Den imponerende hovedbygning til industriudstillingen 1888 var tegnet af den unge arkitekt Martin Nyrop, der nogle år senere skulle opføre Københavns Rådhus på omtrent det samme sted. Kuplen på udstillingsbygningen var 20 m højere end Rundetaarn. Den var opført af træ, et materiale, som Nyrop foretrak, og som skulle passe til bygningens udformning i en slags vikingetidsstil, der adskilte sig stærkt fra tidens ellers overlæssede stukbyggeri.

.

Annonce for gasmaskiner fra Kraks Vejviser 1894. I 1865 indførte en dansk ingeniør en gasmaskine fra Frankrig og begyndte produktion af lignende modeller som alternativ til mindre dampmaskiner. Det var eks-plosionsmaskiner, der brugte bygas, som antændtes af gnister fra et primitivt induktionsapparat. Dette tændingssystem forbedredes væsentligt i firserne, og dermed fik gasmaskinen en meget stor udbredelse i 1890'erne. Selv om den osede og larmede mere end dampmaskinerne, blev den foretrukket, fordi den fyldte mindre og krævede mindre pasning. I 1897 var næsten 500 gasmaskiner i gang i København.

.

Den store vækst i industrien i halvfemserne var ikke noget lokalt dansk fænomen. Dansk erhvervsliv blev løftet op som del af en almindelig prisstigning over hele Europa efter nogle år med lave konjunkturer. Fra bl.a. Klondike i det nordvestlige Canada strømmede nyfundet guld ind i pengesystemet. Banker og industrier i Danmark lånte penge i udlandet som aldrig før. Medens landet i 1872 havde et tilgodehavende på 130 mill. i udlandet, var der i 1890 balance, men i år 1900 havde vi en udlandsgæld på ca. 200 mill. Disse lån blev brugt til bygning af nye fabriksanlæg, som kunne bryde firsernes erhvervsstruktur med dens blandede industri- og håndværkspræg. Sammenlægninger af mindre virksomheder og investeringer i større anlæg var udtryk for industrialisering i det 20. århundredes forstand.

Til at bane vej for dette krævedes først handling fra finansverdenens store folk. Omkring den første og største af disse mænd, den nu ældede C. F. Tietgen, opstod i firserne en kreds af forretningsfolk, der tog ved lære af Tietgens evne til at samle firmaer under titlen „De forenede …”. Blandt den nye tids mænd var folk som Philip W. Heyman med bl.a. Tuborg, F. L. Smidth med cementindustrien, Hans Broge og svigersønnen Otto Mønsted, der repræsenterede smør og margarinehandelen. Sidst men ikke mindst finansmanden frem for nogen, Isak Glückstadt, Landmandsbankens direktør, der på mange måder i halvfemserne overtog Tietgens position fra halvfjerdserne. En vigtig gruppe i organiseringen af det industrielle fremstød var domineret af den nye ledertype, ingeniøren med administrativt talent. Kemikeren G. A. Hagemann hørte til denne type. Hans udnyttelse af den grønlandske kryolit gav ham en formue, som han satsede på mange andre områder. Vigtig blev hans tekniske forbedringer af sukkerroebehandlingen, der øgede udbyttet af sukkerfabrikkerne betydeligt til lige stor gavn for landbruget og industrien.

Tre nye faktorer kom til at præge ekspansionen i halvfemserne. Takket være en systematisk brug af aktieselskabsformen blev kapitalen til industrien hentet fra en større del af befolkningen. Aktionærerne følte sig tilskyndede til at medvirke til fremgangen. Desuden engagerede bankerne sig stærkere end før direkte ved aktieopkøb og udlån til virksomhederne, og endelig blev der arbejdet systematisk på at forbedre de tekniske uddannelser og på at hente ny teknik hertil fra udlandet. Sammenlægninger af virksomheder var tidens mode. Fra USA gik der frasagn om de mægtige karteller og trusterne, som opnåede utrolige produktionsresultater og fortjenester. I Danmark var forholdene små, men efter tidens målestok var nogle af de danske sammenlagte firmaer store f.eks. Det danske Kulkompagni (1896), De forenede Papirfabrikker (1889) og Nordiske Kabel- og Trådfabrikker. Mændene bag disse selskaber havde store visioner om en ekspansion, der skulle bringe danske varer ud over landets grænser. Det var de samme mænd, der tog initiativet til Københavns havns ny organisation og store udvidelse til international frihavn i 1890'erne.

Et nyt træk ved væksten i industrien i halvfemserne var, at provinsen fik en stærkere fremdrift end København. Særlig kom industrien i disse år til Jylland med bl.a. tekstilfabrikkerne på Herningegnen og cementindustrien i Ålborg. Arbejdsstyrken i købstæderne steg fra 10.000 til 23.000 på ti år efter 1890, en kendsgerning, der også afspejlede sig i, at tilvandringen til København samtidig aftog kendeligt for en tid. Da Danmark i 1899 løb ind i den store faglige konflikt, var det midt i en ekspansionsperiode. Hvert år i de følgende ti år lagde industrien syv procent til sit volumen, en vækst, der var betydelig større end landbrugets, hvor andelsbevægelsen nu ellers høstede frugterne af firsernes omlægning.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Den nye tids industrifolk.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig