Den bedre halvdel

Den ene halvdel af befolkningen består af kvinder, den anden af mænd. I historieskrivningen har man i nogen grad været tilbøjelig til at forbigå denne kendsgerning; men der har siden 1960'erne udviklet sig en rig og til dels nuanceret litteratur om kvindernes liv og rolle i samfundet. Udviklingen efter 1850 har naturligvis påkaldt sig særlig interesse, fordi det var i den periode, kvinder først løftede stemmen og krævede plads i det politiske og kulturelle system. Set i en større sammenhæng lignede denne vækkelse af kvinders selvbevidsthed både som individer og gruppe mange andre af de åndelige og politiske vækkelser, som prægede det 19. århundrede.

Bønder og arbejdere ønskede ligesom en del kvinder at frigøre sig, emanciperes, fra et gammelt formynderskab, for kvindernes vedkommende fra mændenes dominans. Alt sammen var det et resultat af 1700-tallets filosofi om individets frie vilje, der som små spirer spredtes over hele verden efter de store eksplosioner i 1789, 1830 og 1848. Mange steder skulle disse spirer ligge i årtier, ja, i halve århundreder, før de kunne vokse op til at blive en hel underskov af frigørelsesbevægelser, der organiserede sig politisk. Det gælder f.eks, i Danmark kvindebevægelsen.

Set fra vor tidsalder virker det som om generationer af vore formødre har været umyndiggjorte og diskriminerede væsener. De ramtes af en mangfoldighed af tabuer og konventioner navnlig i de unge år. Men diskriminationen var for kvinderne en tingenes tilstand, som næppe umiddelbart føltes som strammende bånd. Man forstår situationen i 1800-tallet bedre, hvis man i stedet for at se kvindehistorien fra nutidens stade opfatter forholdene dengang som en gammel samfundsordens gradvise sammenbrud og dermed som et stadigt fremskridt for kvindesagen. Sådan måtte datiden opfatte udviklingen.

Kristendommen havde gennem århundreder indpodet grundregelen om kvindernes underordnede forhold til mændene. De to køn var født med forskellige egenskaber, fysisk og psykisk, og var derfor også tildelt forskellige roller i samfundet og dets fundamentale enhed, familien, den juridiske og sociale bastion, som kirke og stat i fællesskab havde cementeret. Mændene repræsenterede familien udadtil, kvinderne regerede indadtil over husholdning og børneopdragelse, men kunne gennem manden og blandt veninder også øve stor indflydelse uden for hjemmet. Manden udøvede valgretten på familiens eller rettere husstandens vegne. Derfor forekom det også datiden naturligt, at kvinder og tyende uden egen husholdning ikke havde stemmeret.

Som økonomisk og juridisk enhed var familien en veldefineret størrelse, der var let at administrere. Men familiestrukturen og rollefordelingen mellem mænd og kvinder var endnu mere varieret dengang end nu, alt efter éns placering på den sociale rangstige og efter, hvor i landet man boede. I hvert fald var forholdene for kvinder ganske forskellige ude på landet og inde i de større byer.

Det selvforsynende bondebrug eller husmandssted stillede meget store krav til kvinderne. Alt afhang af hendes praktiske færdigheder. Der var tale om en nærmest livslang uddannelse i at opnå det praktiske håndelag med at tilberede livets fornødenheder som mad og drikke, beklædning, lys osv. til alle gårdens beboere. Al tilvirkning skete efter gamle traditioner, opskrifter, som kun sjældent var skrevet op, men nedarvet fra mor til datter gennem generationer. Hele repertoiret med at brygge, bage, kærne, sylte, spinde, væve, støbe lys osv. må have optaget en dominerende plads i landbokvindernes bevidsthed i forhold til den rolle, husholdningen spiller for nutidens kvinder. Til gengæld blev der dengang måske ofret mindre tid på pasning og opdragelse af de ofte store børneflokke. Barsel var en anstrengende afbrydelse i dagligdagen og i en lang periode af livet også forsorgen for gårdens forrige ejere, der var anbragt i aftægtsbolig i en særlig del af stuehuset. Endelig forventedes det da tillige, at landbokonen var med i marken i den travle periode omkring høsten. Kort sagt, hun havde fuld beskæftigelse fra morgen til aften; men det var – set fra nutiden – på mange måder en meningsfuld tilværelse, et poetisk samspil med naturen, hvor jordens grøde, dyrenes trivsel og familiens samarbejde gik op i en højere enhed i en enkel og eksistentiel rytme efter årstidernes skiften. For landbokvinden blev der ganske enkelt hverken tid eller kræfter tilovers til at tænke på emancipation eller juridiske rettigheder.

Men i årtierne efter 1850 skete en stille, umærkelig frigørelse af landbokvinderne, en lettelse i deres arbejde, der hører sammen med de forøgede pengeindtægter ved kornsalg. De mest velhavende bønderfamilier fik råd til at købe sig til det, de før selv fremstillede hjemme. Et af de første områder var tøj. Man fortsatte måske med at karte og spinde ulden hjemme, men bragte så det færdige garn til en væver og siden til en skrædder, som fremstillede de færdige klæder. Kvinderne kunne købe fabriksfremstillede kjoler og undertøj på markederne.

Også andre former for hjemmefremstilling forsvandt lige så stille, brygning af det søde øl og bagning af de store runde rugbrød, produkter, der før med jævne mellemrum fyldte gården med liflige dufte. Ændringen sætter tydelige aftryk i statistikken. I 1850'erne var der i alt kun godt 100 bagerier i alle danske landdistrikter – i 1880'erne derimod 875. Af ølbryggere før kun 15, men i 1880 var der 125 bryggerier.

Hertil kom en teknisk revolution i køkkenerne, der virkelig betød en lettelse af arbejdet. Jernstøberier i Danmark havde siden 1840'rne lært af ny tysk og engelsk støbejernsteknik og kunne nu billigt og hurtigt støbe næsten hvad som helst, oven i købet rigt dekoreret med blomsterranker. I husholdningen var den store fornyelse indførelsen af støbejernskomfurer, disse dejlige tekniske mirakler, der på én gang tjente til madlavning, bagning, vandvarmning og opvarmning af de vigtigste rum i huset. Intet senere teknisk raffinement i husholdningen har vel overgået disse smukt forsirede komfurer med de mange ringe, der blev svunget med kyndig hånd fra ilden og op på den sorte krog på væggen, når en større gryde skulle over ilden. En anden afgørende fornyelse og lettelse i dagligdagen var indførelsen af petroleumslamper i stedet for de gamle hjemmestøbte tællelys. Det stærke lys gjorde aftenerne brugbare til arbejde og læsning, udvidede befolkningens muligheder for beskæftigelse i den mørke tid af året.

Alt sammen var det også bidrag til at lette kvindernes arbejde, en frigørelse, emancipation, som begyndte i bondestandens overklasse i 1860'erne og først langsomt og sejt trængte ned til husmænd, bolsmænd og inderster. Landbokvinden fik mere tid til sig selv og til den øvrige familie. Først og fremmest bønderne og deres familie fik tid og råd til at deltage i tidens foreningsliv, sparekasser, foredrags- og gymnastikforeninger, frikirker og ikke mindst i højskolernes virksomhed.

At være arbejderhustru i f.eks. København var på mange måder en langt mere barsk tilværelse end bondekonens. Lønningsniveauet var for både mænd og kvinder trykket så langt ned i forhold til leveomkostningerne, at også hustruerne måtte have arbejde ved rengøring, syning o.l. Dårligt betalt hjemmearbejde for fabrikker var en almindelig udvej for de gifte arbejderkoner, som også skulle passe en børneflok.

Arbejdstiden var lang og boligforholdene anderledes trange end på landet. Forholdet til børnene var belastende, fordi familien var trængt sammen på så få kvadratmeter. Naboerne var nærmere på hinanden i de store boligkarreer. Det var både en fordel og en ulempe. Nabokonerne kunne hjælpe hinanden i nøden, men de kunne også kives og skændes. Fristelserne fra beværtninger med deres udbud af brændevin og øl bragte ofte mændene på afveje og dermed resten af familien i ulykke.