Grindedrab i Thorshavns havn 1896. Det enestående billede fastholder for første gang fotografisk en sikkert urgammel fangsttradition på Færøerne.

.

Men Frederik 7.s rige blev især anseligt – i hvert fald i kvadratkilometer – når man kom til bilandene. Ordet kolonier brugtes også, men i officielle dokumenter lød „bilande” nok mere værdigt. Mest imponerende var Grønland, hvis præcise omfang (over to mill. km2) man slet ikke kendte dengang. Derimod vidste man nøje, at der i 1855 boede 9648 sjæle – Trap kalder dem taktfuldt for „individer”! Individerne blev administreret af to inspektører for hhv. vestkystens sydlige og nordlige del. Østkystens beboere var endnu ikke bekendte.

Frederik 7. var også konge over Islands 105.000 km2 og 64.000 islændinge, som han ikke nåede at beære med sin nærværelse. Heroppe herskede endnu den danske enevælde, repræsenteret ved en landshøvding. Det urgamle Alting var genoprettet i 1843, men kun som rådgivende organ ligesom de danske stænderforsamlinger, junigrundloven blev i 1851 forelagt en særlig islandsk nationalforsamling, men da denne med ægte islandsk sans for det kategoriske forkastede Danmarks fine liberale forfatning, lod man fortsat Island leve med enevælde til indbyggernes store vrede. Først i 1874 fik Altinget lovgivende magt for de særlige indre forhold. Christian 9. overbragte personligt det glædelige budskab til islændingene og gjorde sig ved den lejlighed populær på øen.

Færøerne, 1400 km2 med 8651 indbyggere i 1855, havde også enevælde, repræsenteret ved en dansk amtmand. Men i 1852 genoprettedes det gamle færøske Lagting som en slags amtsråd med en vis myndighed i kommunale anliggender, men ellers kun rådgivende.

Den mest festlige og farverige del af Danmark var dog De vestindiske Øer, Sankt Croix, Sankt Thomas og Sankt Jan, i alt 359 km2 med en samlet befolkning i 1855 på godt 37.000 „individer”, hvoraf langt de fleste var farvede, sorte eller brune. I to henseender adskilte de tropiske øer sig fra resten af riget. Dels i den triste, at folketallet gik baglæns – siden 1835 var befolkningen aftaget med 6000, altså med næsten en ottendedel, vistnok blot fordi dødeligheden blandt øernes negre var højere end antallet af fødsler. Dels var også det skæve forhold mellem mænd og kvinder usædvanligt, 16.000 „mandfolk” mod 21.000 „fruentimmer”, som Trap kalder dem. Øerne blev regeret af kongens stedfortræder, generalguvernøren, også efter et dramatisk negeroprør derude i 1848 og Peter von Scholtens afskedigelse som guvernør i 1851, fordi han havde ophævet slaveriet på øerne. Året efter fik øerne del i det gryende demokrati i Danmark ved oprettelsen af Det vestindiske Kolonialråd, der fik rådgivende status. Siden, i 1865, blev rådet delt i to for henholdsvis Sankt Thomas, Sankt Jan og for Sankt Croix, nu med noget forøgede bemyndigelser.

I alt herskede kong Frederik 7. altså over et rige af utrolige dimensioner i flademål, hvorimod tallet på hans undersåtter var begrænset til godt 2 1/2 million, hvoraf de 120.000 i bilandene.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Bilandene.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig