Fritz Jürgensens tegninger udkom første gang i 1860. De aftegner et tidsbillede, som stadig levede i bedste velgående i 1870'erne. Teksten til tegningen lyder: „Men snart dalede Solen bag Cordillerernes mægtige Høider, og den pragtfulde tropiske Himmel blev i et Nu fremtryllet for vore Blikke, medens Cotopaxi—” – „Undskyld, hør Stine, tag mig Skuffen af Natbordspeilet og den ene Lysestage; men vælt ikke Natlampen, hører Du?” -„— medens Cotopaxi udslyngede den glødende Lava, der med ustandselig Magt bugtede sig frem i Keglens Furer. Mægtige Skaber! hvor opløftende —” – „Stine! sæt ogsaa Smørassietten til Varme.” – „hvor opløftende er ikke selv Dit Ødelæggelsens Værk!” – „Det var en deilig Beskrivelse! Aa, læs om igjen, kjere Fredrik.”

.

Illustration fra bogen „Ligbrænding eller Jordfæstelse?”, der udkom i 1874. Et af tidens alvorlige miljøproblemer var vandforureningen omkring kirkegårde. Den jødiske læge Ferdinand Levison påviste dette og foreslog indførelse af ligbrænding, der fra samme år blev mulig i Tyskland. Forslaget virkede næsten lige så chokerende på samtiden som Georg Brandes' angreb på kristendommen. Præsterne nægtede at medvirke ved denne form for bisættelse. Men Københavns bystyre støttede Levisons forslag fra 1881. Det lykkedes dog modstanderne at forhale sagen, så ligbrænding først blev en mulig begravelsesform fra midten af halvfemserne.

.

Carl Julius Salomonsen var en nær slægtning af brødrene Brandes og banebryder for bakteriologien i Danmark. Pasteurs opdagelser omkring 1870 af bakteriers betydning for smitte blev intensivt fulgt op i Danmark, bl.a. af Carl Julius Salomonsen, der gjorde flere afgørende opdagelser; bl.a. konstaterede han, at tuberkulose er en smitsom sygdom. Han var en højt elsket universitetslærer, der også lagde grunden for den moderne hygiejnevidenskab. Carl Julius Salomonsen deltog ivrigt i den offentlige debat i bestræbelsen på at fjerne gammel overtro og dogmer på linie med vennen Georg Brandes.

.

Det nationalliberale borgerskab havde al mulig grund til at føle jorden skride under sig i de første år af halvfjerdserne. Først forenede bondestanden sig om at kræve et flertalsstyre, der ville ødelægge de dannedes stilling som formyndere for almuen. Dernæst rottede arbejderne sig sammen og forstyrrede byens nattero med trusler om revolution. Og minsandten om der ikke samtidig fra de dannedes egne rækker også kom en tredje fjende, to jødiske brødre Brandes, som ville gøre op med borgerskabets form for dannelse og dets veletablerede verdensbillede.

Grundlaget for det borgerlige kultursyn var skabt i begyndelsen af 1800-tallet. Det var præget bl.a. af de to tyske filosoffer Schelling og Fichtes tanker om ånden i naturen og den harmoniske helhed, som forenede ånden og naturen. Det var grundlaget for romantikkens tankegang, og det levede videre i de følgende generationer. I januar 1851 fastholdt den hæderkronede fysiker H. C. Ørsted ideen med et foredrag i Videnskabernes Selskab. Det bar titlen: „Det uskønnes forhold til det heles skønhedsharmoni”. Romantikkens tro på en højere harmonisk enhed i tilværelsen levede videre, selv om der var kommet forstyrrende elementer til, „det uskønne”, som ikke helt passede ind i helheden.

Mellem 1850 og 1870 lod åndslivet sig kun lidt forstyrre af det urolige politiske liv. Man levede videre på den gamle harmoni. Digtere som Christian Winther og H. C. Andersen understøttede den borgerlige idyl med skønne stykker til højtlæsning. Man ville blive i idyllen, skønt to krige i Slesvig bragte ubehagelige baggrundslyde. Nogle forfattere som Frederik Paludan-Müller og Meïr Aron Goldschmidt satiriserede dog over det borgerlige samfund, men ikke skarpere end at de samtidig skærmede læserne mod de mere bidske, grænseoverskridende samtidskritikere i tiden, Søren Kierkegaard og Grundtvig.

Det københavnske borgerskab, der kulturpolitisk udgjorde den såkaldte offentlige opinion, var forenet ved et fællesskab i uddannelsen. Mændene var udgået fra de lærde skoler og havde dermed det, man kaldte almendannelse. Fra 1877 nåede også enkelte piger frem til at tage studentereksamen. De, der var blevet studenter før 1850, havde fået en meget grundig uddannelse i de to klassiske sprog og i historie. En reform af gymnasiet i dette år fornyede repertoiret med fag som matematik og fransk, men lagde stadig hovedvægten på græsk og latin. En ny gymnasielov i 1871 indførte delingen i sproglig og matematisk linie. Venstre havde foreslået en nordisk linie med hovedvægt på moderne sprog, men det blev afvist.

Selv om den gamle latinsk-græske dannelse var på retur, udgjorde akademikerne fortsat en elite, som ved den milevide afstand, der var fra deres uddannelse og til den øvrige befolknings højst mangelfulde skolegang, måtte føle sig højt hævet over, hvad de kaldte almuen. På flere måder afmærkede den dannede offentlighed sit territorium ved forskellige andre borgerlige dyder. Man støttede den etablerede lutheranske kirke, man markerede sin stærke nationalfølelse, og man levede i hvert fald på overfladen i noble kirkelige ægteskaber uden tanke på muligheden for skilsmisse.

Mod denne tilsyneladende skønne harmoniske enhed i den dannede klasse rettedes imidlertid en række alvorlige angreb. Grundtvig gik i felten mod den lærde skole og dens „drengevidenskabelighed” og skabte grundlaget for en alternativ folkelig dannelse, der kom til at blomstre uden for byerne, men næppe berørte byernes akademiske idealer. Alvorligst var de angreb, der rettedes mod den officielle kristendom fra flere sider. Søren Kierkegaard kritiserede kirkens trosgrundlag og dens formalistiske udøvelse og det med en stringens og dybde, som gjorde ham verdenskendt; for statskirken var de stærke indhug, som de folkelige vækkelser havde gjort i menighederne ude i landet, det alvorligste tilbageslag. Frikirker og missionshuse var fulde hver søndag, medens mange sognekirker var halvtomme.

Disse angreb havde alle vide konsekvenser, men berørte ikke direkte dannelsens kulturpolitiske magtposition. De „almendannede” følte sig først alvorligt rystede, da der også fra akademikernes egne rækker begyndte at blive rejst tvivl om dannelsens idégrundlag. Det var et lille forvarsel, da den senere professor i filosofi, Hans Brøchner, i 1854 officielt meddelte, at han var konfessionsløs, altså levede uden nogen religion, noget indtil da utænkeligt. Brøchner fik nogle år senere en yndlingselev, den unge Georg Brandes, der tog temaet op i større skala.

Tvivlen blev overalt i Europa et hovedtema i den offentlige debat i sidste halvdel af 1860'erne, men fik særlig styrke herhjemme, nok ikke uden indflydelse fra nederlaget i 1864. Tvivlen bragte uorden i det filosofiske verdensbillede blandt de mere tænksomme i den dannede verden. Den megen uro om folkekirken og de mange meldinger fra udlandet om naturvidenskabernes og ingeniørkunstens umådelige fremskridt gav forstyrrelse i det fundamentale forhold mellem tro og viden. Alle kristne ville hævde, at teologien var en videnskab ligesom fysikken og astronomien, blot hævet over og ved siden af den videnskabelige sandhed. Filosoffen Rasmus Nielsen forsøgte i en bog at få tro og viden til at leve som en enhed. Man kan, sagde han, godt bevare sin barnetro, selv om man ved, at verden ikke blev skabt på seks dage, og at sprogene ikke opstod ved den babylonske sprogforbistring. Videnskaben kan hverken bevise eller modbevise kristendommens sandhed, lige så lidt som teologerne kan fornægte videnskabens resultater. Rasmus Nielsens bog, der udkom i 1864, afspejlede de krusninger, som uroen i danskernes ydre verden det år bragte i filosoffernes mønstre.

Rasmus Nielsens forsøg på at skabe sammenhæng mellem den gamle tids tillid til troens sandhed og den ny tids tro på videnskaben satte gang i en diskussion, der kom til at flytte grænsepæle i tidens livsopfattelse. Det første indlæg mod ham, „Dualismen i vor nyeste filosofi”, var skrevet af det 24-årige brushoved, Georg Brandes, nybagt magister i æstetik. Hans lille bog vakte stor opsigt, fordi han med isnende klarhed vovede helt at adskille begreberne tro og viden og hævdede, at begrebet kristen videnskab ikke eksisterede. Tro er baseret på følelse, viden på objektiv erkendelse. Mellem linierne stod, at den moderne videnskab, som han repræsenterede, snart ville sejre og med objektive beviser eliminere troen.

Det kaldte folkekirkens førstemand, biskop Hans Martensen, frem. Han så, at folkekirken måtte forny sig for at dække de farlige revner, der var slået i samfundets grundpiller. I det store værk „Den kristelige etik”, hvis første bind udkom 1871, forsøgte han at tilpasse det romantiske livsbillede til tidens store strømninger, liberalismen og socialismen. Letlæseligt og overbevisende skrev Martensen skiftevis som den strenge prædikant og som den charmerende, nationalliberale selskabsmand, han var. Han fulgte tilsyneladende liberalismens synspunkter, gav bl.a. Georg Brandes ret i, at kristendom og videnskab er to forskellige områder. Men under den glatte overflade fastholdt han, at forskning måtte ske på det kristelige samfunds præmisser. Biskoppen havde også politiske kommentarer. Den liberale opposition havde skylden for al ondskab; den frie konkurrence giver ikke kun borgerne rigdom og indflydelse, men skaber, når de stærkere vinder over de svagere, en stor udhungret arbejderklasse, der vil true borgernes tryghed. Desuden nedbryder friheden den ældgamle respekt for øvrigheden, der før var fundamentet i statsstyrelsen. Den nye frihed har endelig, skrev Martensen, ført til „bekendelsesløse rigsdage, hvor f.eks. jøder er ligestillede med kristne, og den har derved mægtigt fremmet det nuværende jøderegimente”.

Med de sidste ganske ubiskoppelige ord afslørede han den antisemitisme, der lå latent gennem det meste af århundredet. Men Martensen røbede også, at det var en magt, han frygtede. Af de ca. 4000 jøder i landet boede noget over halvdelen i København, tidligere let kendelige ved deres slangekrøller, skæg og særlige hovedbeklædning. Men sønnerne i den gamle menighed blev assimileret i det danske samfund, tænkte og talte som andre borgere og byttede deres fædres erhverv som små beskedne handlende med rollen som erhvervsledere og akademikere, opmuntrede af fremtrædende standsfæller som økonomerne M. L. Nathanson og C. N. David. Mellem 1834 og 1906 steg antallet af næringsbeviser udstedt til jødiske grosserere eller fabrikanter fra 50 til 284 og journalister eller kunstnere fra fem til 48. En skare af unge jødiske akademikere født i 1840'rne rykkede efter 1870 ind på fremtrædende pladser i medicin, fysik, statistik, naturvidenskab og litteratur.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Realisme og radikalisme.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig