Dagspressens gennembrud

Nu hvor hovedstriden stod om nogle få fundamentale problemer var tiden moden til de egentlige politiske partier. Partiformen i moderne forstand var lettere at gennemføre, fordi dagspressens hurtige vækst efter ca. 1870 tilvejebragte muligheden for en kontinuerlig kontakt mellem vælgerne og de valgte. Avisen var et nyt medium, der skabte nye kontakter over hele landet, som siden hen radioen gjorde det i 1930'erne og TV i 1960'erne. Forudsætningen for den bedre nyhedsformidling var telegrafledningerne, som nu strakte sig over hele Europa og nåede helt ud til de mindre købstæder. Efterspørgslen efter nyheder skærpedes ved de store begivenheder. Reportager kunne sendes direkte fra krigsskuepladserne. Navnlig gav krigene i 1866 og 1870-71 et voldsomt behov for friske nyheder, ikke alene for avisernes tættrykte spalter, men i høj grad også for at se billeder fra verden uden for hjemmet, visuelle indtryk, der også kunne indsuges af de mindre læsekyndige. Billederne blev grundlaget for de første ugeblades succes takket være en vigtig nydannelse i kunsten at skære træsnit, xylografien, der nåede hertil fra England. Kunstnernes tegninger blev indgraverede på skiver af det næsten stenhårde buksbomtræ, der skulle tjene som „kliché” ved trykningen. Illustreret Tidende, der begyndte i 1859 efter engelsk forbillede, bragte under krigen i 1864 store slagscener, tegnet ved selve fronten, sendt til København og på få dage eller timer skåret i det hårde træ og bragt i det følgende nummer.

Men afgørende for de politisk interesserede var selvfølgelig den skrevne reportage fra dag til dag. Det store gennembrud i international nyhedsformidling var grundlæggelsen af nyhedsbureauerne. Herhjemme var vi tidligt med i dette system med fælles telegramformidling, da fhv. løjtnant Erik Ritzau den 1. februar 1866 grundlagde sit telegrambureau. Foruden hurtigere og bredere nyhedsformidling betød det, at selv små fattige aviser fik råd til at bringe frisk udlandsstof.

Udbredelsen af den daglige avis skyldtes også en forbedring af mulighederne for hurtig udbringning til abonnenterne. Det danske postvæsen udvidede sin service. Jernbanerne overtog postvæsenets gamle dagvognsruter og dermed også brev- og avisudbringningen. Købstæderne fik gennem toggangen ret hurtigt de københavnske aviser. Men længe var landdistrikterne nærmest uden betjening med post. I 1864 var der i hele landet kun 48 landpostruter, ti år senere var der 500 og i 1883 1500 ruter. Aviserne kunne hver eller hver anden dag nå ud til de fjerneste gårde. Også på denne måde kom Danmark til at hænge bedre sammen end før.

Indtil 1864 domineredes bladverdenen af de fire konservative københavnske aviser og de seks gamle „stiftstidender”. De følgende år viste, at der kunne tjenes penge på at udgive aviser. Det så den unge litograf, Chr. Ferslew, der i 1864 grundlagde Dags-Telegraphen, der blev det første af et helt bundt nye konservative dagblade i København, bl.a. Nationaltidende med et mere letlæseligt indhold end de gamle akademisk prægede aviser. Ferslews virksomhed bidrog til, at næsten 70 procent af alle københavnske husstande i 1873 holdt avis. På den tid havde også oppositionen fået sit talerør i hovedstaden, venstre gennem det af Berg finansierede Morgenbladet og socialisterne i kamporganet Socialisten. Morgenbladet havde de første ti år kun ganske få abonnenter, mest kræsne læsere, der gouterede Viggo Hørups piskesmæld mod de nationalliberale i bladets føljetoner og ledere.

Blandt bønder og husmænd gik det i begyndelsen trægt med at holde et dagblad. I 1864 fik kun ca. fire procent af de godt 300.000 landbohjem avis. Men siden skete en rivende udvikling, sådan at ca. 25 procent i 1873 var blevet abonnenter takket være den forbedrede udbringning af post og dermed grundlaget for et net af lokale dagblade landet over. Mellem 1870 og 1880 opstod 18 nye provinsaviser, hvis samlede oplag steg fra 12.000 til 35.000. En af pionererne var Christen Berg. På sine rejser rundt i landet samlede han kapital og medarbejdere til en serie venstreaviser, De Bergske Blade, der blev de faste forter i venstres politiske opinionsudspredelse i de følgende hundrede år. Men også andre politiske nuancer i venstre fik deres dagblade, de moderate grundtvigianere således Fyns Tidende ved siden af det gamle Dansk Folketidende, de radikale bjørnbakker fik talerør i Aarhus Amtstidende, det sidste organ for Lars Bjørnbaks næsten gammeltestamentlige forbandelser over militarismen, skandinavismen og andre følelsesladede „ismer”.

Provinspressen bidrog til at kombinere den lokale sognepolitik med den landspolitiske. Medlemmerne af Rigsdagen kunne fra København holde sig i kontakt med valgkredsen, og vælgerne fik daglige og med vor tids øjne utroligt udførlige referater af møderne i Folketing og Landsting. Pressen blev politiseret og var enten venstre eller højre. Upolitiske aviser kunne ikke trives under den politiske spænding. Fra flokken af avisredaktører rekrutterede begge partier mange af deres kandidater til Rigsdagen eller amtsråd. Politisk polemik fyldte spalterne, ofte i en skarpere og mere nedsættende form, end vi kender nu.

Det tog tid at læse de firesidede aviser; den let hendansende petitjournalistik kom først i firserne. Men læselysten var stor, alle var motiverede for nye oplysninger, og trangen til at meddele sig udførligt var tilsvarende.

En genre, der blomstrede ligesom pressen, men som man nu let overser, var tidsskrifterne. Dels de almene kulturtidsskrifter, dels fagpressen for håndværk, industri og videnskab og endelig den rige flora af tidsskrifter for alle de nye politiske og sociale foreninger og selskaber. En fin genre var de blade og tidsskrifter, som toldvæsenet og de andre statslige etater udsendte til deres medarbejdere med et righoldigt indhold, som udgjorde en slags efteruddannelse for personalet.

En anden form for tryksag, der dengang var et almindeligt meddelelsesmiddel, var flyveskriftet eller den politiske pamflet. Det vrimlede med den slags småskrifter på et ark eller to (16 eller 32 sider), ofte udsendt af særprægede personligheder, ikke sjældent anonymt, måske finansieret af en velhavende mæcen, der gerne så synspunkterne fremsat, men ikke selv ville frem i rampelyset. Et karakteristisk eksempel er pjecen „Danmark som krigsmagt” fra 1867, et skrapt antimilitaristisk indlæg skrevet under pseudonym af den afskedigede kaptajn Michael Rovsing, men finansieret af den excentriske dansksvenske greve Carl Frederik Blixen Finecke, beslægtet med både det danske og det svenske kongehus og studiekammerat i Göttingen med Bismarck. Den offentlige debat foregik for en stor del gennem disse flyveskrifter. Michael Rovsings lille pjece fik betydning langt ind i firsernes ophedede forsvarsdebat. Den foregreb „Hvad skal det nytte?”-debatten.

Men denne offentlige debat i store artikler lå langt over det intellektuelle niveau hos befolkningens store flertal, som kun havde fået landsbyskolernes nødtørftige undervisning. Her var det foretrukne læsestof de mange små skillingsviser, der kunne købes på markederne. I naive vers og træsnit fortalte de om dagens skandaler og ildebrande, krige og politiske begivenheder – og så kunne versene tilmed synges på tidens kæreste schlagermelodier.