Opløsningstiden

Årene omkring 1890 blev politisk set en mærkelig overgangstid, en slags antiklimaks til de store udbrud af følelser, af kraft og af ekspansionslyst, der havde præget firserne. Flere bevægelser nåede deres kulmination i løbet af årtiets sidste år, og der indtrådte så en stilstand og en udbredt stemning af desillusion og eftertænksomhed. De oppiskede temperamenter fik lov til at falde lidt til ro, og dermed opløstes mange politiske mønstre og nye delingslinier dannedes.

Først og stærkest kom desillusionen og eftertænksomheden til det store venstreparti. Da Estrup og hans regering uden tøven fortsatte provisoriepolitikken år efter år, medens Københavns befæstning blev rejst, måtte venstre erkende, at spillet var tabt, også de halvhjertede forsøg efter 1887 på at gennemføre en større reformlovgivning, der kunne tørlægge regeringens økonomiske ressourcer. Partiet var stadig splittet og lederne mere optaget af personlige ambitioner end af vilje til at bekæmpe højre. Valgnederlaget i januar 1887 øgede desillusionen, da partiet tabte de vundne valgkredse i København.

Mistilliden til politikerne styrkedes også af et pinligt opgør på samme tid mellem to af venstres unge „håb”, P. A. Alberti, og en af Hørups tilhængere i Folketinget, Hans Dønnergaard, om magten i andelsbevægelsens to største kapitalansamlinger, Bondestandens Sparekasse og Smøreksportforeningen. Med hensynsløs brutalitet knuste Alberti sin konkurrent, så Dønnergaard, der i øvrigt også selv benyttede ufine midler, måtte flygte til Amerika.

Svagheden og rådvildheden i venstres folketingsgruppe og dens ledelse var åbenbar for vælgerne. De fandt, at de selv måtte tage affære for at rette rigsdagsgruppens moral op. Forhandlinger herom førte til indkaldelse af partiets første delegeretmøder. De fandt sted i årene 1888 og 1889 og 1890 i København, store forsamlinger ligesom nutidens landsmøder med op til tre deltagere fra hver af de 102 valgkredse. Et sådant internt demokrati i partiet var noget nyt i venstre. Ideen til disse landsmøder lånte partiet fra sine modstandere. Højre var blevet organiseret i vælgerforeninger landet over så sent som i 1883, men partiet havde fra begyndelsen afholdt sådanne årlige landsmøder, hvor politikerne mødte formændene for de lokale afdelinger af „Højres Arbejder- og Vælgerforening”.

Venstres delegeretmøder var resultatet af et initiativ fra Askovs leder, Ludvig Schrøder. Uroen i venstre satte sig også spor på højskolerne, hvor mange elever var mere radikale end de grundtvigianske lærere. Schrøder ville støtte den nu svækkede Christen Berg i et forsøg på at samle partiet under Bergs ledelse. Møderne var usædvanlige ved, at rigsdagsmedlemmerne ikke havde taleret. Venstre var sat under formynderskab af sine tillidsmænd i valgkredsene. I 1889 fik delegeretmødet vedtaget et nyt og mere detaljeret partiprogram. Det indeholdt en opfordring til fortsat protestpolitik mod regeringen og selvfølgelig en fordømmelse af befæstningen. Som et alternativ til forsvarspolitikken opfordrede man i stedet til at sikre Danmark en anerkendt neutralitet i samarbejde med Sverige og Norge; andre punkter i programmet pegede i retning af forsigtige sociale reformer og stof til en forhandlingspolitik med henblik på et samarbejde med reformvenner i Landstinget. Det mest revolutionerende i programmet var et forslag om at udstrække valgretten til kvinder.

Delegeretmøderne kunne dog ikke skjule, at venstre var og blev splittet i en radikal og en moderat gruppe. De delegerede støttede overvejende den radikale protestretning under devisen: intet kompromis med Estrup. Men den politik kunne ikke bruges til noget, fordi fremtiden så så håbløs ud. Netop i 1890 viste regeringen sin foragt for Folketinget ved at tage en treårig bevilling uden Rigsdagens tilslutning til at komplettere landbefæstningen mod øst ved opførelse af Middelgrundsfortet ude i Øresund.

Det hele så så sort ud, at Ludvig Holstein, venstres aristokratiske vimpel, forlod politik i lede. Endnu mere katastrofalt for de uforsonlige blev tabet af den store fører, Christen Berg, der døde pludseligt i efteråret 1891. Nedturen fortsatte det følgende år, da radikalismens pennefører, Hørup, mistede sin plads som medlem af Folketinget. Han blev forsmædeligt besejret af den ildelidte opportunist, P. A. Alberti, der tog næsten amerikanske metoder i brug under valgkampen i Køgekredsen. En af dem var udspredelse af en lille „fremtidsroman” om forholdene i Køge i 1902, hvori det skildres, hvordan de blodrøde socialister har taget magten og drager hærgende rundt, indtil de kommer til P. A. Alberti, som bare ved sin autoritet maner socialisterne i jorden. Socialistskrækken sad dybt i landbefolkningen. Her var stemmer at vinde.