J. V. Gertner, maleren C. V Eckersbergs kæreste elev, malede 1861 dette maleri af Frederik 7. og grevinde Danner. Det skal forestille det store øjeblik i parrets samliv, da kongen underskrev skødet på Jægerspris Slot, hans fødselsdagsgave til hende i 1854, da hun fyldte 39 år.

.

Den senere Frederik 8., født 1843, var den første danske konge, der havde fået lov til at gå i en almindelig skole sammen med andre københavnske børn. Det var Mariboes lærde Skole i Nørregade. Tegneren Fritz Jürgensen fandt denne borgerliggørelse af den fornemme prins så uimodståelig komisk, at han tegnede en serie om de mærkelige situationer, prinsen kunne komme i, når han f.eks. græder, fordi han har glemt viskelæderet på Amalienborg.

.

Denne tegning af Fritz Jürgensen har følgende tekst: „Den unge prins af Glücksburg må til gengæld for en kommenskringle love en kammerat i Mariboes skole at gøre ham til kultusminister, i hvilken egenskab denne venter at kunne hævne sig på skrivelæreren, der har givet ham anmærkning for hemmeligt at skrive med stålpen.”

.

Arveprins Ferdinand, Christian 8.s bror, var en kendt, lettere komisk figur ved hoffet. Men han og hans hustru, prinsesse Caroline, Frederik 6. s datter, var populære folk i København, når de promenerede i Tivoli eller på volden. Ferdinand elskede at spille. Ved sin død 1863 efterlod han sig en gæld på 400.000 rigsdaler.

.

Den syvende Frederik blev det sidste skud på den over 400 år gamle danske kongestamme. Var det degeneration, der fik den til at uddø? Den karakterbrist hos ham, som er omtalt, kom vel ikke fra hans oldenborgske forfædre, men tilsyneladende fra den mecklenborgske moder. Snarere kunne man måske se det som et tegn på degeneration, når det allerede tidligt i hans liv blev konstateret som en kendsgerning, at han kønsligt var så uudviklet, at han ikke kunne avle børn. Derved stod spørgsmålet om tronfølgen efter Frederik 7. på dagsordenen allerede fra hans første regeringsdag og bidrog til yderligere at vanskeliggøre det politiske liv i de følgende år, fordi også denne sag indbefattede det store dobbeltproblem, det nationale og det „liberale”. Tronfølgen var et i sandhed nationalt anliggende, fordi der herskede forskellige arveregler i monarkiets forskellige dele, kongeriget, Slesvig og Holsten. Krigen mod slesvig-holstenerne var afsluttet ved indblanding fra stormagterne, der fastslog, at monarkiet fortsat skulle hænge sammen i en hel stat. Derfor måtte der også findes en tronarving, som dækkede arvefølgen både her og i hertugdømmerne. Det gav stormagterne og navnlig det ultrareaktionære Rusland en kærkommen lejlighed til at blande sig i dansk politik, så meget mere som zaren havde arveret til Holsten gennem gottorperne.

Helt tilbage i 1500-tallet var der skilt en hertugelig linie ud fra den oldenborgske kongefamilie, som havde regeret i hertugdømmerne. Denne slægtslinie var igen adskilt i to grene. Den ene blev til augustenborgbrødrene, som i 1848 gjorde oprør mod Danmark. Den anden var den mere uanselige glücksborgske linie, der mest bestod af pæne officerer, som gennem generationer giftede sig ind i sidelinier til de danske oldenborgere og fra 1803 tjente som officerer i den danske hær. Det seneste skud på denne stamme var den pæne unge prins Christian af Glücksborg, som allerede Frederik 6. havde taget til sig som en mulig tronfølger til sit rige. Hvis han nemlig giftede ham med Frederik 7.s kusine Louise (hendes mor var Christian 8.s søster), ville parrets børn blive arveberettigede gennem ham til hertugdømmerne og gennem hende til den danske krone. Der blev bladret og peget i fyrstelige stamtavler ved alle Europas hoffer, men denne sindrige arveretlige konstruktion omkring den danske arvefølge blev efter uendelige diplomatiske forhandlinger til sidst godkendt af stormagterne. Heri indgik, at bl.a. den russiske zar højtideligt afstod fra sin arveret til Holsten – alt for at planen om helstaten kunne realiseres i de ofte omtalte aftaler af 1851-52. Den urgamle enevældige opfattelse af riger og lande som fyrsternes personlige ejendom (ligesom godsejere til deres jord) sad endnu fast. Udenrigspolitik kredsede endnu lige så meget om dynastiernes bevarelse som om nationalpolitisk magt.

Men for at gøre det ekstra besværligt skulle tronfølgesagen også forelægges Rigsdagen, hvor den gennem et par år blev årsag til en syndflod af flyveskrifter og ugevis af ophidsede debatter. Ingen havde i og for sig noget imod prins Christian, men der var mange subtile meninger om arvereglerne og om forholdet mellem monarkiets dele. Det kostede i hvert fald hårde kampe, før arveloven kunne vedtages – og det uanset, at sagen om arvefølgen i virkeligheden var afgjort udenrigspolitisk i den såkaldte Londontraktat af 8. maj 1852. Den var underskrevet af de fleste europæiske magter – undtagen én: Den tyske Forbundsdag i Frankfurt. Der blev den aldrig forelagt – og det gav senere hen forsamlingen en kærkommen lejlighed til at gribe ind.

En af betingelserne for at stormagterne ville tilslutte sig traktaten var, at Danmark kom overens med ærkefjenden: hertugen af Augustenborg og hans bror. Skønt vi herhjemme troede halvt at have vundet krigen, var disse fjender ikke slået. Forsmædeligt nok måtte Danmark betale hertugen den store sum af tre millioner rigsdaler mod at han afstod sine godser, flyttede ud af landet og godkendte den ny arvefølgeordning. Broderen, prinsen af Nør, erklærede siden, at han ikke anerkendte ordningen.

Den linealagtige prins Christian af Glücksborg og den bugtede, uberegnelige Frederik 7. stod ikke ligefrem til hinanden. Men prinsen blev dog accepteret ved hoffet sammen med sin hustru Louise og deres seks statelige døtre og sønner, der levede et frodigt familieliv i Det gule Palæ bag ved Amalienborg. Familien kom i rampelyset, da europæiske fyrstehuse fik øje på de kønne døtre, og politikere tog mål af sønnerne som grundlæggere af nye dynastier. I foråret 1863 blev sønnen Vilhelm udråbt til konge af Grækenland under navnet Georg 1., og samme år blev hans ældste søster, Alexandra, gift med den engelske tronfølger.

Familien i Det gule Palæ holdt sig tilbage fra Frederik 7.s hof. Det prægedes mere af resterne af den oldenborgske slægt. Nærmest kongen stod hans farbror, arveprins Ferdinand, en original gammel kavaler, som levede sammen med den omfangsrige Caroline, Frederik 6.s ældste datter. Hun var rasende over grevinde Danners tilstedeværelse ved hoffet. Hendes mand var derimod ligeglad og skålede med hende ved taflet til stor forargelse for de andre kongelige. Til gengæld belønnede grevinden Ferdinand for denne venlighed ved underhånden jævnligt at befri ham for hans altid voksende spillegæld. Ferdinand døde 1863, Caroline først 1881. Mere sær var hendes lillesøster Vilhelmine. Hun havde det svært, fordi hun 1828-37 havde været gift med Frederik 7., der hele sit liv behandlede hende dårligt. Hun døde først 1891.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Arvefølgen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig