Grev Carl Frederik Blixen Finecke var til sin død i 1873 en indflydelsesrig, men excentrisk faktor i dansk politik. Som arving til store godser i både Danmark og Sverige, som svoger til Christian 9., som nær ven af kong Carl 15. af Sverige og som studiekammerat med Bismarck ved universitetet i Göttingen havde han forbindelserne i orden. Med sin flotte fremtræden og sine udstrakte internationale forbindelser blev han en slags idol for danske godsejere. Som politiker, en kort tid endog som udenrigsminister, slog hans evner dog ikke til.

.

Politiske grupperinger omkring 1866, deres vigtigste ledere og talerør til vælgerne. Afgrænsningerne mellem grupperne, deres ideologiske bredde og sammenfaldet imellem dem er søgt antydet.

.

Historien er ikke blot en beretning om stadige fremskridt. Det kan også gå baglæns. De engang vundne rettigheder kan tabes, ja opgives frivilligt. Europas politiske historie efter 1848 handler om, at de konservative fra enevældens tid organiserede sig og med succes bremsede den unge generations krav om medbestemmelse. Den gamle patriarkalske livsstil var sej. En stor del af den ungdom, der var vokset op under den milde, gamle enevælde fra for 1848, ville siden hen ikke slippe denne trygge livsform, men søgte som voksne af al magt at standse den demokratiske udvikling. I mange lande lykkedes det dem også. Herhjemme som i andre lande blev det en nagende tanke i borgerskab og aristokrati, at reformerne i 1848-49 havde været et for langt spring fremad – var „folket” modent til at styre landet og udpege kongens ministre? Det kunne for eftertiden se ud, som om der var tale om ren kynisk interessepolitik. Men det var også en tidsalder med en anden social selvforståelse, end den vi kender. Enevældens klasse- eller stænderopfattelse lå endnu i alles bevidsthed. Ikke alene havde godsejeren eller embedsmanden overklassens selvtillid, men – hvad vigtigere var – bondestanden havde stadig sin gamle mindreværdsfølelse og stærke autoritetstro dybt i sig. Bønder kunne endnu ikke få sig til at handle eller tale med samme autoritet som dem, der var født ind i det aristokratiske miljø.

I Danmark blev dette opgør mere bittert og langvarigt end i andre lande af to grunde. For det første fordi konflikten voksede ud af nederlaget i 1864 og fra første færd blev præget af en efterkrigstids selvransagelse. For det andet fordi der ud af kampen om forfatningen 1865-66 kom en grundlov, der ikke fungerede ordentligt, og som kunne misbruges til at standse udviklingen, når det passede den ene part. Grundlovskampen er først og fremmest historien om, hvordan mindretallet af godsejere og embedsmænd med mange års politisk erfaring var i stand til at manipulere med et flertal af unge, mindre erfarne bønder og skolelærere. Desuden blev grundlovskampen en vigtig lærestreg for en gruppe bondepolitikere. De lærte dels noget om, at man skal sikre sig, når man indgår politiske forlig, dels om hvor den vigtigste delingslinie i dansk politik var at finde. J.A. Hansen og hans mænd troede, at dansk landbrug som helhed havde fælles interesser imod byerhvervene. Hans gruppe og hele bondebevægelsen måtte siden smerteligt sande, at det var forkert. Det afgørende skel lå dengang og endnu et halvt århundrede frem mellem de store og de små bønder. Det var der, kampen kom til at stå.

Der var stadig ikke tale om partier hverken i Rigsdagen eller i Rigsrådet. Man talte om grupperinger, men stod i hvert fald i forfatningssagen på så fastlåste synspunkter i de fleste grupper, at det i virkeligheden var partier, hvor de enkelte medlemmer stemte efter ledelsens direktiver. Der var seks politiske grupperinger i Folketinget, tre på hver side af en usynlig midterlinie gennem det, man i samtiden kaldte Centrum. De til venstre – og de udgjorde tilsammen et lille, men ubrugeligt flertal – holdt på, at junigrundlovens Rigsdag af 1849 blot skulle fortsætte og Rigsrådet nedlægges. De til højre ønskede, at Rigsrådet med dets konservative Landsting fra november 1863 skulle fortsætte og Rigsdagen med dets liberale Landsting nedlægges. Det første år af grundlovskampen nåede man slet ikke til sagens kerne, men hengav sig til et spidsfindigt juridisk skænderi om, hvorvidt forfatningsrevisionen skulle forhandles i Rigsrådet eller i Rigsdagen.

Tovtrækkeriet endte med, at en del af J. A. Hansens gruppe gav sig, lod Rigsrådet vinde og dermed gav den afgørende indflydelse til de konservative grupper, der havde flertal i rådets Landsting på grund af dets særlige valgregler. Derefter forhandlede Rigsrådets to kamre om det grundlovsforslag, som den konservative regering med C. A. Bluhme fremsatte. Med sine reaktionære valgregler til Landstinget og indskrænkninger i Rigsdagens beslutningsret drejede forslaget demokratiet så langt tilbage mod enevælden, at det blev selv de nationalliberale for meget. Forslaget kunne altså end ikke finde flertal i Rigsrådets Landsting. Under forhandlingerne faldt ophidsede ord, synspunkterne blev trukket skarpt op, særlig erklærede de konservative grupper krig mod den „kofteklædte absolutisme”, som de kaldte flertallet af bondevenner i Folketinget. Blandt bønderne herskede mismod. Fremtrædende ledere blandt dem, således Balthazar Christensen og C. C. Alberti nedlagde deres mandater i protest mod den reaktionære bølge.

Standpunkterne stod så stejlt mod hinanden, at ingen løsning kunne øjnes i Rigsrådet. Som så ofte før flyttedes forhandlingerne da ud i kulisserne. Godsejerne var begyndt at udgive et „æstetisk-politisk” tidsskrift med den talende titel Enhver sit. Heri fremførte de i januar 1865 deres synspunkt, at jordbesiddelse burde være grundlaget for indflydelse i politik, og de hævdede, henvendt lokkende til bondevennerne, at kun ved en udsoning mellem godsejere og bønder kunne der skabes et trygt samfund uafhængigt af de „doktrinære kræfter”, en betegnelse for nationalliberale og konservative embedsmænd. Lokketonerne havde den rette effekt. J. A. Hansen, altid den uromantiske og materialistiske blandt bondevennerne, så for sig et landbrugerstyret Danmark, der kunne holde bedrevidende akademikere fra byerne nede. Han begyndte hemmelige forhandlinger med godsejernes talsmand, Estrup, skønt denne allerede i 1849 åbent havde erklæret, at demokratiet var en af tidens sletteste opfindelser. J. A. Hansen og andre venstremænd må allerede på det tidspunkt have opgivet at genvinde et demokratisk Landsting, som det var i 1849. Han forhandlede derfor om nogle valgregler, der gav jordejere frem for velhavere fortrinsret til at blive valgt. Det gjorde man lettest ved at knytte valgretten til en mindstegrænse, ikke for indtægt, men for betalt skat, idet ordinære skatter til staten dengang kun beregnedes på grundlag af jordtilliggende. Det blev kernen i det kommende forlig om en revideret grundlov.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Den reviderede frihed.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig