbud resulteret i et udbredt smugleri, der skadede industrien og reducerede statens toldindtægter.

Den nye toldlov indledte en afvikling af den hidtidige beskyttelse i form af toldnedsættelser, der reducerede de professionelle smugleres profitmargen, samtidig med at de opretholdt en tilstrækkelig beskyttelse af dansk industri. Det umiddelbare resultat blev en større lovlig import og dermed større toldindtægter.

Heller ikke toldloven af 1797 var derfor udtryk for en principiel liberal politik, endsige for liberalismens indførelse i Danmark, som en begejstret eftertid har hævdet. Den danske industri var fortsat en beskyttet næring. Men den havde i årene op mod 1800 vokset sig så levedygtig, at prohibitive toldsatser og direkte importforbud ikke længere var en livsbetingelse.

Det var først efter Napoleonskrigene, at liberalistiske doktriner for alvor vandt indpas blandt de styrende, og enevælden påbegyndte afviklingen af den industristøtte og toldprotektionisme, der havde præget 1700-tallet.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Håndværk og industri.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig