Gang i omsætningen

Den store omvæltning, der præger Danmark såvel som Europa i årene efter 1870, får ofte fællesbetegnelsen „industrialiseringen”. Det skal fortælle, at dampmaskinen og mekaniseringen var drivkraften og årsagen til det sociale og økonomiske omsving. Det er også delvist rigtigt. Men fabrikker og masseproduktion var kun den ene side af sagen. En anden lige så vigtig faktor er den store ekspansion i handelen, den økonomiske liberalismes gennembrud og åbningen af nye markeder, så den forøgede produktion kunne afsættes.

København og købstæderne var allerede velopdyrkede afsætningsmarkeder. Der var jævnlig skibs- eller jernbaneforbindelse mellem de større byer i Danmark, og ad disse veje var økonomiske kontakter og salgskanaler for f.eks, nye tøjmoder og tekniske nyheder veletablerede længe før 1870. Danmark var imidlertid endnu helt overvejende et landbosamfund. Mere end tre fjerdedele af befolkningen boede uden for byerne, og netop her var et stort og temmelig uudnyttet marked for den gryende industrialisme; en af forudsætningerne for, at det kunne betale sig at købe maskinerne, ansætte arbejderne i byerne og fyre op under dampmaskinen.

Bondebruget og navnlig husmandsbruget var gennem århundreder lagt an på at være selvforsynende enheder. Korndyrkning og kvægopdræt gav ikke mere udbytte, end at der kun var meget lidt tilovers til at sælge, når alle munde skulle mættes og kroppe klædes på. I stort og småt kunne man klare sig uden rede penge. Skulle der opføres en ny stald eller lade, gravede man ler op af sin egen jord og fremstillede selv soltørrede sten eller lerklining til væggene, fældede træet til bindingsværket i skoven og skar rørene til tagdækningen i mosen, hvor man også gravede tørv til ovnen. Tøj til familien fremstillede man i vid udstrækning selv, og maden hentede man i stald og hønsehus osv. Ofte byttede man sig frem mellem naboer. Den lokale væver havde også jordbrug og leverede klæde af ulden fra bøndernes får mod at få f.eks, såkorn eller vinterfoder til kreaturerne som betaling.

Behovet for industrisamfundets produkter var begrænset både som følge af mangel på rede penge, men også – og vigtigere – på grund af den faktiske afstand ind til købstaden, hvor man kunne bese herlighederne og lade sig lokke af dem. Udflytningen fra landsbyfællesskabet havde betydet en yderligere isolering. Gårde og huse lå nu ude på markerne langt fra handelslivets netværk, særlig før næringsloven tillod organiseret handel på landet uden for købstæderne. At komme til staden var en omstændelig sag. Der skulle spændes for vognen og med en beskeden hastighed alt efter hestenes humør og foderstand (næppe over ti km i timen) ages ad støvede veje til byen. Forinden skulle bonden iføres den hvide skjorte eller „klipfisk” med indviklet kravetøj og det fine vadmelstøj. Og selv så fint udstyret befandt han sig ilde derinde i det sammenspiste miljø, undtagen på de store markedsdage, hvor landboerne var i flertal. Mange handlende talte overlegent til bønder, fordi de ikke var gode kunder. De, der kun boede et par kilometer fra byen, var fortrolige med den, solgte måske deres varer på torvet, men de øvrige landboere, og det var langt de fleste, var fremmede, ja, talte vel knap den samme dialekt, som lød i byens butikker. Her begyndte den mentalitetskløft mellem land og by, som på mange måder fik konsekvenser for det politiske klima.

Langt ind i 1870'erne var der højkonjunktur i kornhandel. Det var landbrugets fede år. Priserne på korn var usædvanlig høje, det var gode høstår og eksportmulighederne var alligevel maksimale. Alle bønder fik i den periode penge mellem hænderne og mere tid til at bruge dem. Det gav sig udtryk i en stadig stigende købelyst, mulighed for at købe sig til bedre produkter end dem, der før var blevet fremstillet hjemme. Det var denne voksende pengerigelighed, der også viste sig i det frugtbare foreningsliv – bondesparekasser og lokale forsikringsselskaber hjalp til med at konsolidere den nye pengeøkonomi på landet.

Og landboerne fik i årene efter 1860 lettere adgang til at bruge pengene uden at skulle til købstaden. Hidtil havde kun omvandrende uldjyder eller hosekræmmere haft lov til at gå fra gård til gård og sælge, hvad de kunne have med i en sæk på ryggen. Fra 1856 blev det imidlertid tilladt at nedsætte sig som høker på landet. I løbet af få år dukkede der over 2500 af den slags småkøbmænd op overalt i landet. De solgte dagligvarer som brød, ost, salt, tran til lamper, sæbe, brænde og træsko. Men de tog også – skønt det egentlig stred mod bestemmelserne i deres næringsbrev – imod bestillinger på større ting, møbler og deslige, som de lokale vognmænd siden bragte med hjem fra købstaden eller fra København. Systemet med postopkrævning var blevet indført i 1851, en væsentlig lettelse i pengeformidling og dermed i fjernkøb og fjernsalg i detailleddet. Fra sidst i 1870'erne finder man de første postordreforretninger, der sendte kataloger ud med postvæsenet og dermed åbnede selv de mest afsides landdistrikter for handelen.

Høkerne var et beskedent folkefærd, ofte lokale håndværkere, der til daglig lod konen og børnene passe butikken. Men deres butikker blev lokale samlingspunkter, som folk blev lokket til af f.eks. keglebanen i baghaven og af det velskænkede gratis glas brændevin for de gode kunder.

Købstæderne klamrede sig til deres gamle handelsprivilegier. Selv efter næringsfrihedens ikrafttræden i 1862 var der fortsat et „læbælte” på en mil (syv og en halv km) rundt om købstæderne, hvor ingen handlende, heller ikke høkere, måtte nedsætte sig. Det var i disse ganske store områder, at de første brugsforeninger dukkede op. Fælles indkøbsforeninger skulle nemlig ikke have næringsbreve, og den venstrebevidste landbefolkning i læbælterne ønskede også at komme bestemmelserne om læbælter til livs og give mulighed for alternative handlende til købstadens storkøbmænd. Her fik de små brugsforeninger altså en slags eneret på salg af dagligvarer. Fra 1880'erne sluttede de sig sammen og blev en landsomfattende kæde af forretninger, der voksede parallelt med andelsbevægelsen.

De små lokale indkøbsforeninger var oprindelig begyndt som halvt filantropiske initiativer. Den første blev oprettet i Thisted i 1866 af den socialt interesserede præst H. C. Sonne. Men ideen slog alligevel først sent igennem i byerne tvært imod udviklingen i England og Frankrig. Her havde de første socialister arbejdet meget for den slags foreninger i storbyerne. Målet var her, at medlemmerne skulle have både fælles indkøb og fælles produktion og salg. Men de første danske socialister var bange for, at denne billiggørelse af levnedsmidler ville give arbejdsgiverne en undskyldning for at sænke lønnen yderligere. Derfor varede det noget, før brugsforeningerne dukkede op i byerne.

Købmandshusene, dengang detailhandelens aristokrati, var købstædernes stormagasiner og mere til, fordi de også købte og i nogle tilfælde forarbejdede landbrugernes produkter. Fra 1862 fik de imidlertid konkurrence, fordi nye købmænd måtte nedsætte sig i områder, der lå mere end en mil fra byerne. Det blev begyndelsen til en afgørende nydannelse i det danske landskab, der skal omtales senere, stationsbyerne. Nogle steder var det beskedne høkerbutikker, der lå godt ved vigtige vejkryds, og som nu pludselig svulmede op til rigtige købmænd og opførte anselige bygninger til opbevaring af det indkøbte korn og de store lagre af grovvarer som kunstgødning, kul og værktøj. Hen mod århundredskiftet havde købmænd udkonkurreret høkerne mange steder; i andre områder, mest på Sjælland, holdt høkerne sig på markedet langt op mod vor tid; men forskellen mellem landkøbmand og høker blev efterhånden mindre synlig.

Købstæderne tabte givetvis omsætning til de nye store og små handlende ude på landet, men de fulgte alligevel med i den almindelige stigning i al omsætning takket være de store markedsdage, der havde været afholdt i århundreder to eller tre gange om året i hver købstad. Her mødtes land og by i nogle hektiske timer, hvor bøndernes kreaturer, grise og heste blev omsat til købstædernes udsalg af den tids hårde hvidevarer, støbejernsprodukter som komfurer, kakkelovne og landbrugsredskaber.