Både hest, kusk og passager er trætte efter dagens møje med at finde en ny minister. Konseilspræsident Hugo Hørring overtog posten efter Tage Reedtz-Thott i 1897. I 1899 udtrådte hans justitsminister, N. R. Rump, og Hørring havde – som Blæksprutten samme år viste – meget svært ved at finde en ny, fordi højre var skrumpet stærkt ind. Hørring måtte give kusken ret i hans spørgsmål. Det kunne ikke nytte mere. Hørring påtog sig selv posten som justitsminister det sidste halve år, indtil hans regering faldt i april 1900.

.

Valget den 3. april 1901 bragte imidlertid trods alt et klart budskab: højre havde mistet sin kraft, havde så at sige regeret sig selv i stykker. Venstrereformpartiets tid var kommet. Men på højeste sted stod dette ikke klart. Kong Christian, der få dage efter valget fyldte 83 år, havde nok gerne udnævnt endnu en godsejer til konseilspræsident, hvis ikke folk i hans nærhed havde grebet ind. Kongens svigerdatter, den energiske, franskfødte prinsesse Marie, havde hans bevågenhed og forstod betydningen af et systemskifte. Et lovforslag om apanage til kronprins Frederiks to døtre var blevet hængende i Folketingets finansudvalg siden 1897. Selv hoffet kunne altså komme til at mærke virkningerne af forfatningskampen. Prinsessen var nær ven af kredsen omkring Landmandsbanken og Østasiatisk Kompagni, der var grundlagt i 1897 af H. N. Andersen. Her fødtes tanken om en venstreregering, og her fandtes manden, som kunne lede ministeriet, den juridiske professor J. H. Deuntzer.

Forhistorien til systemskiftet den 24. juli 1901, da en venstreregering for første gang blev kaldet, er perspektivrig. End ikke for valgets store sejrherre, J. C. Christensen, var skiftet en selvfølgelig konsekvens. Skønt 92 procent af det folkevalgte kammers mandater stod bag ham efter valget den 3. april, faldt det ham ikke ind at møde op på Amalienborg og på folkets vegne anmode om magten i landet. Nej, I. C., som han ofte kaldtes, satte sig tålmodigt til at vente på kaldelsen; og han kom til at vente længe, for der forestod først noget vigtigere: kongens årlige baderejse til Tyskland. Derfor henlagdes al politik og tale om regeringsdannelse i mere end tre måneder. Først da kongen kom hjem i midten af juli og bad den upolitiske professor Deuntzer om at lede dannelsen af en ny regering, begyndte de egentlige forhandlinger med J. C. Christensen som midterfigur. Trods de mange års konflikt bestod gammel underdanighed for monarken endnu. Den havde overlevet fra Frederik 6.s tid.

At det var en ikke-politiker, som fremførtes som ny regeringsleder, tilkendegav indirekte, at kongen nok ville anerkende en eventuel venstreregering, men stadig tog grundlovens paragraf 13 om kongens ret til at udnævne sine ministre efter sin ordlyd. Der var ikke tale om nogen åbenlys anerkendelse af parlamentarismens idé om kongens pligt til at vælge regering efter flertallet i det folkevalgte kammer. Men i princippet fulgtes det nye system dog i de følgende år.

Selve regeringsdannelsen blev kort, hektisk og hidsig. Det knagede slemt i det store regeringsparti, som J. C. Christensen havde kunnet holde i ro i oppositionstiden. Nu åbnedes alle meningsskel mellem landboere og københavnere, mellem jyder og øboere og mellem akademikere og bønder.

Venstrereformpartiet i 1901 var lige så sammensat og uregerligt, som Det forenede venstre i 1870. Det lykkedes dog at skabe en afbalanceret regering, som strakte sig fra justitsminister P. A. Albertis antisocialistiske synspunkter til Viggo Hørups ultraradikale holdning. Men under forhandlingerne kom J. C. Christensen uheldigvis til at provokere de radikale københavnske politikere, og det var med til at skabe en stærk indre spænding i partiet, som blev skæbnesvanger for ham og venstre i de følgende årtier.

Den 24. juli 1901, da den første venstreregering blev indsat, blev en festdag, en blæsende solskinsdag med smældende flag på alle flagstænger, en dag, samtiden sent glemte. Man følte, at man drejede om et hjørne i Danmarks politiske historie, slutningen på 30 års opslidende kampe. Viggo Hørup skrev på den tid en række artikler, hvor han så tilbage, ristede disse smukke minderuner over sin generations politikere og tilføjede en profeti, som måske rammer vor tids politikere i hjertet:

"Og man siger: Herregud, at de ikke kom videre i 30 år, hvorfor løb de ikke deres vej, hvorfor døde de ikke af kedsomhed, hvor gad de? …"

Men følger man blot en enkelt af de tråde, der er rendegarn i det nittende århundredes politik, så vider ensformigheden sig ud i en mærkelig mangfoldighed, ordene fornyes uafladeligt, billeder skifter, udveje følger udveje, hver dag er ny, det går bakke op og bakke ned som en stor søgang af spænding og slappelse, af frem og tilbage, man ser hvor de lever, og forstår, at de ikke døde af kedsomhed. Måske kommer der en slægt, der sidder bredt på vundne resultater uden at more sig, og som ser tilbage på disse 30 år og siger: det var noget andet, dengang mærkede man dog, hvad det var at leve.”

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Venstreregeringen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig