Eksekution af kommunarder på åben gade i Paris. Gennem de realistiske tegninger i Illustreret Tidende fik danskerne hurtigt og usminket et indtryk af brutaliteten i kampen mellem kommunarderne og hæren.

.

Men det var kun den ene af de kolde sandheder, som Danmark lærte noget om i forbindelse med Den fransk-tyske Krig. Den anden realitet viste sig i form af det store socialistiske arbejderoprør i Paris, kommunardopstanden, der fulgte umiddelbart i krigens kølvand i marts 1871. De sultende og ophidsede arbejdere erobrede magten og dannede et kommunistisk terrorstyre. Den netop besejrede franske hær måtte med besvær generobre Paris fra arbejderne, og der fulgte et frygteligt opgør med omfattende myrderier på de kommunistiske oprørere.

Her gik det op for alle politisk bevidste i Europa, at arbejderstanden var ved at blive en vældig samfundskraft. Når industriarbejderne forenede sig politisk ligesom i Paris, kunne de vælte det etablerede borgerstyre over ende i alle lande. Fra opstandene i 1848 huskede mange med gysen, at arbejderne på et tidspunkt var lige ved at tage magten fra de liberale oprørere. Men at arbejderne alene kunne rejse sig politisk og militært uden bistand fra borgere og blive en magtfaktor uden for det organiserede politiske system som i 1871 var nyt. For det store borgerlige flertal i hele Europa åbnede kommunardopstanden uhyggelige fremtidsperspektiver. Men for arbejderne i alle lande var den omvendt en enestående inspiration til samling under indtryk af den brutale måde, hvorpå det republikanske styre i Frankrig slog kommunardopstanden ned og myrdede i tusindvis af arbejdere. Det skærpede deres had til myndighederne.

Den fransk-tyske Krig og Pariserkommunen kom til at stå som en milepæl i det 19. århundredes historie også i Danmark. Indtil da levede man endnu under eftervirkningerne af krigen 1864. Det franske nederlag og den grænseløse tyske triumf udslettede den sidste illusion. Danmark havde ikke mere nogen allieret, man kunne regne med. Der eksisterede altså ikke en højere, guddommelig retfærdighed, som i sidste instans ville sejre. Nu gjaldt kun den preussiske Frederik den Stores kyniske ord: „Gud holder altid med den stærkeste hær.”

Oplevelserne i 1870-71 greb ind i befolkningens almindelige samfundsopfattelse og holdninger. De følgende års stærke politiske kampe var ikke uden sammenhæng med de forskellige fortolkninger af krigen og kommunardopstanden. For mange blev de anledningen til en opblomstring af fædrelandskærligheden og en følelsespræget genoptagelse af de nationale traditioner fra begyndelsen af århundredet. For andre, særlig blandt de yngre, blev krigen årsagen til en mere kynisk, realistisk virkelighedsopfattelse. Striden mellem de to livsholdninger kom til at præge de følgende årtiers samfundsdebat og åndsliv. De grupperede sig om to tidsskrifter, der blev grundlagt lige omkring krigen og ved deres titler klart tilkendegav programmerne. Det ene var digteren H. P. Holsts For Romantik og Historie, der udkom 1868-90; det andet var For Ide og Virkelighed udgivet 1869-73 med blandt andre Bjørnstjerne Bjørnson som redaktør.

Omkring det første tidsskrift kredsede resten af den nationalliberale overklasse og hele den grundtvigske bevægelse, både det politiske parti og højskolebevægelsen. I tankegang greb den tilbage til romantikkens stærke nationale og historiske vækkelse. Tilhængerne omkring For Romantik og Historie svælgede i Nordens herlige fortid og fastslog, at den gamle danske forsvarsvilje ikke var knækket. At vinde Nordslesvig tilbage var trods de sørgelige realiteter stadig målet. Venstres kommende høvding, Christen Berg betonede dette mange gange – „der skal være et Danevirke i hver mands bryst”, erklærede han patetisk og blev derved et let offer for modstandernes vittighedsblade. Men netop ved disse ord rørte han samtidig stærke følelser i højskolekredse.

Kredsen omkring For Ide og Virkelighed var endnu i 1870 meget spredt, men samlede sig nogle år senere i den litterære realisme og den politiske radikalisme. Den østjyske venstrebevægelse om Lars Bjørnbak hørte også til her, om end på andre præmisser. Dens berømte fortolker blev politikeren Viggo Hørup, i 1870 endnu en ung, tænksom cand. jur., der læste Søren Kierkegaard og skrev digte. Det var en yngre generations opgør med de ansvarlige for 1864, der kom nu. Hørup skrev siden herom:

"I trekvart århundrede havde vi arbejdet i en eneste evne, havde ikke dyrket andet menneskeligt end fantasien, al vor dannelse var litterær og hele vor litteratur fantastisk. Vi havde fortsat dette i en politik, der ikke var andet end eventyr og illusion. Det begyndte med slaget på Rheden, det endte med flugten fra Als. Efter dette stykke verdenshistorie var bonderealismens tid kommen, det brede materielle folk op imod det spinkle, udpinte åndsaristokrati, politik i stedet for æstetik, rent borgerlige interesser med smør, jernbaner og skadeligt vands afledning i stedet for tynde noveller og afsindigt postyr over en ny skuespiller."

Kredsen for ide og virkelighed var bredere end blot radikale og bjørnbakker. Den omfattede også politiske „materialister” som j. A. Hansens venstre, desuden en del godsejere, der tænkte mere i kroner og øre end på de danske nordslesvigeres trængsler. Også indremissionske kredse var i jordiske anliggender mindre følelsesladede end grundtvigianerne.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Kommunardopstandens indvirkning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig