Defensiv neutralitetspolitik

Strategien bag den defensive neutralitetspolitik var, at den danske regering og dens diplomater konsekvent hævdede de omstridte neutralitetsprincipper i deres fulde udstrækning – og lige så konsekvent gik i defensiven, hver eneste gang England viste tegn til at ville søge en principafgørelse eller ligefrem tage en konflikt på spørgsmålet.

Den danske strategi var at undgå at give formelt afkald på det omstridte princip og dermed bevare muligheden for at genfremsætte det, enten på et senere tidspunkt af krigen eller når den næste krig brød ud.

Ved stormagtskrigens udbrud i 1756 hævdede J. H. E. Bernstorff som dansk udenrigsminister derfor samtlige danske neutralitetsprincipper i deres fulde udstrækning. Men de engelske sejre til søs og i Amerika og Indien tvang på et tidligt tidspunkt af krigen Danmark i defensiven. Danmark måtte således affinde sig med Englands meget brede definition af krigskontrabande, der også omfattede levnedsmidler.

Danmark måtte ligeledes leve med Englands og de engelske prisedomstoles konsekvente afvisning af, at det neutrale flag dækkede fjendtlig ejendom. Da engelske orlogsskibe gennemtvang visitationen af en dansk konvoj i Middelhavet, veg Danmark tilbage for at tage en konflikt på princippet, og valgte i stedet at indstille sin konvojering af danske handelsskibe.

Og da en engelsk prisedomstol afsagde en principiel kendelse om, at neutrale handelsskibe ikke havde ret til at besejle krigsførende magters kolonier, som de ikke også havde adgang til i fredstid, opgav Danmark ligeledes på det punkt at træde i skranken for sine købmænd og redere.

Det betød, at neutraliteten under kolonikrigen kun blev udnyttet i begrænset omfang. Skridt for skridt tvang den engelske regering Danmark i defensiven. Men regeringen trak sig hver gang tilbage så betids, at den undgik en åben konflikt med England og et formelt afkald på det omstridte neutralitetsprincip.

Da kolonikrigen sluttede i 1763, var de danske neutralitetsprincipper derfor intakte, og da Den amerikanske Frihedskrig brød ud, var Danmark i stand til at genfremsætte dem. I modsætning til under den forrige krig befandt England sig nu i en trængt militær situation, hvor modstanderne ikke blot var de oprørske amerikanske kolonier, men også de tre sømagter Frankrig, Spanien og Holland.

Det udnyttede den danske regering til at presse England til – reelt, men ikke formelt – at acceptere en dansk besejling af de franske og spanske kolonier samt dansk konvoj på Vestindien og Asien.

A. P. Bernstorffs behændige diplomati afpressede yderligere England en vigtig principiel indrømmelse. Ved krigsudbruddet havde England defineret fødevarer samt norsk tømmer og jern som krigskontrabande.

Ved at udnytte Ruslands initiativ til at danne et Væbnet Neutralitetsforbund lykkedes det i 1780 Bernstorff at få den engelske udenrigsminister til at afgive en formel deklaration om, at fødevarer, tømmer og jern ikke faldt ind under begrebet krigskontrabande. Den engelske udenrigsminister underskrev deklarationen kun fem dage før Bernstorff undertegnede Danmarks tiltræden af Det væbnede Neutralitetsforbund.

Den danske regering havde på den anden side et sikkert blik for, hvornår grænsen for indrømmelser var nået. Selv i Englands trængte militære situation i de sidste krigsår undlod Bernstorff – og efter ham Guldberg – at presse England for yderligere principielle indrømmelser. Den danske udenrigsminister og hans diplomater og konsuler koncentrerede i stedet kræfterne om at støtte den faktiske neutralitetsudnyttelse frem til freden i 1783.

Ti år efter fulgte det næste stormagtsopgør. Umiddelbart efter henrettelsen af Ludvig 16. erklærede det franske nationalkonvent England krig. Det skete i februar 1793, og på ny stod en dansk regering over for at skulle formulere en neutralitetspolitik. A. P. Bernstorff valgte atter en defensiv politik. Dels var han traditionens mand. Dels stod det ham klart, at denne krig ville blive ført med større intensitet – politisk, militært, økonomisk, og også ideologisk – end nogen tidligere.

Straks ved krigsudbruddet meddelte han derfor underhånden helstatens købmænd og redere, at de ikke kunne forvente regeringens hjælp, hvis de transporterede krigskontrabande og varer tilhørende de krigsførende samt besejlede blokerede havne.

Bag en facade af principfasthed førte Bernstorff en konsekvent defensiv neutralitetspolitik. Det demonstrerede han allerede i sommeren 1793. Danmark blev på det tidspunkt udsat for et forenet stormagtspres. England, Preussen og Rusland krævede, at Danmark indstillede besejlingen af den franske republiks havne.

Hensigten var at sulte Frankrig til at opgive revolutionen og genindsætte bourbonerne på den franske trone. Stormagterne retfærdiggjorde deres krav ved at henvise til, at revolutionen selv havde sat sig uden for civilisationen og folkeretten.

Bernstorff opnåede europæisk ry ved den officielle danske afvisning af kravet, som han indledte med de stolte ord: „Folkeretten er uforanderlig. Dens principper afhænger ikke af omstændighederne". Det var bevidst, at den danske udenrigsminister ved at publicere sit svar appellerede til den offentlige mening i Europa.

Men de afvisende ord dækkede over en traditionel dansk neutralitetspolitik. Den politiske realitet var, at den danske udenrigsminister gav efter for den stærkeste af de tre magter og efterkom Englands krav om en lukning af de norske havne for franske kapere.

Også på et andet af neutralitetens ømtålelige punkter – konvojprincippet – førte Bernstorff en konsekvent defensiv politik.

For en småstat som Danmark var konvoj altid politisk hasard. Kun i meget begrænset omfang kunne orlogsflåden afse skibe og mandskab til konvojtjeneste, og ingen dansk politiker nærede illusioner om, at den danske flåde effektivt ville være i stand til at yde beskyttelse til den verdensomspændende søfart under dansk flag. Samtidig vidste man, at sammenstød mellem engelske og danske orlogsskibe kunne udløse en konflikt, som Danmark ikke ville være i stand til at kontrollere.

Når Danmark tidligere havde udsendt konvojer, var det i situationer, hvor regeringen anså England for militært at være så trængt, at landet ville vige tilbage for at bruge magt over for danske konvojer, for ikke at tvinge Danmark i armene på sine modstandere. Under Den amerikanske Frihedskrig var dette hasardspil gået godt.

Men Bernstorff vidste, at det kun var lykkedes, fordi England havde befundet sig i en usædvanligt presset situation. Det gjorde England ikke i 1793. Det var baggrunden for hans afvisende svar til de københavnske købmænd og redere, der på ny henvendte sig til ham om konvoj for deres skibe: „Ønsker De krig? Det kan jeg skaffe Dem den dag i morgen. Men få os ud af krigen igen: det overstiger mine kræfter!”