Elektronikkens barndom

Også på en anden måde var danskerne rykket tættere sammen i løbet af 1850'erne. Den såkaldt elektromagnetiske telegraf revolutionerede kommunikationen på tværs af landet. Siden årene lige efter 1800 havde man haft den primitive optiske telegraf, 23 høje master opstillet fra København via Nyborg, Als til Slesvig, som aflæstes med kikkert fra mast til mast. Efter sigende kunne en melding – og det var kun militære sager, den brugtes til – nå fra Slesvig til København på 26 minutter. Men nu trådte man ind i elektricitetens tidsalder gennem en udnyttelse af H. C. Ørsteds påvisning af elektromagnetismen. Staten satsede på denne lynhurtige telegraf ved anlæggelse i 1854-56 af en telegrafledning tværs gennem landet til Fredericia. Her deltes den, så en gren gik op langs Jyllands østkyst og en anden gik ned til Hamburg. Først gravede man ledningen ned, men man måtte snart efter grave den op igen og etablere luftledninger over land, fordi man ikke kendte tilstrækkelig god isolering. Under vand gik det bedre med ledningerne, da man på samme tid lagde det første kabel under Øresund, så Sverige fik telegrafisk kontakt med Europa. 1859-60 kom der direkte forbindelse med England ved et kabel fra Slesvigs vestkyst over Helgoland til Weybourne. Det blev erobret af tyskerne i 1864, og så måtte man – i samarbejde med Norge – nedlægge et nyt kabel under Nordsøen fra Hirtshals over Arendal til den engelske østkyst.

Netop dette dansk-norsk-engelske telegrafsamarbejde blev indledningen til et af de mest dynamiske og succesrige danske eksportfremstød. Det var Det store nordiske Telegrafselskab, stiftet 1869 på initiativ af tidens store finansmand, C. F. Tietgen, ved sammenlægning af en række af de nordiske telegrafselskaber, som havde samarbejdet gennem 1860'erne. Med utrolig dygtighed fik han straks fra selskabets grundlæggelse koncession på anlæggelse af telegrafforbindelse mellem Rusland, Kina og Japan. Tietgen havde helt fra ung forståelse for telegrafens muligheder og udnyttede sin viden, da han som 25-årig kom til København efter læreår i Manchester, netop som den svensk-danske telegraflinie skulle etableres. I en håndevending sikrede han sig leverancen af de mange kilometer galvaniseret jerntråd for sit engelske firma.

Telegrafen var først og fremmest erhvervslivets hjælpemiddel. For almindelige mennesker var brevene det, der holdt familie- og venneforbindelserne fast. Og der blev skrevet breve i 1800-tallet som aldrig før og siden, efter at skrivning og læsning var blevet almeneje og postbesørgelsen blev forbedret fra år til år, samtidig med at prisen for at sende et brev blev sat drastisk ned. Oprindelig betalte modtageren af et brev efter hvor mange poststationer det havde passeret, et sindrigt system, som kun posthusene kendte. Men med tanken om enhedspriser for posttaksterne, betalt af afsenderen, banedes vej for at sælge små klistermærker til brevene.

England gik i spidsen, da de første frimærker udstedtes i 1840, og i de følgende år fulgte andre lande (Brasilien var nummer to). I Danmark indførtes enhedstakst i 1849 for breve til og fra hæren i Slesvig (880.000 skrevne budskaber på et år!). Men egentlige frimærker indførtes først i 1851. Fire skilling var taksten uden for Københavns volde uanset afstanden til adressaten. Før havde prisen været mellem seks og 32 skilling pr. brev. Virkningen udeblev ikke. Hvor der i 1845 var ekspederet godt tre mill. breve, var tallet ti år efter steget til otte, fem år senere til over 12 mill. og omkring 1865 til 16 millioner breve indenlands pr. år- et imponerende antal i et land med godt 1 1/2 million indbyggere. En tilsvarende forøgelse skete med forsendelser til udlandet. Også her blev indført de lave enhedstakster, fordi postvæsenet indgik to- eller flersidige postkonventioner med andre lande og i 1874 var med til at grundlægge den internationale såkaldte postforening. Det betød, at posttaksterne blev reduceret svarende til de indenlandske og et simpelt refusionssystem mellem landene indført. Et brev fra Danmark til f.eks. Norge, som i 1860 kostede 24 skilling, kunne i 1870 sendes for kun otte.

Danskerne udnyttede flittigt denne mulighed for internationale kontakter. Brevmængden ud over monarkiets grænser steg voldsomt. Statistik kendes først fra 1874. Men den fortæller til gengæld en hel del om, hvor i verden danskerne havde deres familie og venner foruden deres forretningsforbindelser og faglige kontakter. Trods to krige mod de tyske magter og en stærk åbning vestpå mod England var det stadig i Tyskland, at danskerne havde deres opmærksomhed fangen. Næsten halvdelen af alle deres breve til udlandet gik sydpå. Kun ca. ti procent gik til England, lige så meget til Norge og ca. 20 procent til Sverige. Fem procent af brevene var til de mange tusinde danske udvandrere i de fjerne nordamerikanske fristater, som USA oftest blev kaldt dengang.

De to årtier mellem 1850 og 1870 skabte grundlaget for den følgende periodes moderne gennembrud. Jernbaner, dampskibe, telegraf og postvæsen, alt bidrog til at smelte landsdelene nærmere sammen og skabe bedre kontakt mellem land og by og mellem kongeriget og verden udenfor.