Skyggen efter nederlaget

Det sortnede nok for øjnene af de fleste danske, da nederlagets fulde omfang rigtigt gik op for dem. For en stor del af befolkningen blev det en varig dårlig samvittighed, „sårfeberen fra Dybbøl”, som Herman Bang kaldte det i sin roman „Tine”. Feberen forsvandt i virkeligheden først ved genforeningen i 1920. Diskussionen om skyld og ansvar for krigen kom til at vare et par generationer. Endnu i 1914, da de gamle veteraner fra krigen stod opstillet ved 50-årsparaden, var nederlaget og déts årsag et ømt sår i den offentlige bevidsthed, et vedvarende debatemne, der dannede dybe politiske skillelinier og havde skabt modsætninger gennem årtier. Den unge generation, de der var født i 1840'rne, blev krigens skarpeste kritikere. De var ikke indstillet på at tilgive og forsone.

© Det kgl. Bibliotek

De sønderjyske piger stirrer sorgbetyngede ud i en håbløs fremtid. Stemningen efter adskillelsen fra det danske mindretal i Slesvig fandt udtryk i dette kunstfærdige fotografi med tilhørende digt af Vilhelm Bergsøe. Det blev solgt i tusindvis i Danmark efter sin fremkomst i 1879. Den fotografiske kunst kunne bruges til at fastholde en af tidens yndede udtryksformer, tableauet, den arrangerede sceniske opstilling, der blev dyrket meget som underholdning i foreninger og selskaber. De to piger, Helga og Valborg Tofte fra Flensborg, blev berømte som symbol for de stærke nationale følelser.

Der er blevet udgivet mere end 3300 bøger og afhandlinger om krigen. Hver sten er blevet vendt, hver skamfuld dumhed og tapper dåd analyseret i både dansk og tysk version. Men en svaghed præger denne debat: bagklogskaben. Hårde domme over de ansvarlige er blevet afsagt ud fra eftertidens langt større overblik og indsigt i modstandernes planer og ud fra en senere tids erkendelse af den lille nations begrænsede muligheder i europæisk storpolitik. Flere omstændigheder taler for en større forståelse for de nationalliberales politik.

Man kan næsten sige, at tabet af hertugdømmerne syntes uundgåeligt allerede fra 1850. Når 700.000 tysktalende slesvigholstenere havde svoret sig tyske og i tre år øst ud af deres blod i en forgæves kamp for denne nationale ret, kunne man ikke forvente, at de efter 1850 ville forholde sig roligt uden at fortsætte kampen for at blive frigjort fra det danske overherredømme og blive et selvstændigt hertugdømme inden for Det tyske Forbund. Liberalismen i Danmark og den konservatisme, der dominerede i hertugdømmerne, var nærmest uforenelige størrelser. Dertil kom, at aftalerne af 1851-52 var umulige at effektuere af myndighederne, når den tyske del af monarkiets befolkning nægtede at lade sig administrere fra København.

© Det kgl. Bibliotek

Skillingsviser var den mest udbredte form for folkelig nyhedsformidling. De primitive vers, der kunne synges på tidens slagermelodier, fik en særlig stærk udbredelse, når der skete store ulykker som krig, skibsforlis eller ildebrand. Under krigen i 1864 tog skillingsviserne et vældigt opsving. Særlig blev den unge typograf Julius Strandberg landskendt og meget velhavende på sine skillingsviser om krigen, en succes som han udnyttede dygtigt i de følgende årtier.

Men når Viggo Hørup og andre radikale siden kunne skildre begivenhederne i 1863-64, som om Hall og hans partifæller havde handlet aldeles hovedløst, skyldes det, at livsholdningen i de mellemliggende år havde ændret sig. De radikale ville aldrig give sig i kamp mod en overmagt – „hvad skal det nytte”, sagde en af dem senere. Men de nationalliberale politikere, der bar ansvaret, var alle født mellem 1810 og 1820 og altså vokset op i en periode, hvor romantikken og det man kunne kalde den politiske idealisme dyrkedes. En af generationens digtere, Chr. Richardt, udtrykte lige efter krigen 1864 sin generations politiske idealisme så smukt i de to verslinier, der er blevet bevingede: „Kæmp for alt, hvad du har kært; dø, om så det gælder.” D. G. Monrad, der var lige så optaget af kirkelige som af politiske spørgsmål, troede fuldt og fast, at den lille stat, som med dødsforagt kæmpede for sin sag ligesom David mod Goliat, ville om ikke fælde kæmpen så dog påkalde sig andres nationers sympati og dermed gøre sig fortjent til en hæderlig fred. Monrad førte dette ideal ud i sin yderste konsekvens ved Dybbøl og ved Londonkonferencen. Han satte selve landets eksistens på spil, men gjorde det vel at mærke båret af en stærk folkestemning i et ellers ungt og usikkert dansk demokrati. Man var villig til at yde store ofre for den nationale ære og for de ca. 170.000 dansktalende i Nordslesvig.

Ministre og embedsmænd begik alvorlige fejl, som i nederlagets og fiaskoens grelle lys bliver særlig iøjnefaldende. Men både materielt og intellektuelt stod Danmark over for en uovervindelig overmagt. Det var ikke mærkeligt, at de danske statsmænd og generaler rystede på hænderne, når de store afgørelser skulle træffes. De kæmpede mod en af verdenshistoriens største statsmænd, Bismarck, og mod et militaristisk Preussen i voldsom fremmarch. Tabet af det danske Nordslesvig og 3000 døde danske soldater var et frygteligt offer for et romantisk ideal. Men krigen var trods alt et signal om Danmarks vilje til at gøre ideal til virkelighed. De følgende år viste, at et nederlag også har sin positive side. Det kan virke yderst stimulerende på et folk. Det kan vække de slumrende kræfter og give hele befolkningen en fælles stærk vilje til hurtigt at rejse sig.