„Bare den ikke revner” kaldte Punch denne satire over venstres program 1872. Over døren står „Velfærdskomiteen”, en advarende hentydning til Den franske Revolutions uhyggelige organer, der tog magten fra myndighederne og gennemførte de store udrensninger. Det er den mere fredelige Christen Berg, der blæser boblen og J. A. Hansen, der opfordrer ham til at gøre den endnu større.

.

I 1873 var det 25 år siden, at de dannede og de velhavende med grundloven havde fået regeringsmagten i Danmark. I mellemtiden havde denne gruppe mistet meget af sin troværdighed og tilslutning i befolkningen. En ny social klasse, bondestanden, var blevet politisk selvbevidst og pressede sig nu frem med krav om magten i kraft af sit flertal ved folketingsvalget i 1872. Dette var ikke noget specielt dansk fænomen. I de fleste nordeuropæiske lande mødte bondeliberalismen på denne tid op i de demokratiske organer og krævede sin ret i systemet. Forskellen i landenes udvikling bestod for en del i størrelsen af den modstand, venstrebevægelserne mødte fra den generation, der i 1848 havde tilkæmpet sig magten, men som nu var blevet konservativ.

Begivenhederne i Paris i 1871 medførte en tydelig venstredrejning i det politiske liv over hele Europa og dermed også i Danmark. Omtrent samtidig dukkede nye yderliggående bevægelser op herhjemme til venstre for venstre, socialismen og den kulturradikale bevægelse omkring Georg Brandes. Det mærkedes også i Det forenede venstre, da Christen Berg og hans nye folketingsflertal mødtes i folketingssalen på Christiansborg den første tirsdag i oktober 1872. Partiet havde følelsen af svulmende kræfter og sejrsbevidsthed. To gange havde overklassen fået bondestanden med på en grundlov, de nationalliberale i 1849, godsejerne i 1866. Begge gange havde de dannede og de rige vundet magten og derefter trukket stigen op efter sig. Nu måtte det være venstres tur til at vinde.

Den første „nedtur” for venstre kom allerede den første mødedag, da regeringen koldt meddelte, at den udsatte Rigsdagens møder i to måneder. De sejrssikre måtte altså pænt vente til december. Da møderne så begyndte, fremsatte venstre en række reformforslag fra sit program, bl.a. om lige valgret til kommuner og amter og om menighedernes indflydelse på præstevalg. Men ministrene og Landstinget afviste blankt alle forslagene.

Venstre standsede da sine forslag og brugte sit første våben: en appel til kongen med krav om en regering, som Folketinget kunne forhandle med. Bondestanden troede, at monarken var alle sociale klassers overhoved og som sådan den fødte mægler i stridigheder. Men Christian 9. følte sig tryg blandt sine godsejerministre. Hans ideal var Frederik 6. og den oplyste enevælde, og han forstod nok aldrig rigtigt folkestyrets idé, fordi han levede i en snæver verden af hoffolk og adelige. For ham var venstrebønderne udannede almuefolk, der ikke var modne til at forestå statens styrelse og burde blive ved deres jord. Selv overlod han til sine ministre at svare på Folketingets appel og skyndte sig tilbage til sit blomstrende familieliv på Fredensborg. I kongens svar blev Folketingets krav afvist som urimeligt og regeringen rost for sin fasthed. Rigsdagens to ting, hed det, er ligestillede. Det ene kan ikke kræve indflydelse på regeringens sammensætning.

Christen Berg greb da til sit næste våben, finanslovsnægtelsen. Dermed skulle venstre knuse ministeriets magt og provokere regeringen Holsteins afgang. Nu viste det sig for første gang, at hans parti ikke var et sammensvejset hele, men 53 individualister, der søgte sammen om de stærke personligheder. Da afstemningen skulle rette det fældende slag mod regeringen ved at forkaste finansloven, stemte 17 venstremænd alligevel for loven sammen med højre, hvorefter den var vedtaget. De 17 mente, det var for tidligt at bruge dette venstres stærkeste våben. Men bagefter erklærede de, at i næste samling, 1873-74, ville venstre straks standse finanslovsbehandlingen, hvis partiet mødte de samme ministre.

Det gjorde det. Ministrene fortalte dog for en forms skyld, at de havde bedt Hans Majestæt søge andre rådgivere. Men kongen havde krævet deres forbliven, og de blev da for „at værne om Hans Majestæts i grundloven hjemlede ret til at vælge de mænd, der … skulle arbejde for det hele folks rolige, fremadskridende udvikling”. Efter voldsomme debatter, hvor venstre hentede alle bitre anklager frem over magthavernes ansvar for begivenhederne i 1864 og 1866, hævede venstre sin tungeste økse: Folketinget nægtede med 53 stemmer mod 45 finanslovens overgang til 2. behandling.

Regeringens svar var lige så koldt som effektivt. Den opløste Folketinget og udskrev nye valg i november 1873. Ophidselsen var nu stor på begge sider. Højre samlede sig til en effektiv valgkamp, hvorunder det trak tidens værste skræmmebillede frem, kommunardopstanden i Paris 1871, og pegede på Det forenede venstre som de danske kommunarder, der, som Carl Ploug skrev, ønsker „et ubegrænset herredømme med alle dets gennemgribende forandringer, voldsomme omvæltninger og ydre farer i følge”. Det fik Københavns og købstædernes bedsteborgere til at møde op foran rådhusene i kredsene på valgdagen. 73.000 stemte for venstre, men 68.000 for regeringen. Venstre mistede to mandater og kom temmelig forpjusket og forvirret tilbage fra valgkampen.

I samlingen 1873-74 sparede Det forenede venstre mere på de tunge våben. Sandheden var jo, at finanslovsnægtelsen, som man havde ventet sig så meget af, ikke virkede efter sin hensigt, og hvad skulle det store folketingsflertal så bruges til? Kampen flyttede nu ind i Folketingets finansudvalg, hvor Christen Berg var formand. Nøglen til bevillingsretten var i dette udvalg, og venstre benyttede denne magt til at føre en smålig krig mod ministrenes bevillinger. Ministeriet blev sultet økonomisk; men nægte finansloven turde venstre ikke. I højre tog man dette som et tegn på, at oppositionen var „på omvendelsens vej”, og finansminister Krieger tog derfor initiativet til regeringens afgang i sommeren 1874.

Kong Christian skulle nu på arbejde igen for at finde nye ministre. Han bad først ligesom sidst sine nærmeste godsejervenner, Frijs, Estrup og de andre, om at danne regering. Men de sagde alle nej og tilrådede en lidt mere forhandlingsvenlig kollega. Ham fandt kongen i den tidligere indenrigsminister, godsejer C. A. Fonnesbech, der sammen med nogle andre jorddrotter og et par nationalliberale dannede regering. „Tyndere te på gamle blade” kaldte en modstander den, også en hentydning til, at Fonnesbech tidligere havde handlet med te.

Fonnesbech gjorde også tilnærmelser til venstre. I sommeren 1874 forhandledes om en arbejdsplan for den kommende rigsdagssamling. Venstre krævede, at regeringen støttede bare et af dets reformforslag, f.eks. et så uskyldigt som en ny præstelønningslov. Da Fonnesbech nægtede dette, brast forhandlingerne, og venstre gennemførte derfor en urolig folketingssamling med flere magtdemonstrationer mod regerin gen, men næsten ingen lovgivning. Det tegnede til, at Berg atter skulle gribe det tunge våben og nægte finansloven igen. Han vidste imidlertid ikke, at et par af venstres medlemmer havde hørt hviske om, at Landstingets højre ville lade Fonnesbech falde som regeringschef, hvis man kunne enes om en finanslov. De to medlemmer forhandlede nu hemmeligt finanslovens detaljer med Landstinget, og da denne aftale forelagdes venstres gruppe, viste det sig, at 30 medlemmer gik ind for den, medens 22 med Berg i harmdirrende protest mod „forræderiet” fortsat stemte mod finansloven.

I april 1875 gik Fonnesbechs regering frivilligt af, ganske udmattet af at være trukket rundt i manegen i et år trods velviljen ved sin tiltræden. Det var ikke nogen sejr for venstre, og det anviste ikke nogen løsning på konflikten. Højre kunne også med god grund pege på, at der trods de store ord ikke eksisterede noget fast flertal i Folketinget.

I løbet af de første tre år af Det forenede venstres levetid var de strålende udsigter for dets fremtid lagt i ruiner. I de tre år havde partiet gjort tre sørgelige erfaringer, som det skulle sande igen og igen i de følgende år. For det første, at finansloven ikke kunne bruges til at bøje regeringens vilje med, for det andet, at flertallet blandt vælgerne ikke kunne bruges til noget i Rigsdagen, og for det tredje og mest alvorlige, at flertallet blandt venstres vælgere ikke var så forenet i Folketinget, som navnet fra 1870 tilsagde.

I højre var stemningen i 1875 som på et lærerværelse, efter at eleverne har lavet ballade. Nu skulle de lære at lystre, disse venstremænd. Da kongen for tredje gang skulle forstyrres med regeringsdannelse efter Fonnesbechs afgang, begyndte han som sædvanlig med at tale med Frijs og de andre gamle ministre. Men de sagde ligesom før nej. Dog denne gang sagde Estrup ja. Han følte det nu som en kaldelse at tæmme disse bønder, der hyldede „talmajestæten”, flertalsprincippet. Som den, der stod bag forfatningen af 1866, vidste han, hvordan den kunne anvendes, og som godsejer på Skaføgård ved Randers var han vant til at byde over daglejere og husmænd. Han var heller ikke ukendt med, hvordan Bismarck ti år før havde kuet de liberale i Preussen. Det blev indledningen til de følgende 20 års bitre kamptid i dansk politik.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Stigende spænding 1873-77.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig