Det var bygningshåndværkerne og især murere og tømrere, som holdt fagbevægelsen oppe. Det var næsten de eneste fag, hvis lønkrav var svære at afvise for arbejdsgiverne. „Ja, går jeg bort,” siger mureren forneden, „så revner den for alle de andre ovenpå.” Tegning fra Folkets Nisse 1872.

.

„En dansk „Internationalist”, der gør „Svendestykke”. Strejke hed tidligere „skrue” – brugt i Danmark fra midten af 1860'erne. Den vrede smedesvend sætter en skrue i Burmeister & Wains direktører. Strejker på de store arbejdspladser var den tunge vej til lønforhøjelser, selv om det kostede sult og afsavn for arbejderne, så længe strejken stod på.

.

Med det første provisorium i 1877 havde højre gjort op med sig selv. Partiet foretrak konflikten frem for en rolig politisk og økonomisk udvikling i Danmark. Var det kun egoistiske standsinteresser, der drev godsejere og forretningsfolk til sådan at sætte statens velfærd over styr ved en næsten 30-årig ødelæggende konflikt? Tilsyneladende klamrede den gamle tids mænd sig blot krampagtigt til magten for dens egen skyld og i god overensstemmelse med konservatismens grundsætning, at alt nyt er af det onde.

Men betragter man dansk politik på baggrund af forholdene i Europa, forstår man bedre Estrup og hans partifællers tankegang. Oprørene i 1848 havde fjernet nogle af deres privilegier. Men de havde også – hvad værre var – lagt kimen til stærke, folkelige bevægelser, der truede de velhavende og de dannedes positioner. Den splittede bondebevægelse samlede sig til et forenet venstre, og Pariserkommunen 1871 gjorde den revolutionære socialisme uhyggeligt synlig i det politiske landskab. Navnlig den sidste oplevelse skabte en holdningsændring i konservative kredse. Hvis ikke vi, sagde man, hurtigt og resolut knægter oppositionen, ruller den hen over os.

Liberalismen, der havde været pæne menneskers ideologi før 1848, ændrede karakter under indtryk af udviklingen. Liberalismens grundidé var, at den ideelle politiske og økonomiske ligevægt kun nås ved den totale frihed. De konservative var nok liberalister, når det gjaldt økonomi, men ikke mere i politik. Udviklingen skulle styres både i indenrigspolitik og over for nabolande. Ordparret national og liberal, der endnu i 1850'erne ideologisk havde hørt sammen som tvillinger, var i halvfjerdserne blevet næsten uforenelige størrelser, efter at liberalismen var overtaget af den nye opposition.

Begrebet nationalstat var oprindelig et liberalt ideal, men efter at det var blevet grebet og skærpet af Bismarck, var det blevet et konservativt kerneord. De toneangivende politikere i Europa dyrkede det nationale frem for det liberale. Stormagterne lukkede sig inde i anspændt national selvfølelse og i bevidst fremmedgørelse af naboer og mindretal; frihandel over nationalgrænserne afløstes af nationale toldmure. Stigende militærudgifter var et karakteristisk symptom på antiliberalismen. Begrebet „den væbnede fred”blev noget, borgerne blev vænnet til at tro, at man måtte leve med. Det tvang borgerne til at underordne hjemlige sociale forhold det militære. De nyliberale bondepartiers krav om nedskæring af de offentlige udgifter havde, sagde man blandt konservative, været godt i bondesamfundets tid, hvor man kunne hente æg, mælk og kød i stalden. Men det moderne industrisamfund viste tendens til at skabe sociale spændinger blandt arbejdere i byerne, problemer man ikke havde kendt før, og som staten måtte dæmme op for og standse, nu hvor den private filantropi viste sig utilstrækkelig.

Danmark var lille og industrielt uudviklet i forhold til stormagterne, men regeringens medlemmer og tidens økonomisk sagkyndige var velorienterede om de europæiske strømninger. Det fremgår klart af den tendens, der præger det store værk i fem bind „Danmarks Statistik”, som universitetets to professorer i samfundsforhold, V. Falbe-Hansen og William Scharling, udgav fra 1878. Værket indeholder en detaljeret oversigt over landets sociale og økonomiske tilstand i halvfjerdserne. Regeringen havde gode rådgivere, men ikke så mange vælgere. Venstre havde masser af vælgere, men kunne ikke mobilisere nogen anerkendt økonomisk eller statsretlig autoritet til fordel for sine synspunkter. Partiets ledergruppe var højtbegavede skolelærere og teologer, som nok blev båret af en overordnet politisk idé, men som kendte meget lidt til samtidens europæiske hovedstrømninger.

De, som havde lagt øret til jorden og hørt græsset gro, kunne allerede i 1860'erne forudse, at socialismen ville komme til Danmark. De jernhårde økonomiske lønningsforhold for underklassen i København tvang mere eller mindre arbejderne til at finde sammen for at skaffe ørenlyd for deres desperate problem. Byens ca. 12.000 faglærte håndværkere måtte konkurrere på lige fod med en voksende skare af ufaglærte. Tilvandringen af disse var stærk, især efter 1860. Det hed sig ude på landet, at en karl, der fik 100-150 kroner om året på en gård, kunne tjene det dobbelte i byen. Ikke mærkeligt da, at man på landevejene så flokke af unge karle og piger på vej til byen – billedet af den sangvinske Klods-Hans på gedebukken og hans brødre på vej ud for at søge lykken genkaldte noget velkendt i samtidens øjne.

Men fra ca. 1865 og flere år frem mødte de nyankomne tre kedelige kendsgerninger i byen: lille efterspørgsel efter arbejdskraft, faldende lønninger og højere leveomkostninger end på landet. Desuden at pigerne havde lettere ved at få arbejde end karlene, og at børn mellem ti og 18 år blev foretrukket i vigtige industrier. De, som fik arbejde, havde alligevel svært ved at holde sulten på afstand til trods for, at den daglige arbejdstid inklusive lørdage var 11 timer. Hvilepauserne, en times frokost og andre små afbrydelser, var ikke indregnet, så arbejderne mødte kl. 6 om morgenen og gik hjem kl. 7 om aftenen. Formodentlig har arbejdstempoet også været derefter. Men langt værre end lange, triste arbejdsdage var arbejdsløsheden, der særlig efter kolde vintermåneder skabte en uhyggelig underverden i byen af sultende og frysende mennesker, overladt til privat godgørenhed, dampkøkkener og varmestuer.

Det var ikke fra disse første ofre for industrialismens hårde verden, at oprøret kom. De var for sultne og svage til at organisere sig. Oprøret kom fra arbejdernes overklasse, de faglærte håndværkssvende, hvoraf mange havde en vid åndelig horisont efter deres år på valsen ned gennem Europa. Disse rejser, som oprindelig var en del af uddannelsen, skiftede i løbet af 1860'erne karakter. Hvad det gjaldt om, var overhovedet at få noget arbejde – håndværket var i krise over for den stigende mekanisering. Antallet af svende, der gik på valsen i udlandet, steg og faldt efter konjunkturerne og arbejdsløsheden herhjemme.

Men fra slutningen af firserne faldt antallet af vandrende håndværkere tydeligt, og ved århundredskiftet var der kun nogle få hundrede tilbage. Dansk industri begyndte at kunne bruge arbejdskraften. De, der siden hen stadig var på vandring, var mere på jagt efter brændevin end efter arbejde. De kaldtes nu ikke mere geseller, men vagabonder. Således forsvandt et ældgammelt, fornemt uddannelsessystem.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Til arbejdet, liv eller død!.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig