Københavns befæstning som den stod i 1894, da krigsminister Bahnson erklærede den for fuldført. Vestenceinten bestod i en 14 kilometer lang vold og en voldgrav. Nordfronten tænktes sikret ved et system af oversvømmelser fra Utterslev Mose i vest til Gentofte Sø mod nord. Her var også en lang række forter, hvoraf flere endnu er bevarede. Søforsvaret var sikret ved Middelgrundsfortet i Øresund og en række batterier langs kysten fra Hvidørefortet i nord til Kastrupfortet i syd. Mellem Københavns bygrænse dengang og forsvarssystemet var der ca. seks km åbent land.

.

Maleren Erik Henningsen skildrede præcist sin samtids sociale forhold. Her er det de forlegne landboere, der ankommer til hovedstaden og uden for banegården må spørge betjenten om vej. Som en refleks tager bonden hatten af, når han taler med øvrigheden. Billedet er malet 1887, et af de år, hvor tilvandringen til København var ekstra stor og derfor særlig synlig i gadebilledet.

.

„Vandrebøgerne efterses”. Maleren Frants Henningsen har 1890 skildret, hvordan nogle håndværkere på valsen standses af to gendarmer fra det særlige korps, som Estrup lod oprette ved provisorisk lov i 1885, efter at han selv havde været udsat for et attentatforsøg. Korpset skulle sikre ro og orden ude i landet efter udstedelsen af den provisoriske finanslov. Landbefolkningen var rasende over „de blå”, som gendarmerne kaldtes. Men det kom kun en enkelt gang til et sammenstød ved et politisk møde. Gendarmkorpset nedlagdes efter forliget i 1894.

.

Alle ret! Selv de værnepligtiges badning kunne foregå som en militær eksercits. Her synes det hele dog at være en spøg, som alle kunne goutere. Men ellers var disciplinen i hæren hård. Der lød mange klager over umenneskelig behandling af de menige. Regeringens støtte til forsvarsvæsenet kunne gøre officererne overmodige og tilbøjelige til åbenlyst at demonstrere for de værnepligtige, hvad de mente om venstrefolk og socialdemokrater.

.

Fra 1883 blev stemningen i begge partier oppisket fra måned til måned. Bahnson og hans kollega marineminister Ravn sendte alle disponible officerer ud på foredragsturné. På den anden side tog Hørup rigtig fat på sit felttog mod regeringen og dens militarisme, hånede „de omvandrende lirekasser”, officererne, så de offentligt truede ham med bank. De yderliggående både i højre og venstre styrede lige mod det virkelige brud, genoptagelsen af de provisoriske finanslove og en tilstand, der kunne ligne borgerkrig.

Konflikten flyttede nu ud i landet. Politiske møder blev til veritable slagsmål, og regeringen lod det hagle med sagsanlæg mod aviser og mod politikere, som udtrykte sig regeringsfjendsk. Som modtræk gjorde nogle af venstres lokale afdelinger sig rede til egentlig modstand. Fra de nu helt venstrestyrede skytteforeninger udskiltes en såkaldt riffelbevægelse, muligvis inspireret af lignende grupper i Irland, som optrådte mod de engelske myndigheder. Regeringen lagde omvendt ikke skjul på, at hensigten var at negligere folketingsflertallet, „talmajestæten”, som den viste sin foragt for ved helt at ignorere et sviende nederlag ved folketingsvalget den 26. juni 1884. Kort efter blev oberst Bahnson udnævnt til krigsminister. Københavns befæstning skulle rejses, om det så skulle være uden for forfatningssystemet – netop den brutale måde Bismarck havde brugt i 1863 for at gennemføre den preussiske hærreform. Estrup sagde klart, at venstres holdning i den følgende rigsdagssamling ville blive afgørende for det videre forløb.

Folketingets møder i oktober begyndte med et drama, som fik hele Danmark til at holde vejret. To dage før Rigsdagens møder skulle begynde nedbrændte Christiansborg i et enormt flammehav. Symbolikken var ikke til at tage fejl af; stemningen var trykkende, ja uhyggelig, da de to fjendtlige forsamlinger, Folketinget og Landstinget, begyndte møderne under primitive forhold i Fredericiagade, i den nuværende Østre Landsret. Venstregrupperne kunne ikke finde fodslag – partiet drev uden fast ledelse ind i den konflikt om finanslovens vedtagelse, som Estrup ventede på. Den 31. marts 1885 stod han parat med den kongelige resolution om Rigsdagens hjemsendelse, skønt budgettet ikke var vedtaget. Den 1. april udstedtes den provisoriske finanslov, hvis indhold regeringen bestemte. I løbet af efteråret samme år udsendtes – også provisorisk – en række love, der indførte en slags undtagelsestilstand. De nedlagde forbud mod riffelforeningerne, oprettede et særligt gendarmerikorps til bekæmpelse af politisk uro og skærpede retsplejelovens straffe for „agitatoriske udskejelser”.

Befolkningens første reaktion var en voldsom ophidselse og vrede mod regeringen. Der blev flere steder i landet gjort spage forsøg på skattenægtelse. I Darum sogn ved Ribe nægtede således egnens bonder at betale, og herredsfogeden måtte da foretage udlæg i deres fattige ejendele. Bøndernes aktion var dog uden effekt. Riffelbevægelsen rørte en smule på sig. Men da der ingen forholdsordrer kom fra venstres førere i København, aftog ophidselsen snart. Hvad skulle det nytte, kunne man også her spørge, at kæmpe mod overmagten? Regeringen udnyttede alle sine sanktionsmuligheder. Embedsmænd blev afskediget, tilskud til skoler med højrøstede højskoleforstandere blev inddraget, og domstolene var Estrups lydige tjenere, der ikke sparede på fængselsstraffe i snesevis af politiske retssager. Selv Christen Berg fik man ram på. Da han nægtede at tale ved et møde i Holstebro, for stedets politimester havde forladt tribunen, og to af kredsens venstremænd fulgte denne embedsmand ned på pladserne, blev Berg i januar 1886 idømt seks måneders fængsel af Højesteret. Det knækkede den store Christen Berg fysisk og åndeligt. Han genvandt aldrig sin dominerende position.

Det hjalp heller ikke venstre, da en ung typograf i 1885 købte en revolver og forsøgte at skyde selveste Estrup foran hans gadedør. Kuglen prellede af mod knappen på ministerens frakke. Det primitive attentat samlede sympati om konseilspræsidenten, mens typografen sygnede hen i et fængsel.

I venstres historie er 1880'ernes sidste halvdel et antiklimaks. Sandhedens time var inde. I flere henseender havde de foregående års politik været forfejlet. Protesterne var råbt ud i luften, og visnepolitikken 1881-85 viste sig at være en boomerang. Alle de bevillinger, som partiet havde sparet eller „visnet” bort, havde nemlig samlet sig til en klækkelig kassebeholdning på over 60 millioner vægtige Christian 9.-kroner i statskassen, formodentlig svarende til et milliardbeløb i nutidspenge. Forsvarsforeningerne havde i den grad vind i sejlene, at de velbjergede højrevælgere i løbet af et par år kunne indsamle 1,5 mill., svarende til i hvert fald 60 mill. nu om dage. For dem indledtes kæmpebyggeriet. I marts 1886 tog man det første spadestik til Garderhøjfortet nord for København. Det skete provokerende under vældige fanfarer og med kongen og alt hvad der var af trekantede hatte og uniformer i spidsen. Fællessangen var skrevet af den nyomvendte højremand Holger Drachmann.

Ved hjælp af disse private penge og siden med selvbevilgede statsmidler opførte regeringen den omfattende befæstning om hovedstaden, hvis hovedtræk endnu kan ses i parkanlæg, der strækker sig fra Køge Bugt til Charlottenlund. Byggeriet stod på i de otte år 1886-94. I de fleste af årene var mere end 2000 arbejdere beskæftigede – det var langt den største arbejdsplads i Danmark. Cirka en tredjedel af arbejderne var svenskere, forhadte fordi de forlangte mindre løn end danskerne. Den anden tredjedel var tilrejsende danske landarbejdere, medens resten var københavnere. Det var en hård arbejdsplads: 13 timers arbejdsdag, kl. 6-19 med to timers middagshvil, dagløn ca. 2,50 kr., hvoraf 1,80 gik til mad fra marketenderierne og logi i de tarvelige barakker.

Efter samtidens målestok var den 25 km lange landbefæstning et enestående militært ingeniørværk. Det blev siden i 1891-93 suppleret med Middelgrundsfortet ude i Øresund og andre tillæg til den gamle søbefæstning. Den samlede bekostning for staten blev rundt regnet 20 mill. kr. I Tyskland så man med forundring og overbærenhed på dette danske kæmpebolværk, som blev forældet allerede under opførelsen som følge af en hastig teknisk udvikling af svært artilleri, der kunne gøre byen lige så åben for beskydning som i 1807. Men debatten ophørte ikke dermed. Da Bahnsons fæstning nu engang lå der, bidrog den til, at forsvarssagen i yderligere 20 år kom til at forpeste det indenrigspolitiske klima i Danmark.

Formelt set fortsatte folkestyret uforandret. Rigsdagen mødtes hvert år i oktober, fik forelagt forrige års provisoriske finanslov, som hvert år blev forkastet i Folketinget og vedtaget med akklamation i Landstinget, hvilket gav regeringen en undskyldning for en ny provisorisk finanslov pr. 1. april. Men oppositionen var forvandlet til en viljeløs og magtesløs samling politikere, der næsten var underkastet højres betingelser. Hvis de ville genvinde deres indflydelse, måtte de anerkende ikke alene befæstningen, men også regeringens ret til at udsende provisoriske finanslove. Luften var også gået ud af vælgerbefolkningens begejstring for venstre. Ved folketingsvalget i januar 1887, udskrevet i midten af vinteren, så landbefolkningen havde svært ved at komme gennem sneen til valgstederne, tabte venstre alt, hvad det havde vundet i 1884, bl.a. de to københavnske valgkredse, men beholdt dog et sikkert flertal på 75 af Folketingets 102 pladser.

Et almindeligt mismod greb da venstres ledere. Medens Christen Berg prøvede at tvinge partiet ind i en ny uforsonlig holdning, gik de øvrige, indbefattet den før så rabiate Viggo Hørup, fra 1887 i hemmelig forhandling med Landstingets højre om et storpolitisk forlig. Men da det kom til stykket, turde ingen i venstre lægge person til den ydmygende vej til Canossa. I 1888 da hele København festede og smykkede sig til kongens 25-års jubilæum, ved den storslåede nordiske industriudstilling og 100-året for stavnsbåndets løsning, måtte de mange landlige venstrepolitikere, der gik virkeløse om i byen, besinde sig igen. Nu aftalte de at indlede en forhandling med Landstinget om store reformer, der helst skulle koste mange penge. Meningen var, at man mere eller mindre ville „tømme statskassen” og dermed forhindre regeringen i at færdiggøre fæstningen. Med reformerne blev det kun småt, og forligsforhandlinger om finansloven ved påsketid 1888 gik endnu en gang i stykker. Estrup kunne stadig holde sine tropper på plads. Han udstrålede en sådan respektindgydende kulde, at ingen i Landstinget turde afvige fra den uforsonlige linie.

Da 1880'erne sluttede, stod det nu 40-årige folkestyre i våde. Det grundlovsforvridende godsejerparti triumferede. 2000 arbejdere var ved at rejse et kæmpemonument omkring København over højres tilsyneladende sejr. Det folkelige flertal var splittet, dets ledere henvist til selvransagelse efter et årtis store, men virkningsløse armbevægelser. At finde tilbage til et virkeligt folkestyre med tryk på „folk” kom til at tage endnu et årti.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Det store provisorium 1885.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig