Et møde i den tyske Nationalforsamling i Frankfurt 1848. De revolutionære liberale satsede på Tysklands nationale enhed og kom langt i den retning i 1848-49. Men da Preussen og Østrig fik dæmpet hver deres liberale oprør – Preussen ved at vende interessen over til krigen mod Danmark – blev også den tyske enhedsbevægelse i Frankfurt tæmmet af fyrsterne. I 1851 blev den liberale Nationalforsamling forvandlet til Forbundsdagen, hvis medlemmer valgtes af de tyske stater og ikke som før ved almindelig valgret. Den tyske Forbundsdag blev modparten i sagen om Danmarks ret til at ændre på sit forhold til de tre hertugdømmer.

.

Kongelig dansk-engelsk familiesammenføring to dage før brylluppet. Det var en verdensbegivenhed, da den engelske tronfølger, prinsen af Wales, i marts 1863 ægtede den 18-årige prinsesse Alexandra fra Det gule Palæ i København. Her poserer de for fotografen stående midt i de forenede familier. Yderst tv. prins Christian (9.). Ved hans side hustruen Louise og bag dem den senere Frederik 8. Stående ved siden af ham den tyske kronprins, der var gift med dronning Victorias ældste datter. Yderst th. den 17-årige prins Vilhelm af Glücksburg. Det var netop ved hans søsters bryllup i London, at politikernes øjne faldt på ham som kommende konge over Grækenland.

.

Bismarcks evne til politisk æggedans. Æggene indeholder alle de kontroversielle politiske sager i tysk indenrigspolitik. „Politik er,” sagde han engang, „ikke en videnskab, som mange af de herrer professorer indbilder sig, men en kunst.” Også i udenrigspolitik viste Bismarck sig som en politisk kunstner, da han i 1863 vandt Ruslands venskab ved at hjælpe med at kvæle et oprør i Polen. Dermed mistede Danmark en mulig allieret i den kommende konflikt.

.

Dansk udenrigspolitik mellem 1848 og 1864 er et kompliceret og sørgeligt kapitel i Danmarks historie. De indviklede forhold omkring hertugdømmerne før Treårskrigen blev siden yderligere forkludrede. Til sidst blev de en uløselig knude, som tilsyneladende kun kunne klippes over med magt. Historien herom blev efter 1864 afgørende for de politiske skillelinier. Opgøret kredsede omkring de to spørgsmål: kunne krigen være undgået, og hvem var skyld i nederlaget? Igen og igen analyserede man de ansvarlige danske politikeres handlinger i disse 16 år mellem krigene og overså måske i nogen grad, hvor snæver deres bevægelsesfrihed egentlig var. De skiftende danske regeringer og landets nationale problemer blev trukket rundt i den europæiske udenrigscirkus i volter og cirkler, som i virkeligheden var bestemt af skiftende spændinger mellem de stormagter, der gerne ville holde i tøjlerne i europæisk udenrigspolitik.

Tre faktorer spillede ind i udviklingen: ændringer i den europæiske magtbalance, de lokale magtforhold i Tyskland-Østrig og de interne politiske forhold i Danmark, herunder udviklingen i skandinavismen.

Den såkaldte „hellige alliance” fra 1815, hvormed de europæiske fyrster ville sikre politisk stabilitet, var blevet alvorligt rokket efter revolutionerne i 1848. Den eneste uberørte af opstandene, den russiske zar, havde fortsat magt til at dæmpe liberalismen og opretholde den europæiske ligevægt. Det var ham, næsten mere end danske politikere og generaler, der havde sikret en „passende” udgang på Treårskrigen: bevaring af det danske monarkis omfang og etablering af et reaktionært styre gennem aftalerne 1851-52. Det var denne reaktionære strøm fra udlandet, der medvirkede til de åbenbare tilbageskridt fra grundloven af 1849, da der skulle oprettes en helstatsforfatning.

De reaktionære strømninger i Danmark nåede et højdepunkt i 1854, helt svarende til den samtidige alvorlige bølgegang i den europæiske magtbalance, Krimkrigen. Skønt krigen hovedsagelig udspillede sig fjernt herfra, satte den tydelige spor i Danmark. Da Rusland forsøgte at sikre sin magt omkring Sortehavet ved en krig mod Tyrkiet, rykkede Frankrig og England det vaklende sultanrige til hjælp, og 1854-56 førtes en blodig krig, der hovedsagelig udspillede sig på Krim omkring den frygtelige belejring af øens største by, Sevastopol. Men da en engelsk-fransk flåde samtidig gik ind i Østersøen for at ødelægge den russiske fæstning på Ålandsøerne, kunne krigen let tænkes at slå sammen også om de nordiske lande.

Preussen erklærede sig neutral i krigen, og det var måske inspirationen til de forhandlinger, der førte til enslydende neutralitetserklæringer fra Danmark og Sverige-Norge. Det er forkert, som det siden blev hævdet, at det var begyndelsen til en fælles nordisk neutralitetspolitik. For medens den danske regering afslog Frankrigs og Englands opfordring til støtte, indgik Sverige i 1855 en traktat med de to vestmagter.

Krimkrigen blev et nederlag for Rusland, vor garant i helstatspolitikken mod Preussen. Zaren mistede fra 1856 sit greb om europæisk politik, og Vestmagterne glemte næppe den danske afvisning af deres ønske om støtte i krigsårene – kedeligt for Danmark i de kommende år, hvor navnlig Napoleon 3.s Frankrig blev dominerende i Europa. Hans betydning i Europa voksede især 1859-60, da Frankrig tilføjede Østrig et nederlag i kampen om magten i Italien.

De få samtidige iagttagere, der tænkte på udenrigspolitik omkring 1860, forudså, at der trods arrene efter Krimkrigen ville udvikle sig et samarbejde mellem den russiske zar og den franske kejser, som ville dominere fremtidens Europa og klemme de tyske magter fra begge sider. Det var en konstellation, som både nu og senere gav preussiske politikere kuldegysninger, og som de forsøgte at undgå for enhver pris. Da polske nationalister i januar 1863 rejste sig mod det russiske herredømme, skyndte Preussens nye kansler, Otto von Bismarck, sig at tilbyde sin hjælp med undertrykkelsen og vandt herved zarens sympati for Preussen – livsfarligt for lille Danmark i dets forsøg på at bevare den dansk-tyske helstat. Heller ikke forholdet til Vestmagterne var det bedste på den tid. Det unge glücksborgske kongehus blev i nær familie med det engelske, da den danske prinsesse Alexandra i begyndelsen af 1863 blev gift med den engelske prins af Wales. Men Alexandra formåede ikke at gøre sin svigermor, den berømte dronning Victoria, mere dansksindet. Hun var gennem sin prinsgemal, prins Albert, og efter sin ældste datters ægteskab ind i det preussiske kongehus meget tyskorienteret og ikke spor interesseret i dansk politik, ja, forstod næppe problemet med hertugdømmerne. Hendes premierminister, Palmerston, havde selv det største besvær med at finde ud af det. Da dronningen endelig bad om en forklaring derom, skal Palmerston have svaret: „Der er kun tre mennesker, der forstår det slesvigholstenske problem. Den første er hertugen af Augustenborg, men han er død, den anden er en tysk professor, men han er blevet sindssyg af det, og den tredje er mig – og jeg har glemt alt om det.”

Efter 1860 svækkedes det før så stolte franske kejserdømme gradvist gennem stærk indrepolitisk opposition fra intellektuelle og fra den katolske gejstlighed. Danmark havde altså ikke stærke beskyttere i Europa efter 1860, da problemerne omkring Slesvig og Holsten igen krævede en resolut holdning. Heller ikke forholdene i Tyskland var til fordel for Danmark. Her var ganske vist stadig jalousi mellem Østrig, der dominerede Den tyske Forbundsdag i Frankfurt, og Preussen, som holdt de nordtyske delstater sammen i et toldforbund. Men tendensen gik i retning af, at styrken langsomt flyttede fra det sydlige til det nordlige Tyskland. En tid så man med slet dulgt glæde i Danmark, at Preussen blev hjemsøgt af en voldsom indrepolitisk krise. I Landdagen kom de to kamre i klammeri. I dens underhus, Haus der Abgeordneten, var der liberalt flertal, som ikke ville finde sig i en forhøjelse af militærudgifterne og desuden ønskede forøget magt til det folkevalgte kammer, altså parlamentarisme ligesom i England. Det øverste kammer, Herrenhaus, var derimod konservativt og strittede imod underhusets krav. Det førte i årene efter 1860 til en veritabel forfatningskamp, som påfaldende lignede den, Danmark kom ud i godt ti år senere. Da konflikten i Preussen gik i hårdknude i eftersommeren 1862, udnævnte kong Vilhelm 1. sin ambassadør i Paris, Otto von Bismarck, til regeringschef. Dette blev skelsættende for Preussen, for Danmark, ja, for hele Europa. Denne hensynsløse preussiske junker var forsynet med en intelligens og en politisk tæft, der som statsmand gjorde ham et hoved højere end andre af tidens politikere. Hans umiddelbare mål var at løse den indenrigspolitiske konflikt ved at føre en aggressiv udenrigspolitik. Vejen dertil var at genopvække den tyske militarisme, som havde ligget latent i Preussen siden Frederik den Stores tid, men i generationer havde været lammet, først af Napoleon og siden af opstandene i 1848-49. Programmet for den tyske militarisme formulerede den da 47-årige Bismarck allerede ved sit første møde med et af Landdagens udvalg: „Tidens store spørgsmål,” sagde han, „afgøres ikke ved taler og afstemninger, men med jern og blod.” De sidste ord brændte sig siden ind i offentlighedens bevidsthed som et udtryk for de barske realiteter i industrialismens Europa.

Bismarck omsatte straks programmet til virkelighed. Han satte Landdagens bevillingsret ud af funktion og foretog omfattende rustninger, indførte censur, fængslede liberale politikere og afsatte protesterende embedsmænd. I fire år, 1862-66, kvalte han således al opposition til almindeligt raseri blandt alle liberale i Tyskland. Bl.a. for at bortlede opmærksomheden fra indenrigspolitikken begyndte han samtidig en dristig udenrigspolitik, hvormed han kunne omsætte militarismens teori til praksis. Problemet Danmark faldt netop i 1862 som en overmoden frugt i hans hænder. Det lille land mod nord kunne bruges i hans spil.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Danmark i den europæiske manege.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig