Det såkaldte Danmarksmonument indvies samtidig med den nye bygning for Statens Museum for Kunst i maj 1897 til minde om kongeparrets guldbryllup. Både bygningen og statuen er gode eksempler på tidens hang til at forsyne offentlige monumenter med en vrimmel af dekorationer og nationale symboler. Statuen på toppen er en dansk udgave af lignende fromme, stærke kvinder, der som nationale symboler på den tid blev rejst både i Berlin, London og ikke mindst i Paris, hvorfra ideen måske er udgået med Marianneskikkelsen. Danmarksmonumentet var en anakronisme fra begyndelsen. I 1919 blev det flyttet til et afsides hjørne i den nærliggende park.

.

Det store maleri „Et Bønnemøde. Guds Børn” kommer de indremissionske fiskere i Harboøre på meget nært hold. Den unge maler Niels Bjerre, der selv var fra egnen, arbejdede med billedet 1893-97 og stod med staffeliet på stedet i Peder Liløres gård for at studere lyset og dets reflekser i stuen. Bjerre forenede den rene kærlighed til sin hjemegn med den forfinede københavnske kultur. Han var nær ven med hjemstavnsdigteren Thøger Larsen og stærkt inspireret af den jævnaldrende maler Vilh. Hammershøis intense interiørstudier.

.

„Fra Kristian Zahrtmanns malerskole”, 1890. Den fynske kunstner Peter Hansen har vendt sit staffeli bort fra den sædvanlige model. Selv dyrkede læreren, Zahrtmann, historiemaleriet og blev kendt bl.a. for sine intense og farverige skildringer af Leonora Christina i Blåtårn. Men varig betydning fik han især som en elsket lærer, som fra 1885 inspirerede flere kuld af elever, der kom til at præge dansk kunst. Særlig betydning fik den gruppe af fynske malere, hvortil Peter Hansen hørte. På billedet ses nogle af dem, bl.a. længst tv. Johannes Larsen og siddende bagest Niels Larsen Stevns.

.

Tre grundtvigske valgmenighedspræster fotograferet foran kirken i Lemvig i halvfemserne. De tre præsters hovedbeklædning angiver deres åndelige placering i bevægelsen. Til venstre med den rigtige bredskyggede grundtvigianerhat Birger Kjølseth. I midten med tidens konforme hovedbeklædning, melonhatten, N. P. C. Nielsen og til højre en tredje med højskolernes tegn på progressive meninger, den bløde hat, inden den blev almindelig hattemode for alle. Valgmenighedspræsterne betaltes af menigheden og blev derfor – som en af dem sagde – enten gjort til dens pave eller til dens slave.

.

Tanken om det kommende århundredskifte beskæftigede sindene i halvfemserne. Allerede fra 1870'erne talte man i tidens modesprog om „fin de siècle” om alt, hvad der var moderne. I slutningen af halvfemserne følte man, at det 20. århundrede næsten allerede var begyndt, og at den nye epoke ikke blot var dekadent og smart, men også grå og hård, præget af industrialismen, konkurrencen og byernes overfladiske miljø. De store forvandlinger i landbrugsformer og i byernes erhvervsliv havde ændret mangt og meget i livsstil og holdninger til tilværelsen. Det nye århundredes kolde ånde kunne mærkes, endnu før det gamle var færdigt.

Det var konservative rørelser, som dominerede halvfemsernes Europa. Nationalismen og dens følgevirkning, militær oprustning og toldmure gjorde kontinentets magtbalance ustabil, også som følge af konkurrencen om at erobre kolonier i de andre verdensdele. Den engelske imperialisme fejrede triumfer. Den tyske kejserlige militarisme ligeså. Socialistskræk prægede under overfladen de fleste landes indenrigspolitiske klima, en faktor, som mange steder skruede det politiske kompas mod højre. Størstedelen af de socialistiske partier i Europa var ganske vist ikke mere så revolutionære som før. De fleste steder var de blevet demokrater, som lagde mere vægt på materielle gevinster i den faglige kamp på arbejdsmarkedet end på parlamentariske sejre i politik.

Også i Danmark prægedes det politiske liv af konservative strømninger. De sidste år inden århundredskiftet var stillestående politisk i afventen på, at de virkelige konsekvenser af det store forlig i 1894 skulle slå igennem og give oppositionen den plads, som den i mange år havde gjort sig fortjent til. Højre fik lov til at beholde magten og til langsomt at forbløde, efterhånden som vælgerne i byerne forlod partiet. Oppositionen var tålmodig – Venstrereformpartiet ventede bare, medens Socialdemokratiet tog kampen uden for den politiske arena med den store lockout i 1899 som en foreløbig kulmination.

Mistillid til samfundet og det politiske system blev besvaret af mange med en flugt fra virkeligheden. Der var grøde i tidens åndelige rørelser. Efter de stærke politiske rystelser søgte man ind i sig selv. Indre Missions store fremgang netop i disse år skal måske ses i denne sammenhæng. Men de mange nye tilhængere kom ikke af sig selv. Der blev missioneret i landet som aldrig før. En særlig opsigt vakte den voldsomme vækkelsesaktion, Indre Mission igangsatte i Vestjylland. En af bevægelsens stærke folk, pastor Carl Moe, en af de rigtige „helvedesprædikanter”, havde som præst i Harboøre omvendt befolkningen og tørlagt sognet for spiritus. Et højdepunkt i kampagnen var Moes begravelsesprædiken i Harboøre i 1893, da 26 fiskere var druknet under en stor storm. Moes prædiken vakte forargelse i København, men gjorde et uudsletteligt indtryk på hele vestkysten og blev fulgt op af lignende vækkelsesmøder landet over. Inden århundredskiftet havde bevægelsen fastansat 158 missionærer og 86 bogsælgere til at rejse rundt fra sted til sted. Der var opført 370 missionshuse, og der blev holdt 525 søndagsskoler rundt omkring. I 1896 brød Indre Mission med alle andre kirkelige retninger og erklærede sig parat til at konkurrere om hvert enkelt ledigt præstekald. En ungdomsbevægelse havde missionen grundlagt allerede i 1889 i Kristelig Forening for unge Mænd/Kvinder (KFUM/K) efter udenlandsk forbillede. For at kunne imødegå pressens angreb – ikke mindst efter Harboøresagen 1893 – oprettedes i 1896 Kristeligt Dagblad, der gik til kamp mod åndsradikale og fritænkere.

Grundtvigianismen havde en vanskelig tid i provisorieårene, spaltet som den var mellem højre og venstre. Bevægelsens vigtigste centre, højskolerne, var splittede og kirkeligt set pressede af de to store modbevægelser på begge sider, Indre Mission og den radikale fritænkerbevægelse. Under indtryk heraf mistede Grundtvigs tilhængere noget af den entusiasme, der havde præget bevægelsen før. En kreds af unge grundtvigianere gjorde da forsøg på at forny tankerne om folkeoplysning og kristendom og bebrejdede de ældre trosfæller deres mangel på social medfølelse og forståelse for den nye situation efter byernes stærke vækst på landdistrikternes bekostning. De to unge præster Morten Pontoppidan og Frederik Falkenstjerne agiterede i tidsskriftet Tidens Strøm for en bredere folkeoplysning også blandt byernes arbejdere under devisen: havde folket været oplyst, ville det aldrig have tilladt, at grundloven blev indskrænket i 1866. Denne nygrundtvigske bevægelse realiserede den gamle tanke, at højskolen også skulle ind i byerne med undervisning af københavnske arbejdere. Det blev igangsat af Ernst Triers nevø, Johan Borup. En anden, men mindre resultatrig side af den grundtvigske fornyelse var Fernando Linderbergs forsøg på at forene socialis-me og kristendom. Hverken socialister eller højskolefolk ville rigtig kendes ved sammensmeltningen.

Men langt den største del af højskolernes lærere hørte til den konservative del af venstre. Ungdommens højnelse gennem kærlighed til fædrelandet og pligt til at forsvare det, var det bærende. I årene op mod århundredskiftet nærmede højskolen sig endog hærens officerer, der var kendt som kernen i højre. De deltog i en mødevirksomhed på højskolerne i et forsøg på at genoprette tilliden til officerskorpset. Bevægelsen gik under navnet „sablen og den bløde hat” – den bløde, bredskyggede filthat var højskolefolks typiske hovedbeklædning, modsat den ellers sædvanlige sorte „melonhat”. Grundtvigianerne nærmede sig også de højkirkelige kredse og tilpassede sig kirkeministerielle retningslinier for at modstå presset fra Indre Mission.

Også i litteraturen kan man i halvfemserne mærke tendensen til eskapisme. Georg Brandes' krav om det debatterende, dagsaktuelle i prosa og lyrik blev ikke fulgt af de unge. En eksklusiv gruppe med bl.a. Ludvig Holstein og Helge Rode hengav sig til drømme, sproglig vellyd og naturpoesi påvirket af franske digtere, medens en anden gruppe forfattere bosatte sig fjernt fra København og grundlagde den rige danske hjemstavnsdigtning omkring Jeppe Aakjær, Johan Skjoldborg og delvis Johannes V. Jensen. Det var den første reaktion på den industrielle bykultur og en fortsættelse af den såkaldte skolelærerlitteratur, en folkelig genre, der vandt stor udbredelse på landet fra halvfjerdserne. Mads Hansen var dens betydeligste repræsentant og forfatter til mange kendte fædrelandssange, f.eks. „Jeg ved, hvor der findes en Have så skøn”. Et forvarsel om halvfemsernes hjemstavnsdigtning var den organiserede folkemindeindsamling. Mange landboere havde indtryk af, at det halvt industrialiserede landbrug fik en urgammel dansk bondetradition til at forsvinde, traditioner i sanglege og fortællekunst, der burde registreres. En kreds af bondefødte forskere drog fra firserne landet rundt og skrev hele denne store mundtlige digtning ned. Den blev en stor inspirationskilde, særlig for Jeppe Aakjær og en prosaforfatter som Carl Ewald.

Eskapisme kunne have sin berettigelse i halvfemserne, for det var et hårdt årti. Danskerne fik virkeligheden at mærke ikke alene i indenrigspolitik, men også og måske især syd for Kongeågrænsen, hvor Bismarcks jern-og-blod-politik udøvede et hårdt pres mod den danske befolkning i Nordslesvig. I løbet af firserne var dansk blevet næsten helt afskaffet som undervisningssprog. Også i kirkerne blev der lagt hindringer i vejen for at bruge dansk, og der skete retsforfølgelse, når der blev konstateret møder, hvor danske sange blev sunget, ja, når blot navnet Sønderjylland blev anvendt i taler. Men danskheden lod sig ikke knække, bevægelsen forsøgte at organisere sig og appellerede til offentligheden nord for grænsen om støtte. Det officielle Danmark kunne dog ikke vise andet end en neutral attitude af hensyn til Berlin. Men i privat regi oprettedes mange hjælpeforeninger og indsamledes betydelige beløb for at støtte danskheden. Særlig betydning fik den kreds af akademikere, der i 1889 dannede Studenter-Samfundets Sønderjyske Samfund (4S) under ledelse af historikeren Johan Ottosen.

Efter Bismarcks afgang som rigskansler i 1890 førtes nogle år en mildere kurs af tyskerne i Nordslesvig. Men da danskheden i de følgende år vandt frem, tog myndighederne igen hårdt fat. Kulminationen nåedes 1897-1901, den såkaldte Køller-periode efter navnet på den ledende tyske embedsmand i Slesvig. Udvisninger af dansksindede og tysk opkøb af dansksindedes jord var de mest anvendte metoder. Desuden kunne forældre, som sendte deres børn på efterskoler i Danmark, risikere at miste forældreretten. Danskheden svækkedes dels ved udvisningerne, dels og især gennem den store udvandring af sønderjyder til USA. Det tyske tryk avlede dog modtryk blandt de danske syd for grænsen og skabte en ny national vækkelse i Danmark om end under andre præmisser end før. Johan Ottosen og 4S-bevægelsen var med til at få fastslået, at kernen i nationalitetskampen nu ikke mere var Danmarks historiske ret til Slesvig, men et demokratisk krav om et nationalt mindretals ret til selvbestemmelse. Det blev det synspunkt, som også den radikale bevægelse kunne støtte i de følgende årtiers kamp.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Systemskifte.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig