Danmarkshistorien

Socialismens gennembrud

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.


Håndværkerne selv var fyldt med social bitterhed over deres skæbne efter lavsvæsenets ophævelse, men de havde endnu ikke fundet ud af at organisere sig i fagforeninger, sådan som de formodentlig må have oplevet dem fra deres rejser i Europa. Socialismen havde heller ikke fænget blandt dem af sig selv, selv om dens ideer må have været dem velbekendte. Der skulle en organisator til, som kunne samle og styre en politisk bevægelse omkring socialismens ideer.

Det blev den excentriske, men begavede Louis Pio, der tændte lunten. Han nedstammede på sin fars side fra en fransk officersfamilie, på moderens fra en nordjysk bondeslægt. Fra faderen arvede han temperamentet, som gav ham ilden til at få det politiske budskab til at fænge. Hans forældre havde store ambitioner med sønnen, der efter studentereksamen studerede forskellige fag på universitetet og blev, hvad man dengang kaldte belæst og kultiveret. En tid var han lærer, senere ansat i postvæsenet. Men hans urolige, sensitive sind gjorde hans kurs flakkende.

Fra støberiet på Orlogsværf Illustreret Tidende 1877. „Moderne tider” kunne denne dramatiske skildring hedde. Industrialismen havde ikke blot en trist og lurvet side, men også et strålende, fremtidsrettet aspekt, der kunne inspirere arbejderne og gøre arbejdet på det mekaniserede værksted til en daglig glæde. Fra smelteovnen kommer det glødende stål, der formentlig skal bruges til plader på det næste panserklædte orlogsfartøj.

Det var kommunardopstanden i Paris, der antændte Pio for arbejdersagen. Medens kampene endnu stod på dernede i foråret 1871, begyndte han udsendelsen af sine Socialistiske Blade, der siden blev til ugebladet Socialisten, hvori han i flammende vendinger opfordrede arbejderne til at organisere sig og strejke. Hans kendskab til socialismen stammede overvejende fra den store tysk-jødiske arbejderfører Ferdinand Lassalle, der døde i 1864. Karl Marx, som fra 1867 var begyndt at offentliggøre „Das Kapital”, kendte han mindre til. Men Pio føjede også andre mere romantiske ideer til sin opfattelse, træk fra både kristendommen og frimurerbevægelsen. Selv kaldte han sig „stormester” i organisationen, der blev stiftet som en dansk afdeling af den Første internationale Arbejderbevægelse. Internationale var grundlagt i London i 1864, da arbejderdelegationer fra flere lande alligevel mødtes i forbindelse med en af de store, europæiske industriudstillinger. Den danske udgave blev delt i sektioner efter fag med hver sin formand. Som stormester var Pio formand for alle sektionerne.

Det strømmede straks ind med indmeldelser til den danske Internationale, navnlig fra håndværkssvende. Det virkede helt overvældende på Pio og hans to hjælpere, fætteren Harald Brix og vennen Paul Geleff: på den første måned 700, i løbet af vinteren 1871-72 9000 medlemmer, hvoraf de 4000 i provinsen, som Geleff havde berejst. Desuden – om end kun for en kort tid – fik Pio støtte fra Lars Bjørnbak og den omrejsende prædikant Mogens Abraham Sommer.

Louis Pio fotograferet i 1875 iført hærens selskabsuniform, såkaldt snorefrakke. Han havde tidligere gjort tjeneste som sekondløjtnant. Trods svigtende helbred var Pio ved godt mod under det lange fængselsophold. Han måtte låne bøger på Det kongelige Bibliotek og skrev dele af en bog om sammenhængen mellem verdens religioner. Ved valget i 1873 fik han lov til at opstille i Københavns 5. kreds uden dog at kunne deltage selv. Hans valgtale blev oplæst af en anden. Han fik 199 stemmer ved den skriftlige afstemning, medens Dagbladets redaktor, C. St. A. Bille, fik 1142.

Den store tilslutning skyldtes for en stor del Pios evner til at formulere den farverige, personlige appel til arbejderne: „Bag os ligger sult og usselhed, uvidenhed og trældom; foran os ligger håbet om et lykkeligt liv, beskinnet af frihedens frembrydende sol. Gid da vor røst må finde genklang i Eders hjerter.” Et stykke retorik ikke fjernt fra tidens vækkelsesprædikanters. Begejstringen bølgede, når medlemmerne sang partiets første slagsang af U. P. Overby, „Snart dages det, brødre, det lysner i øst, til arbejdet fremad i kor!”, hvor første vers slutter: „Det knager i samfundets fuger og bånd; lad falde, hvad ikke kan stå!” Pio kunne også lade temperamentet løbe af med sig i opråb, der lød som trusler mod myndighederne, uden at han skænkede det en tanke, at disse fulgte ham og bevægelsen nat og dag ved hjælp af civile politispioners udførlige og malende indberetninger.

Bevægelsen nåede sit højdepunkt i foråret 1872. Medlemmerne havde tilsyneladende tillid til „stormesteren” og iværksatte en stor „skrue”, datidens betegnelse for strejke, omfattende 2000 københavnske murersvende, et af de stærke fag på en tid, hvor der blev opført omfattende etagebyggeri på Nørre- og Vesterbro. Konflikten angik afskaffelsen af „slavetimen”, tiden fra 6 til 7 om aftenen. Pio var selv meget bekymret for de stærke kræfter, han havde udløst. Men da murersvendene ikke havde nogen strejkekasse, og da de strejkende var ved at blive udhungrede, indkaldte Pio til et massemøde på Nørre Fælled for at igangsætte en indsamling til murersvendene og true arbejdsgiverne til at give efter. „Ministre, magistrat, politidirektør, grundejere, pengeposemænd”, hed det i Pios opråb, „har alle fået travlt med at sammensværge dem mod folket … Men Jer, I guldets dyrkere! I de fattiges udsugere! Eder vil vi endnu en gang tilråbe: „I har i årtusinder iskænket os en bitter livsdrik; vogt Jer nu. Målet er fuldt. Lad der ikke komme en eneste dråbe til – eller det flyder over”.”

Da slog myndighederne til. Natten før mødet forbød politidirektøren det ved opslag i byens gader og arresterede Pio, Brix og Geleff. Da arbejderne alligevel mødte op på fælleden den næste dag, blev de mødt af mængder af husarer og politi til hest, der spærrede vejen. Det kom til slagsmål. „Slaget på Fælleden” søndag den 5. maj 1872 blev den store mærkedag, hvor dansk socialisme fik sin ilddåb, den første åbne konfrontation med myndighederne. Det må have været et gevaldigt slagsmål, for bagefter blev det indberettet, at 74 husarer og 23 politibetjente var kommet til skade ved stenkast, og at 313 glas i 40 lygtepæle siden blev smadret i byen af vrede demonstranter.

Pio med sin familie og partifællen Geleff, da jorden brændte under dem i 1877. Tegning fra ugebladet Figaro. Pio levede sammen med den dygtige Augusta Jørgensen, med hvem han inden afrejsen fik datteren Sylvia. De fulgte siden Pio til Amerika, hvor han levede som journalist og en tid som kontorist ved toldvæsenet i Chicago til sin død 1894. Datteren Sylvia blev siden gift med grev Knuth til Knuthenborg og fik udvirket, at Socialdemokratiet tilgav Pio og genindsatte ham i partiets historie.

Den nervøse måde, både arbejderne og myndighederne reagerede på, var karakteristisk for året 1872. Den fransk-tyske Krig og den mægtige erstatning, Frankrig skulle betale, gav en feberagtig ophedning af erhvervslivet i Tyskland med afsmitning også i Danmark. Der blev det forår grundlagt og iværksat nye virksomheder som aldrig før. Pengerigeligheden gjorde slugten mellem arbejdere og arbejdsgivere dybere. Dette kombineret med den uro, som kommunardopstanden spredte med negativ og positiv ladning hos myndigheder og arbejdere, forklarer, hvorfor nerverne den 5. maj slog klik på en for dansk temperament ellers ukendt måde. Regeringen så spøgelser, troede at en rigtig arbejderopstand var lige om hjørnet. Internationales 9000 medlemmer virkede overvældende, og politispionerne synes at have overdrevet bevægelsens styrke og ledernes evner stærkt. Regeringen var i alarmberedskab, men overlod den 4. maj ansvaret til Københavns politidirektør. Hans beslutning – byen blev nærmest sat i belejringstilstand – var altså, at bevægelsen skulle slås ned én gang for alle.

Regering og retsvæsenet fulgte beslutningen op i samme retning ved den helt urimelige behandling, de tre socialistledere fik efter arrestationen. De blev hensat i de usleste fængselsceller i 11 måneder, medens retsvæsenet forberedte retssagen. I august 1873 dømte Højesteret Pio til seks, de andre ledere til tre års fængsel. De kom dog kun til at afsone knap to og et halvt år. På kongens fødselsdag i 1875 løslodes de, vistnok fordi Pio var blevet fysisk fuldstændig nedbrudt af behandlingen i Vridsløse. Han kom ud som et legemligt vrag, men blev ved sin løsladelse hyldet af begejstrede tilhængere. Hans organisation, Internationale, var i mellemtiden blevet forbudt af politiet. Dens medlemmer havde dog ikke givet op. I stedet havde de dannet en lang række nye fagforeninger i København og rundt om i købstæderne. Som overbygning var oprettet en centralkomité. Pio blev gjort til formand for den, da han var kommet til kræfter. Han interesserede sig dog meget lidt for den faglige arbejdskamp, og hans journalistik i dagbladet, der nu havde skiftet navn til Social-Demokraten, fremførte politiske synspunkter, der ikke faldt i arbejdernes smag.

Begejstringen for Pio var derfor kølnet noget, da partiet i juni 1876 holdt sin første kongres i lokalet „Gimle” på Frederiksberg. Her lagdes grunden til en egentlig partiorganisation, men med en mere demokratisk ledelse end hidtil – den tidligere „stormester” måtte nu nøjes med titlen forretningsfører, men fik i øvrigt vide beføjelser. Samtidig vedtoges det første partiprogram, der var en næsten ordret oversættelse af det tyske socialdemokratis program. Dette Gimleprogram vedblev at være det danske partis arbejdsgrundlag i adskillige årtier.

Socialismens ledende trojka efter 1877. Med Pios bortrejse fik dansk socialisme en helt ny karakter. Partiet skulle nu „hvile på principper og ikke på personer”. Solide håndværkere tog ledelsen og satte materiel fremgang over hævdelse af teorier. Snedkersvend C. C. Andersen (tv.) tog sig af den faglige organisering, skomageren Chr. Hørdum (i midten) genetablerede den ruinerede partiavis og fik opført forsamlingsbygningen i Rømersgade. Skræddersvenden P. Holm (th.) påtog sig den politiske side som agitatoren og blev den, der repræsenterede socialismen i landspolitik efter 1877, fra 1884 og til sin død i 1898 som medlem af Folketinget.

Men årene efter Pios løsladelse blev triste både for partiet og fagbevægelsen. Begejstringen var borte. Der var skænderier i ledelsen, og Pio var ikke i stand til at indblæse ny socialistisk ildhu i sine folk. Det skyldtes ikke alene ham selv, men først og fremmest at der netop efter 1875 skete et brat konjunkturskifte. Halvfjerdsernes første halvdel var præget af blomstrende højkonjunktur. Der blev imidlertid, ganske særlig i Tyskland, investeret i usunde virksomheder med det resultat, at konjunkturen vendte, og det medførte reduktion i produktionen, stor arbejdsløshed og dyrtid. Arbejderne og deres familier måtte opgive fællesskabet og søge at overleve hver for sig.

Pio havde også selv svære personlige problemer. Han havde fået familieforpligtelser, og hans økonomi var håbløs. Selv om Social-Demokratens oplag steg kraftigt, da han igen selv var redaktør, gav bladet nu et hastigt voksende underskud og ham personligt en tilsvarende gæld. Han måtte se sig om efter udveje. En idé, som levede stærkt i tiden, og som Pio tænkte meget på som løsning på partiets og hans eget økonomiske problem, var en stor, organiseret udvandring til Amerika. I England, forlød det, havde flere fagforbund løst deres ledighedsproblem ved at bidrage økonomisk til amerikabilletten for arbejdsløse medlemmer. Meningen var så, at der derovre skulle skabes „produktionsforeninger”, en oprindelig fransk socialistisk idé, som Pio havde fremført herhjemme. En udvandreragent pegede på staten Kansas som det herlige paradis for en sådan socialistisk koloni. Geleff blev sendt derover for at undersøge området. I vinteren 1876-77 blev der skrevet meget om sagen i Social-Demokraten, som også efterlyste deltagere i et sådant projekt i Kansas. Der var dog ikke megen tilslutning, og sagen syntes at dø hen.

En madpakke fra 1886. Under restaurering på Rosenborg Slot i sommeren 1986 fandt man henkastet under et skab tre 100-årige madpakker med hver to sammenlagte fedtemadder indpakket i hver sin side af Social-Demokraten for den 20. august 1886. Det var formodentlig en del af dagsrationen for en murer eller tømrer, der skulle være på arbejde 10-11 timer. Man kan gætte på, at ejeren er gået på beværtning i frokostpausen og derfor har smidt madpakkerne ind under skabet. Som man ser, er rugbrødet forbavsende velbevaret gennem de 100 år.

Da sprang en bombe, som fik Socialdemokratiet til at gå i opløsning for en tid. Den 25. marts 1877 meddelte Social-Demokraten, at Pio og Geleff „i forgårs” var rejst til Amerika for ikke mere at komme tilbage. For at gøre ondt værre udgav Geleff efter et skænderi med Pio snart efter en pjece, hvor han afslørede, at de var blevet bestukket af politiet til at forlade Danmark. Pio fik 10.000 kroner, Geleff det halve. Det viste sig siden, at Burmeister & Wain og tekstilfabrikant B. H. Ruben havde forsynet politidirektøren med beløbene. Politiet satsede på, at aktionen skulle foregribe en forventet alvorlig uro i landet i forbindelse med konflikten i Rigsdagen. Politidirektøren vidste, at regeringen agtede at udstede en provisorisk finanslov, som ville gøre befolkningens flertal rasende, og Københavns arbejdere kunne være et særlig farligt uromoment i den forbindelse. Aktionen lykkedes. Den danske arbejderbevægelse var totalt lammet efter ledernes bortrejse. Først langt op i firserne fandt den igen fodslaget.

Louis Pio og den gryende socialisme i Danmark er et af flere eksempler på, hvordan en ny politisk bevægelse, arbejdernes, kunne udvikle sig ganske stille gennem en årrække som følge af ændringer i samfundsforholdene, men ikke få stemme og krop, før en begavet agitator kaldte tropperne frem. I så henseende lignede socialismen den bevægelse, Georg Brandes rejste omkring realismen. Brandes gav stemme til nogle ideer, der lå latent i tiden, men som ingen havde formået at give samlet udtryk før. Både Pio og Brandes var medrivende talere og skribenter, men begge var også dårlige som organisatorer. Det var andre, som måtte omsætte deres ideer til konkret politik.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

© Dette billede må du ...

En madpakke fra 1886. Under restaurering på Rosenborg Slot i sommeren 1986 fandt man henkastet under et skab tre 100-årige madpakker med hver to sammenlagte fedtemadder indpakket i hver sin side af Social-Demokraten for den 20. august 1886. Det var formodentlig en del af dagsrationen for en murer eller tømrer, der skulle være på arbejde 10-11 timer. Man kan gætte på, at ejeren er gået på beværtning i frokostpausen og derfor har smidt madpakkerne ind under skabet. Som man ser, er rugbrødet forbavsende velbevaret gennem de 100 år.

© Dette billede må du ...

Socialismens ledende trojka efter 1877. Med Pios bortrejse fik dansk socialisme en helt ny karakter. Partiet skulle nu „hvile på principper og ikke på personer”. Solide håndværkere tog ledelsen og satte materiel fremgang over hævdelse af teorier. Snedkersvend C. C. Andersen (tv.) tog sig af den faglige organisering, skomageren Chr. Hørdum (i midten) genetablerede den ruinerede partiavis og fik opført forsamlingsbygningen i Rømersgade. Skræddersvenden P. Holm (th.) påtog sig den politiske side som agitatoren og blev den, der repræsenterede socialismen i landspolitik efter 1877, fra 1884 og til sin død i 1898 som medlem af Folketinget.

© Dette billede må du ...

Pio med sin familie og partifællen Geleff, da jorden brændte under dem i 1877. Tegning fra ugebladet Figaro. Pio levede sammen med den dygtige Augusta Jørgensen, med hvem han inden afrejsen fik datteren Sylvia. De fulgte siden Pio til Amerika, hvor han levede som journalist og en tid som kontorist ved toldvæsenet i Chicago til sin død 1894. Datteren Sylvia blev siden gift med grev Knuth til Knuthenborg og fik udvirket, at Socialdemokratiet tilgav Pio og genindsatte ham i partiets historie.

© Dette billede må du ...

Louis Pio fotograferet i 1875 iført hærens selskabsuniform, såkaldt snorefrakke. Han havde tidligere gjort tjeneste som sekondløjtnant. Trods svigtende helbred var Pio ved godt mod under det lange fængselsophold. Han måtte låne bøger på Det kongelige Bibliotek og skrev dele af en bog om sammenhængen mellem verdens religioner. Ved valget i 1873 fik han lov til at opstille i Københavns 5. kreds uden dog at kunne deltage selv. Hans valgtale blev oplæst af en anden. Han fik 199 stemmer ved den skriftlige afstemning, medens Dagbladets redaktor, C. St. A. Bille, fik 1142.

© Dette billede må du ...

Fra støberiet på Orlogsværf Illustreret Tidende 1877. „Moderne tider” kunne denne dramatiske skildring hedde. Industrialismen havde ikke blot en trist og lurvet side, men også et strålende, fremtidsrettet aspekt, der kunne inspirere arbejderne og gøre arbejdet på det mekaniserede værksted til en daglig glæde. Fra smelteovnen kommer det glødende stål, der formentlig skal bruges til plader på det næste panserklædte orlogsfartøj.

Viser 5 af 5 billeder

Denne artikel stammer fra Danmarkshistorien

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Folketinget
Danmarks nationale parlament og vælgerbefol ...Artikel i Den Store Danske
løsladelse
se prøveløsladelse og Kriminalforsorgen . ...Artikel i Den Store Danske
demokratisk
(se demokrati ), vedr. demokratiet; folkelig. ...Artikel i Den Store Danske
P. Holm
Peter Thygesen Holm ,  7.10.1848-26.9.1898, politik ...Artikel i Dansk Biografisk Leksikon
Georg Brandes
Georg Morris Cohen Brandes , 4.2.1842-19.2.1 ...Artikel i Den Store Danske
politidirektør
i Danmark lederen af landets største politikreds, Kø ...Artikel i Den Store Danske
P. Holm
egl. Peter Thygesen Holm , 7.10.1848-26.9.1898, ...Artikel i Den Store Danske
konfrontation
(lat. confrontatio ), d.s.s. konfrontering . ...Artikel i Den Store Danske
socialistisk
soc. , (se socialisme ), i overensstemmelse med s ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
KHvi
13/02/2012
  • Læst 1835 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki