Borgerkongen

Modsat sin far var Frederik 7. så at sige født folkelig af fremtræden og tankegang. Til selskaber for Rigsdagens medlemmer henvendte han sig helst til de vadmelsklædte bondevenner og vandt dem helt for sig, når han uden falbelader spurgte til deres koners befindende og talte dagligdags til dem. Demokratiet som sådan havde han nok ikke forståelse for. Da man ved en senere lejlighed henstillede til ham igen at indbyde Rigsdagens medlemmer til taffel, skal han have svaret: „Fanden skulle give de bønderbæster middagsmad, lad dem rejse ad helvede til!” De fine, nationalliberale embedsmænd talte et andet sprog end kongen. Han var usikker over for dem, og de på forhånd forargede og mopsede over hans bramfri fremfærd. Derved blev Frederik 7. en del i det politiske spil. Trods sine svagheder vidste han at spille med i politik. I december 1850, da Rigsdagen forhandlede om afskaffelse af godsejernes eneret på at drive jagt, udstedte kong Frederik et reskript helt i enevældig stil, der begyndte således:

„Til vor indenrigsminister! Ligesom Vi i almindelighed ikke ønsker, at nogen af Vore undersåtter for Vor personlige behageligheds skyld udsættes for ulempe, således er det Os i særdeleshed imod, at landboerne i den egn af landet, hvori Vi selv har bopæl, skulle i Os se hindringen for deres adgang til at nyde godt af, hvad der ved lov måtte blive fastsat om jagtrettens afløsning i det øvrige land.”

Hvorefter han ophævede sin eneret til jagt på alle kongelige godser – noget de konservative i Rigsdagen ellers af al magt prøvede at håndhæve for deres egne jorder. Da reskriptet, som sluttede „Befalende dig Gud! Frederik Rex”, blev læst op i Folketinget, rejste forsamlingen sig op, råbte „Kongen leve” og udbragte et trefoldigt hurra. De, der råbte højest, var selvfølgelig bondevennerne. Kongens motto: „Folkets kærlighed min styrke” var i ét og alt velvalgt. Men reskriptet havde måske også en anden hensigt, nemlig at være en demonstration mod kongens slægtning, hertugen af Augustenborg, som var berygtet for sin hensynsløse håndhævelse af jagtretten over sine jorder.

Der var et præg af sat borger ved Frederik 7. Han var indbegrebet af en biedermeiertype. Han elskede hjemlig hygge i uformelle omgivelser. Gerne tilbragte han tiden i en god lænestol iført slåbrok, kalot og morgensko. I hænderne den uundværlige lange pibe og et glas punch. Hans borgerlige sans for hygge passede dårligt til de højloftede, hvidkalkede sale på Christiansborg, C. F. Hansens endnu nye kongeslot. Han flygtede fra byen ud i landet, hvor han kunne dyrke sine to hobbyer: at grave efter oldsager og at gå på fisketur. Mest tid tilbragte han de første år af sin regeringstid på Christian 4.s Frederiksborg Slot som med sine spir og dekorationer appellerede til hans fantasibillede af et rigtigt kongeslot. Desværre var hans kærlighed til slottet så stærk, at det blev ødelæggende. Da han i december 1859 ville arbejde med sin store oldsagssamling på slottet, blev der fyret op i en defekt kakkelovn med det resultat, at det prægtige slot brændte ned. Så ofte som muligt tog han på daglange fisketure med sine adjudanter eller – endnu bedre – på udgravning af en kæmpehøj. Så fulgte hans bedste lænestol og den lange pibe med, en deling soldater var rekvireret fra nærmeste garnison, og mens kongen så til fra lænestolen, blev højen gravet flad i jagten på stenøkser eller andet gravgods.

Kongen kunne også være festlig og sætte gehejmeråd Trap og alle hoffolkene grå hår i hovedet, når han ville improvisere festligheder og sprede kostbare gaver til højre og venstre. Det skete f.eks., da Frederik 7. blev grebet af skandinavismen og i Sveriges konge fandt en ven og kollega, som han blev helt begejstret for. Carl 15., svensk konge fra 1859, var ung, smuk og naiv og elskede også improviserede selskaber. Deres møder formede sig som overdådige demonstrationer af kongelig pragt. Ved det danske hof blev der endnu ikke sparet som senere. Frederik 7. havde næsten lige så store midler som hans enevældige forgængere til rådighed. Ved kongemøderne blev absolutismens allerfornemste stads taget ud af skabene, uniformerne glimtede, øllet skummede i pokalerne, og de to kongelige kolleger gjorde – til deres ministres forfærdelse -faste aftaler om de nordiske rigers forbrødring og dynastiske sammensvejsning. Ingen af kongerne havde rigtig forstået eller anerkendt demokratiets beslutningsproces, så deres ministre havde bagefter travlt med at rede trådene ud. De blev dog selv løftede og inspirerede af de veldækkede tafler og traf en række aftaler, som blev temmelig skæbnesvangre, da det dansk-tyske forhold tilspidsedes i 1863.

Et af de store problemer omkring kongen var hans blomstrende fantasi. Han var nærmest, hvad man kalder lystløgner. Mange audienssøgende måtte undre sig over, hvad kongen havde fortalt dem, mest beretninger om hans egne vældige bedrifter. En ofte gentagen historie lød ifølge hans adjudant C. F. Holten således: „På broen ved Lyngby Sø stod 11 vaskemadammer i fuldt arbejde, da plankerne pludselig gav efter, så at de alle 11 gik på hovedet i vandet. Jeg sprang straks ud og var så heldig at redde de 10. Den 11te fik jeg ikke, da vandet ved den megen bevægelse var blevet så plumret, at det var som jeg svømmede i et blækhus.” Han troede selv så meget på det, at han var både overrasket og forarget over, at han ikke havde fået overrakt redningsmedaljen til sin allerede svulmende samling af ordener.

Så længe skrønerne blev fortalt til danskere, betød det vel mindre. Værre var det, når udenlandske fyrster kom på besøg. Selveste Bismarck fortæller i sine erindringer om en audiens hos Frederik 7. i 1857, hvor kongen til Bismarcks forbavselse fortalte om sine bedrifter ved Sevastopols belejring under Krimkrigen tre år før, hvorunder han havde dræbt adskillige russere. Bismarcks respekt for sin senere modstander blev ikke styrket af dette minde. Han skriver videre: „Under audiensen så jeg skyggen af en kvindelig skikkelse på væggen i et tilstødende, solfyldt galleri; kongen talte i virkeligheden ikke til mig, men til grevinde Danner, om hvis omgang med kongen jeg havde hørt sære historier.”