National opdrift

Der er ikke noget, som får en nation til at hænge sammen som en krig. Telegraf, jernbaner og landeveje kan gøre meget til at forbinde og forene. Men krigen bringer befolkningen ud af dagligdagens isolation og får enhver til at se nationen som en helhed og ikke som en fjern baggrund for éns eget liv. Frem for alt bringer krigen alle mænd mellem ca. 20 og 30 sammen, når de som menige soldater blandes på tværs af sociale skel og hjemstavn og rystes sammen ved et tæt samliv døgnet igennem i fælles følelse af deres betydning og med et fælles idealistisk mål. I de lange venteperioder i krigsmånederne i 1864, har soldaterne diskuteret nutiden og fremtiden i timevis. De godt 40.000 unge danske soldater i 1864 tog ikke alene minder med hjem, men også fælles synspunkter og tanker om fremtiden.

Krigen 1864 satte en enestående national samlingsbevægelse i gang på begge sider af fronten. I Preussen gav den anledning til en svulmende kraftfølelse og lyst til ydre magtmanifestationer, en sejrsrus, der ikke fortog sig før i 1918. Også i Danmark gav krigen anledning til stærke følelser af national enhed. Men nederlaget vendte følelserne indad i mindre larmende aktivitet og dog i en kraftig åndelig rejsning. Krigen gjorde de unge samfundsbevidste og satte for alvor skub i den sociale og kulturpolitiske samlingsbevægelse, som deres fædre, generationen fra Treårskrigen, havde igangsat i 1850'erne. Grundlovsindskrænkningen i 1866 var en skuffelse for bondebefolkningen, men til gengæld en stærk stimulans for de lokale initiativer til åndelig og materiel samvirken.

„Genrejsning” var nøgleordet i dobbelt forstand. Man ville mobilisere de folkelige kræfter. Udadtil så man hen til muligheden for revanche over for de tyske magter, og indadtil ønskede man at samle kræfterne mod de konservative magthavere, der havde ansvaret for krigen og forvanskningen af den folkelige junigrundlov af 1849. Det var derfor ikke nogen tilfældighed, at den første folkelige bevægelse, som fik virkelig stor tilgang lige efter krigen, var skytte- og gymnastikforeningerne. Man mente det alvorligt med genrejsningen. Lignende bevægelser er opstået i efterkrigstider i mange lande til mange tider: jo mere truende fjenden i det fjerne virker, des større bliver behovet for og udbyttet af at søge sammen i sådanne fællesskaber.

Skytte- og gymnastikforeningerne var overvejende udtryk for landdistrikternes behov for et fællesskab, der holdtes sammen af krigsveteraners ønske om en stille halvmilitær oprustning. Foreningerne havde i begyndelsen en fælles ledelse med mange officerer i, men efterhånden som forfatningskampen blev skærpet i 1870'erne, fik venstre stadig større indflydelse i foreningerne.

Interessen for krop og bevægelse havde samme udgangspunkt som tidens andre åndelige og religiøse bevægelser. Landbefolkningen ønskede at løfte sig op over det lave jordnære miljø og den sparsomme lærdom, folkeskolerne havde givet dem. Et direkte udtryk herfor var de mange private læseforeninger, der blev oprettet ude i sognene omkring 1870. De havde som regel under 100 medlemmer, hvoraf halvdelen var lige dele gårdejere og husmænd. Bogsamlingerne, hver på rundt regnet et par hundrede bind, blev alle læst af medlemmerne og deres husstand. Ingemanns historiske romaner og beretninger fra Treårskrigen var blandt de mest udlånte bøger, ses det af de bevarede protokoller; men også landbrugsfaglige værker blev flittigt læst.

De fagreste blomster i genrejsningsbevægelsen efter krigen i 1864 var dog de mange nye højskoler. Grundtvig selv var efter krigen over 80 år gammel, en mærkelig profetskikkelse, omgivet af en stor kreds af yngre, begejstrede teologer, som viderebragte og fortolkede, hvad den gamle digter sidst havde sagt ved sin søndagsprædiken i Vartov eller under samtaler med inderkredsen hjemme hos ham selv. Det var de mest energiske af hans disciple, som nu rykkede ud i landet og selv grundlagde det, som siden blev betragtet som de rigtige folkehøjskoler.

Tre personligheder fra denne kreds fik afgørende indflydelse på højskolens videre udvikling, hver på sin karakteristiske måde. Ludvig Schrøder blev den første forstander for højskolen i Askov lige nord for Kongeåen. Den erstattede Rødding Højskole, som dog fortsatte nogle år endnu under det tyske styre. Som højskoleforstander på Askov var Schrøder ikke folkelig som andre grundtvigianere. Han kunne tværtimod virke brysk og kolerisk. Men han var i stand til at fængsle unge ved sit foredrag, hvor han kombinerede den folkelige fortællekunst med en stor saglig viden. Både som foredragsholder og som den, der drog en række unge talentfulde folk til sig som lærere, gjorde han Askov til den mest respekterede højskole, ikke i ånd og form så langt fra „Skolen i Soer”, som Grundtvig havde talt og skrevet om i 1840'rne.

En særlig saglig pondus fik Askov ved ansættelsen i 1878 af fysikeren Poul la Cour, hvis eksperimenter med møller og anden teknik gav højskolerne et sympatisk tilsnit af alternativ videnskab i forhold til universitetet.

En anden form for undervisning og åndelig påvirkning foregik på højskolen i Vallekilde ved Holbæk. Den blev grundlagt 1866 af Schrøders studiekammerat Ernst Trier. Han kom fra et velhavende jødisk miljø, et af mange eksempler på den emancipation, der skete i den jødiske befolkning i København. På Vallekilde lagde Trier stor vægt på, at eleverne både skulle have teoretisk og praktisk udbytte af højskoleopholdet. Derfor bestod skemaet skiftevis af frie historiske foredrag og praktisk arbejde på det tilknyttede landbrug. I nær relation til Ernst Trier og hans ideer grundlagdes omtrent samtidig højskolen Rødkilde ved Stege af Triers nære ven, Frede Bojsen, der senere blev en indflydelsesrig politiker.

En tredje form for højskole var den, teologen Jens Nørregaard grundlagde i Testrup ikke langt fra Århus. Her blev mest lagt vægt på den nationale vækkelse og på forkyndelsen af kristendommen, altså en form, der nærmede sig Kolds skole.

De mange andre mindre grundtvig/koldske højskoler, der oprettedes over hele Danmark, forholdt sig hver på sin måde til de tre mønsterskoler, Askov, Vallekilde og Testrup. Men fælles var det stærkt nationale og romantiske præg i undervisningen, på mange måder en folkelig genopvækkelse af den tankegang, Oehlenschläger og Grundtvig havde opdyrket i begyndelsen af århundredet. En væsentlig del af de frie foredrag bestod i blomstrende genfortælling af den oldnordiske gudeverdens sagn og myter. „Bragesnak” kaldte modstandere disse foredrag, der imidlertid på en næsten genial måde tjente deres formål. De unge piger og karle, der kom til højskolerne, kunne næppe læse mere end korte, simple tekster. Derimod var de hjemmefra vant til den levende fortælle- og syngetradition på landet, der havde bevaret de lokale sagnhistorier og viser. Eleverne var derfor i høj grad lydhøre over for disse folkelige foredrag og de mængder af historiske og nationale sange, der gjorde samværet festligt og ofte helt klart formidlede politiske budskaber. Når der taltes om kampene mellem aser og jætter eller om forholdet mellem Thor og Loke, lagde man ikke skjul på, hvem der var helte og skurke i samtidens politik.