Typograf Christian Sørensen arbejdede i ti år med denne automatiske sættemaskine og opnåede at få den udstillet ved verdensudstillingen i London 1851. Den vakte dog ingen opsigt der, men tjente siden Sørensen på dagbladet Fædrelandet, indtil han døde i 1861. En forbedret type udstilledes i Paris i 1855 og vandt guldmedalje. Først fra omkring 1890 solgtes fra Tyskland sættemaskiner, som kunne overhale de øvede håndsætteres tempo.

.

Seng udstillet på verdensudstillingen i London 1851. Efter den strenge, ornamentsløse klassicisme gled man fra 1840'rne overalt i Europa over i modsætningen, en overdådigt dekoreret stil med brug af navnlig gotiske stiltræk lånt fra gamle slotte og kirker. Stilarten afspejlede en tidsalder med et købedygtigt publikum med behov for statussymboler og en høj håndværksmæssig standard.

.

Til industriudstillingen i 1852 blev opført denne fornemme udstillingsbygning på Christiansborg Ridebane, tegnet af tidens fornemste arkitekt, G. F. Hetsch. Den rummede stande for over 700 handlende og fabrikanter. Næsten 98.000 besøgte udstillingen den sommer, et imponerende tal for den endnu lille hovedstad. Maleriet af udstillingsbygningen er af Chr. Rosenberg.

.

Hamburgs indflydelse var i øvrigt reduceret betydeligt allerede fra 1850 takket være en interessant selvbestaltet indsats fra en kreds af jyske rigsdagsmænd. De fandt, at regeringen sjoflede Jyllands interesser og tog da initiativet til et par private møder uden for Christiansborg få dage efter Rigsdagens åbning i 1850. Til stede var to fremtrædende danske forretningsfolk i England, og med dem aftalte de jyske politikere at oprette en eksportrute til det nye handelsmarked, England. Rigsdagsmændene henvendte sig til regeringen, som, halvt uden om Rigsdagen, finansierede leje af to fragtskibe til transport af levende kreaturer fra Hjerting nord for det sted, hvor Esbjerg senere kom til at ligge. Statens udgifter blev allerede det første år dækket ind af fragtindtægterne. Sådan begyndte Danmark forsigtigt at dreje sig handelspolitisk fra syd til vest – afgørende for de kommende års udvikling. Der var ingen havn i Hjerting. Kreaturerne måtte ligesom eventuelle passagerer vade ud til skibet. Kvindelige passagerer kunne dog blive båret ud på ryggen af en af stedets fiskere.

Hele denne finanspolitiske åbning satte gang i driftige folk, der ville tjene penge hurtigt. Problemet med at skaffe investeringer løstes forholdsvis let ved et samarbejde blandt ligestillede inden for handelsverdenen, også en slags græsrodsbevægelse. Købstædernes sparekasser og de første provinsbanker var opstået af dette borgersamarbejde om at skaffe lånemuligheder. Men mere nærliggende for større projekter var genoplivelsen af en gammel selskabsform, aktieselskabet. Ordet klang lifligt af demokrati i liberale kredse med de årlige generalforsamlinger som en slags folkerepræsentation. I 1850 eksisterede 14 aktieselskaber, alle i København, deriblandt tre badeanstalter foruden Tivoli og Casino! I de næste 20 år opstod yderligere 38 nye aktieselskaber, såsom tre nye banker, seks rederier, to sporvognsselskaber og et internationalt projekt, Store Nordiske Telegrafselskab. I det følgende årti, 1870-80, endnu 129, og derefter formerede ideen sig sådan, at de ved århundredskiftet skulle tælles i tusinder og var blevet den mest almindelige organisationsform for industri og handel.

Man talte meget om industri allerede i 1840'rne men mente blot produktion, uanset om den var maskinel eller håndarbejde. Dampmaskiner var sjældne; mekanisering indskrænkede sig endnu ofte til kraftoverførsel fra en hestegang. Industrialisme i større omfang kom først i gang efter 1870. Et lokalt eksempel fra et enkelt område kan belyse dette: i Odense fandtes i 1855 en klædefabrik med 19 arbejdere, men dens produktion var en dråbe i havet i forhold til de over 1000 vævere, der arbejdede hjemme ved hver sin væv alene i Odense amt. Tekstilfabrikation foregik endnu helt overvejende som hjemmeindustri.

Men ambitionerne om stordrift var der. I København sad en elite af „fabrikører”, der drømte store tanker. Det var de unge, der i 1838 havde grundlagt Industriforeningen efter tysk forbillede og i de følgende årtier gjorde et stort opsøgende arbejde for det, som nu kaldes produktudvikling og markedsføring, på samme måde som Landhusholdningsselskabet gjorde for landbruget.

En væsentlig spore for udviklingen blev de store industriudstillinger. De første af disse „vareskuer” havde fundet sted i København i 1840'rne. Men udstillingsvirksomheden antog pludselig internationalt format med den første verdensudstilling i London i 1851, den hvortil det mægtige Crystal Palace af støbejern og glas rejstes på få uger. Med et klækkeligt statstilskud sendte Danmark 47 udstillere derover. 12 fik præmier, bl.a. dansk porcelæn, skrivepapir og – billedhuggeren Adolf Jerichaus skulptur „En Pantherjæger”. Derimod overså verden helt vor egentlige industrielle satsning: typografen Christian Sørensens automatiske sættemaskine, som han først efter sin død i 1861 fik international anerkendelse for.

Londonudstillingen betegnede et gennembrud. Året efter afholdtes den første store industriudstilling i København med mange hundrede udstillere. Det blev begyndelsen til en serie industriudstillinger, der blev af uvurderlig betydning for dansk handel og industri ved deres formidling af ny teknik og nye handelsveje.

Der lå en imponerende organisatorisk indsats bag ved disse udstillinger, og de fulgtes op af såkaldte industrimøder, hvor fagfolk fra mange lande samledes om foredrag og demonstrationer af tidens nyeste mekaniske vidundere. Også menige industriarbejdere fra hele Europa samledes ved disse møder. Det var ved et sådant industrimøde i London, at Karl Marx fik grundlagt den Første Internationale, forløberen for den internationale socialisme og siden kommunisme. Det var ikke mindst gennem den københavnske industriforenings systematiske indsats, at hovedstaden igen blev førende i den industrielle udvikling og overvandt det handicap, byen fik i begyndelsen af århundredet. De største købstæder, Ålborg, Odense og Århus, holdt selv industriudstillinger allerede i 1840'rne, men deres økonomiske kapacitet var svagere end Københavns.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Grøde i erhvervslivet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig