Gamle og nye byer

De to politiske lejre, højre og venstre, der gennem 30 år med alle midler forsøgte at ødelægge hinanden, synes ikke at have haft øje eller forståelse for, at alt imens de sloges, var landet midt i en helt afgørende omsmeltning med en ny form for landbrug og en ny fordeling af befolkningen mellem land og by. Danmarks forvandling fra et landbrugsland til et industrisamfund, urbaniseringen, er den materielle del af „det moderne gennembrud” ved siden af den åndelige og ideologiske ændring, der almindeligt bærer denne betegnelse. Denne omflytning af menneskemasser fra land til by skete over hele Europa. Den begyndte i England endnu før 1800, men tog på kontinentet først fart senere i 1800-tallet. Danmark fulgte med i denne udvikling fra ca. 1860. Hvad var de store fælles kræfter bag urbaniseringen?

Udgangspunktet var den forøgelse af befolkningen, der satte ind i slutningen af 1700-tallet, men fra 1840'rne tog fart i Danmark. Der fødtes flere børn i og uden for ægteskab end før, og levealderen steg som følge af bedre ernæring, bedre sundhedsforhold og fornyelser i lægevidenskaben. Dermed begrænsedes især den store spædbørnsdødelighed væsentligt. I Danmark voksede befolkningen hurtigere end i de fleste andre lande i Europa. Problemet bestod i at bevare de forholdsvis gode levevilkår ud fra de givne erhvervsmuligheder.

Skønt Danmark fra naturen er begunstiget ved at være et frugtbart lavland omgivet af godt fiskevand, kunne det alligevel ikke undgås, at der opstod noget af et misforhold mellem befolkningstilvæksten og ressourcerne af levnedsmidler. Fra 1860'erne, hvor de første store fødselsårgange blev voksne, mærkedes trængselen, selv om 80 procent af befolkningen var bosat på landet direkte beskæftiget med fødevareproduktion. Men produktionen fordeltes ikke jævnt over befolkningen som følge af en udemokratisk fordeling af landbrugsjorden. En mere retfærdig fordeling af jorden havde været en passende opgave for det danske folkestyre efter 1849. Da dette ikke var nogen farbar mulighed for at skaffe et økonomisk demokrati, benyttede man sig af andre midler i årene 1860-80: et intensivt drænings- og inddæmningsprogram foruden hedeopdyrkning og en teknisk forbedring af driften.

Disse foranstaltninger hjalp de store landbesiddere, men løste ikke den voksende jordløse landbefolknings problem. Det synlige tegn herpå var faldende lønninger til landarbejdere, højere ægteskabsalder og flugt fra landdistrikternes tyendetilværelse. Der var tale om det, som sociologer kalder en relativ forarmelse. De jordløses fattigdom i forhold til andre klasser blev synlig og det især, da omverdenen netop fra 1870'erne åbnede sig for dem takket være jernbaner, bedre veje, aviser, bedre postombæring osv. Fattigdommen blev så synlig og fremtiden så udsigtsløs, at det satte de unge landboere i bevægelse.

Ikke færre end godt 170.000 af dem endte i De forenede Stater i løbet af 30 år efter 1870, altså rundt regnet en tiendedel af Danmarks befolkning. Det var overvejende de unge fra landet i Danmark, som følte sig knyttet til landbrug og derfor foretrak et homestead på prærien frem for et dansk husmandssted eller måske blot et karlekammer. De danske indvandrere spredtes over mange stater, blandede sig med andre nationaliteter og blev hurtigere amerikanere end svenske og norske indvandrere. De fleste danske kolonier lå i præriestaterne Iowa, Minnesota og Nebraska. Nogle steder samledes så mange danske i et område, at de kunne bygge kirke, skole, mølle og mejeri i dansk stil. Danske præster blev med offentlig støtte sendt over fra Danmark til de danske menigheder. Præsterne medbragte deres forskellige trosopfattelser, så der hurtigt også opstod konflikter på den amerikanske prærie mellem grundtvigianere og missionsfolk, derovre meget rammende kaldt the happy dånes og the gloomy danes. Karakteristisk for de to kirkelige retninger var deres forskellige holdning til omgivelserne i USA. Grundtvigianerne ønskede, at udvandrerne skulle holde sammen og bevare det danske sprog, medens Indre Missions præster tilskyndede indvandrerne til at lære amerikansk og assimilere sig med befolkningen. Konflikten mellem de to kirkeretninger blev mere bitter og dybtgående blandt de danske i USA end hjemme i Danmark.

170.000 unge, stærke folk er et stort tab for et lille land som Danmark, selv om det kun var en beskeden del sammenlignet med affolkningen i nabolandene nordpå. Danske politikere så med stille tilfredshed på udvandringsagenternes hidsige markedsforing af Amerika. Liberalismens grundlov, at „naturen” regulerer balancen mellem udbud og efterspørgsel, var venstre og højre enige om. Den gjaldt også for vandringerne.

Når den danske udvandring ikke blev endnu større, skyldtes det først og fremmest, at vi fra gammel tid havde et alternativ til livet på landet, et forholdsvis tætliggende net af byer, købstæderne. Heri adskilte Danmark sig klart fra dets nabolande:

I vore to broderlande var byerne små, og mange lå afsondrede i de udstrakte områder. Størstedelen af landbefolkningen kendte dem knap. De 76 danske købstæder lå derimod tæt, ofte i bunden af smilende fjorde og erhvervsmæssigt tillokkende takket være byernes gamle eneret på handel med oplandet. Vejen til den nærmeste by var ikke uoverkommelig, og som man kan se af tallene, fulgte mange landboere den vej. 1850-1900 flyttede over 17 procent af befolkningen ind til byerne – begyndelsen til den affolkning af landbruget, som endnu varer ved hundrede år senere. Alene i de tyve år 1880-1900 skiftede ti procent af befolkningen varig bopæl og dermed livsform, flyttede fra det frie land ind til den beklumrede by.

England er medtaget i tallene ovenfor for at vise, at urbaniseringen dér var begyndt meget tidligere, landdistrikterne var sparsomt beboede og kunne overhovedet ikke brødføde byerne – og det var netop Danmarks chance og incitamentet til at foretage den tekniske omlægning af landbruget.