Den danske gesandt i Berlin, George Quaade, venter på, at den stegte due, det usikre løfte i paragraf 5 om grænseregulering i Slesvig efter en folkeafstemning, skal „flyve ham i halsen”. Det satiriske blad Folkets Nisse troede ikke meget på den danske udenrigstjenestes effektivitet. I virkeligheden havde der før 1870 været ført intense forhandlinger med Berlin om en overenskomst om Nordslesvig. De var blot hemmeligholdt for offentligheden. Tegningen er fra august 1871.

.

På Knivsbjerg, en 96 meter høj bakke ved Genner nord for Åbenrå, rejste tyskerne i 1899 dette 45 meter høje såkaldte Bismarcktårn, der prægede det ellers dansksindede landskab stærkt. I tårnet var indfældet en kæmpestatue af Bismarck. Statuen blev flyttet til Angel umiddelbart før genforeningen i 1920. Efter 2. verdenskrig blev tårnet sprængt bort af ukendte gerningsmænd. Området ejes fortsat af det tyske mindretal i Sønderjylland.

.

Vinteren 1870-71 var usædvanlig kold. Store Bælt frøs til, så der måtte foranstaltes istransporter som denne gengivet i Illustreret Tidende. Den kolde vinter og kommunardopstanden i Paris medvirkede til uroen blandt arbejdere i København og dermed til grundlæggelsen af det danske socialistparti.

.

Da de nye grænsepæle blev rejst langs med Kongeåen syd for Kolding-Ribe-linien, blev ca. 150.000 dansktalende i området ned til den nuværende grænse nord for Flensborg Fjord med ét slag gjort til tyske statsborgere. Det var overvejende landbefolkningen, der følte og talte dansk. I købstæderne havde man altid været præget af tysk kultur og sprog. Indtil 1866 blev Slesvig administreret af Preussen, Holsten derimod af Østrig. Men efter de to magters korte, men afgørende krig dette år, overtog Preussen landet. Slesvig og Holsten blev nu slået sammen. Under ét blev provinserne del af Det nordtyske Forbund og sendte fra dets oprettelse i 1867 en repræsentant til forbundets Rigsdag i Berlin. Fra Nordslesvig valgtes den stovte bondehøvding Hans Krüger fra Bevtoft, der mere højrøstet og bastant end overforsigtige danske diplomater brød sig om, råbte op i Berlin om det danske mindretals ret til en folkeafstemning efter den berømte paragraf 5. De tyske myndigheder afviste ikke dette og førte i det hele taget i det første årti efter 1864 en forholdsvis tolerant politik over for det danske mindretal. Det var således ret storsindet, at de tyske myndigheder tillod dansksindede i Nordslesvig at vælge – eller som det hed optere – for dansk statsborgerskab i stedet for tysk og alligevel tillod dem at blive boende syd for grænsen. Ordningen blev formelt godkendt ved den såkaldte Åbenråkonvention i 1872.

Da myndighederne siden i halvfemserne gik i gang med en mere systematisk fortyskningspolitik, blev en del af disse danske optanter kort og godt udvist som fremmede statsborgere. Men på det tidspunkt var der ikke så mange af dem i Nordsiesvig. Det danske mindretal skrumpede ind i årene efter 1870 ifølge stemmetallene til de tyske rigsdagsvalg. Det skyldtes ikke, at der var frafald, men derimod, at danskerne i stort tal rejste væk fra Nordslesvig ikke til Danmark, men til Amerika. Allerede før 1870 havde danske udvandreragenter slået sig ned i Sønderborg, Tønder og andre steder, hvor de kunne finde kunder. De unge danske ville ikke underkaste sig tysk kommandotone, og navnlig ville de ikke aftjene den preussiske værnepligt, der var på ikke mindre end tre år. Før indkaldelsen rejste de simpelt hen til Hamburg, hvorfra hundredtusinder af fattige tyskere allerede fra 1850'erne var afrejst til Amerika. Det er ikke muligt at sige præcist, hvor mange nordslesvigere der tog turen til De forenede Stater. Derovre blev de kaldt tyskere, fordi de var tyske statsborgere, men kan genkendes, fordi påfaldende mange bosatte sig i nærheden af, ja giftede sig med danske indvandrere. De tyske myndigheder ønskede ikke at tælle denne udvandring, som stille og effektivt reducerede dette besværlige danske mindretal. Men ved at regne på forskellen mellem, hvor mange der ifølge de registrerede fødsler og dødsfald skulle være i Nordslesvig og hvor mange der så virkelig var der ved genforeningen 50 år senere, kommer man til det resultat, at ud af befolkningen på ca. 150.000 var 56.000 forsvundet, langt den største del sikkert til Amerika. De unge foretrak det store oversøiske eventyr frem for at sikre danskheden i deres hjemegn. De kunne ikke vente på, at den lovede folkeafstemning skulle føre landet tilbage til Danmark; de rejste i stort tal allerede fra 1866.

Det danske udenrigsministerium og det tilhørende diplomatiske korps gik på hosesokker efter krigen 1864 og listede endnu sagtere efter de tyske sejre og det tyske kejserriges grundlæggelse året efter. Danmark og navnlig den danske befolkning i Nordslesvig levede på de tyske magthaveres nåde og barmhjertighed. Man håbede og troede virkelig halvfjerdserne igennem, at Bismarck ville gennemføre folkeafstemningen efter paragraf 5. Man havde glemt, at alle københavnske aviser i sommeren 1870 havde propaganderet ivrigt for at gå i krig igen mod Tyskland på Frankrigs side, og at stemningen i hele landet også i de følgende år var klart antitysk. Det bemærkede man selvsagt i Tyskland. I Berlin indså man ikke, hvorfor man skulle belønne Danmark, og det endnu mindre, da Christian 9. i 1878 giftede sin yngste datter Thyra med en hertug af Cumberland, der tilhørte en anti-preussisk hannoveransk fyrsteslægt. Svaret blev utvetydigt: Bismarck og den østrigske udenrigsminister enedes ganske stille om at slette paragraf 5. Det sidste håb om tysk velvilje slukkedes i 1879. Fra det tidspunkt trak de tyske myndigheder i Slesvig også jernhandsken på over for det danske mindretal.

Der blev skrevet mange og lange depecher og noter på fransk i det lille danske udenrigsministerium i halvfjerdserne. De handlede om det nordslesvigske spørgsmål og havnede på mange fine skriveborde over hele Europa. Men nu var de uden stor virkning i udlandet. Danmark var uden interesse i europæisk stormagtspolitik. Ansvaret for dansk udenrigspolitik overlod man til den højt respekterede departementschef Peter Vedel. Han fik frie hænder, da der fra 1870 og 22 år frem til udenrigsminister valgtes en adelig godsejer, O. D. Rosenørn-Lehn, som havde langt mere viden om og interesse for kvægopdræt end for diplomati. Han var blot en pyntelig topfigur for ministeriet i en tid, hvor udenrigspolitik endnu blev regnet for et spil, som kun fyrstelige og adelige personer havde forudsætning for at deltage i. Rosenørn-Lehns godsejerkollega og siden overmand i regeringen, J. B. S. Estrup, udtrykte dette så klart og brugte det som en begrundelse for sin indenrigspolitik, da han sagde: „Danmark lever af en vis grad af agtelse og velvilje i Europa. Forspildes den ved et ministerium af venstre, er det usikkert, hvor længe vi kan bestå.”

Og det brugte han som en undskyldning for at sætte sig hårdt og enerådende på det danske folkestyre i de følgende 30 år.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Udenrigspolitik på hosesokker.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig