Det var slet ikke noget nyt, da kvinder fra midten af 1900-tallet begyndte at gå med lange bukser. Før den tid havde benklæderne bare været skjult under de lange skorter. „Reformdragten” fra 1887 præsenterede en selskabsmodel og en sommerudgave (th.) af det raffinerede undertøj, som senere fik den engelske betegnelse „combination”, fordi underbukser og undertrøje gik i ét.

.

Tyendet hos assessor H. P. Hansen på Vesterbro hos fotografen en dag i 1880'erne. Manden i sort er portner Cawalsky. Ved siden af ham karlen, der fyrede i kakkelovnene og var kusk for herskabet. Til højre barnepigen Stine. Alle bærer en klædedragt, der på en måde angiver deres rang og stand i hierarkiet. Portneren fik 360 kr. om året, kokkepigen 180 kr., stuepigen 168 kr. og de to køkkenpiger i midten formodentlig mindre.

.

„Barnemordet”, et af Erik Henningsens mange socialrealistiske malerier fra 1880'erne. Herredsfogeden har anholdt barnemordersken, og hans folk er i færd med at grave det fældende bevis op. Formodentlig var det kun en forsvindende del af den slags forbrydelser, der blev afsløret.

.

Kort over fødsler uden for ægteskab i procent af de „indenægteskabelige” fødsler 1870-74. Nordjylland, Fyn og København er de områder, hvor det stod værst til med „sædeligheden”. Nordjylland havde i det hele taget en stor frugtbarhed, et større antal børn pr. ægteskab, end andre steder i Danmark. For København skyldes den høje procent bl.a., at her lå Fødselsstiftelsen, hvor ugifte mødre fra hele landet siden 1750 kunne føde uden at skulle opgive navnet på faderen.

.

Men kvindehistoriens vigtigste anliggende, afgørende både for hver enkelt kvinde og for den historiske udvikling, var det fundamentale problem med kærlighed, ægteskab og barnefødsler. Også på dette område skete der i anden halvdel af 1800-tallet et afgørende skifte, der for kvinderne kan betragtes som det moderne gennembrud, derved at de begyndte at blive sig deres krop bevidst og forstå, at de selv kunne være med til at bestemme over deres eget liv, herunder også hvor mange børn de ville have. Der var tre forudsætninger for, at en sådan holdning kunne slå igennem. Dels fremskridt i den lægevidenskabelige erkendelse om formering, dels en ny holdning til den kristne lære om kvindens rolle og endelig en folkeoplysning om kønslivet og mulighederne for at undgå uønskede graviditeter.

Først et godt stykke ind i århundredet forstod lægerne den egentlige sammenhæng i befrugtningen, at fosteret udvikler sig af det kvindelige æg befrugtet af mandlig sæd. Indtil da troede man, at fosteret udviklede sig af sæden alene. Livmoderen var blot et udrugningssted. Denne hypotese passede fint ind i den patriarkalske samfundsorden og kvinders placering som tjenende ånder i systemet. Oplysning om den rette sammenhæng bredtes kun meget langsomt fra lægerne ud i befolkningen, men gav til gengæld også dem, der kendte den, basis for en anden holdning, hvad angik forholdet mellem de to køn.

Alle tiders største fryd, kønslivet, var dengang mere end nu et problemfyldt farvand for kvinder. Det var ikke så meget præsternes prædikener om synd, der forskrækkede de unge, som tanken om de to store forfærdelige konsekvenser af seksuelt samliv uden for ægteskabet: uønskede graviditeter og kønssygdomme; begge alvorlige farer, som der kun var primitive midler til at undgå.

1700-tallet oplevede en forholdsvis stor frihed på det seksuelle område, tilsyneladende uafhængigt af sociale skel. Men i de reaktionære strømme efter Napoleonskrigene fulgte en strengere moralkodeks i hælene på den politiske konservatisme og genopvækkelsen af kirkens dogmer om det syndige i erotik før ægteskabet. Med fattigdommen i efterkrigstiden fulgte også, at de unge af økonomiske grunde måtte udskyde tanken om giftermål til en sen alder. Gennemsnitsalderen for brudgomme var endnu ved midten af 1800-tallet over 30 år, for pigerne omkring 28 år, og det både i byerne og på landet. Forinden ægteskabet velsignede samlivet, måtte de unge altså leve 10-15 år uden at have ret til at tilfredsstille det erotiske behov, der meldte sig hos alle.

Moralnormerne fastlagdes af overklassen, først og fremmest af byernes borgerskab. Til biedermeierkulturen med dens vægt på almendannelse hørte også indskærpelsen af de kvindelige dyder, siden kaldet victorianisme efter den berømte engelske dronning, der gennem 64 år til sin død i 1901 fremtrådte som et eksempel på dyd til efterfølgelse. Konventionerne for pæne unge piger omfattede et sæt af regler for påklædning og leveform, som alle var signaler om dydighed. Men jo mere man understregede konventionerne, des mere deltes de unges liv i en dobbelttilværelse med helt forskellige handlingsmønstre foran og bag ved kulisserne. Pigerne skulle være uberørte indtil det sene ægteskab, medens borgerskabets sønner havde fri jagtret over de unge piger fra tyendeklassen og indimellem kunne besøge byens bordeller.

Prostitution består vel til alle tider, men i 1800-tallet oplever man det mærkelige, at den såkaldte utugt fik det offentliges blå stempel som en legal forlystelse for borgerskabet. Det var i forlængelse af tilsvarende udvikling i det øvrige Europa, da bordeller herhjemme i forbindelse med reformen af Københavns politi i 1863 blev gjort offentlige og underkastet politiets kontrol. Bordellernes piger skulle regelmæssigt til lægeeftersyn – ikke så meget for deres egen skyld, men for at begrænse kønssygdomme, særlig blandt borgerskabets sønner, der havde råd til at besøge disse huse. København havde ca. 4-500 prostituerede, tallet varierede med konjunkturerne. I nødårene 1877-80 steg antallet for siden at falde, da tiderne blev bedre.

I firserne blomstrede bohemelivet i storbyerne med Paris som den toneangivende. Det blev fashionabelt for unge mænd at have elskerinder blandt det bedre borgerskabs fruer. Udviklingen var formodentlig ikke uden sammenhæng med, at nye forebyggende midler som kondom og pessar begyndte at komme frem på markedet, en hemmelighed, der gjorde livet lettere for byens levemænd.

En stor del af tidens litteratur cirkler om moralproblemet med dens mærkelige blanding af blid romantik og kras realisme. Fælles er det klare indtryk, litteraturen giver af den dybe kløft, der skilte mændenes og kvindernes verden. Tre tendenser præger fortolkningen af „virkeligheden”. Den ene er den, som repræsenteres af J. P. Jacobsen og siden af Erik Skram og Gustav Esmann, der for første gang åbent skildrede den sanselighed, der prægede mændenes verden. Den anden af forfattere som Henrik Ibsen, Bjørnson og Henrik Pontoppidan, som betonede den uret, som blev begået mod kvinderne i og uden for ægteskabet. Den tredje er kvindernes egen litterære fortolkning, navnlig som den blev formuleret af Amalie Skram. Under devisen „forrådt”, titlen på en af hendes romaner, hævdede hun, at kvinderne først blev svigtet af deres mødre, som ikke underviste døtrene i kønslivets mysterier. Mødet med seksuallivet blev derfor ofte et chok, de unge piger næppe forvandt. Siden blev pigerne også forrådt af mændene.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Kærlighed, erotik, ægteskab.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig