Århus var i 1850'erne endnu en lille købstad med knap 9000 indbyggere og en stor domkirke. Havnen kunne dog ikke længere rummes i åmundingen, og et nyt havnebassin var netop blevet anlagt i bugten. 50 år senere var indbyggertallet seksdoblet. Bykort fra Trap Danmark, 1. udgave 1858.

.

De 68 danske købstæder og syv såkaldte handelspladser uden for København var endnu midt i 1800-tallet meget små og yderst pærekøbingagtige sammenlignet med senere. Kun én provinsby havde i 1855 mere end 10.000 indbyggere, nemlig Odense. Nummer to og tre i størrelse var henholdsvis Ålborg og Helsingør, begge med godt 9100 indbyggere. Århus kom ind som nummer fire med 8900, kun 45 sjæle større end Randers. Men størstedelen af købstæderne havde under 2000 indbyggere og skyldte vel endda denne størrelse, at næringslovgivningen påbød, at al handel og håndværk (bortset fra smedefaget og et par andre) kun måtte fungere i købstæderne, et privilegium, som dog forsvandt efter næringsreformen 1857. I forhold til sine nordiske nabolande havde Danmark mange og tætliggende byer. Men sammenlignet med Tyskland, Frankrig og navnlig England var vore byer små og svage.

Danmarks bystruktur var især usædvanlig ved, at en så overvældende andel af bybefolkningen var samlet i én by, København. Hovedstaden inklusive Frederiksberg havde i 1860 163.000 indbyggere eller næsten lige så mange som alle landets købstæder tilsammen. Inden for de snævre volde i „Kjøbenhavn” var indbyggerne stablet oven på hinanden – 53.200 personer pr. kvadratkilometer, medens resten af landet lå halvtomt hen.

Kun England havde i London det samme problem med en overdimensioneret hovedstad med 13 procent af landets befolkning. I ingen andre lande nåede hovedstæderne op over syv procent af folketallet. Et andet særpræg ved de danske byer var mangelen på købstæder i mellemklassen. Dem måtte man finde i hertugdømmerne, hvor vandring fra land til by var begyndt tidligere. Det danske monarkis næststørste og næstvigtigste by var Altona i Holsten med 40.000 beboere, den tredjestørste Flensborg i Slesvig med knap 19.000 indbyggere, næsten dobbelt så mange, som den største købstad i kongeriget havde.

Byerne synede i alt ikke meget i det danske landskab, sådan som det så ud, da gehejmeråd Trap gennemrejste det og siden skildrede det i 1850'erne. Hvad han oplevede, var endnu det tilsyneladende evigt idylliske Danmark med det bakkede landskab og de smilende og bukkende bønder, som stod langs vejene, når gehejmeråden kom kørende i det kongelige følge. På overfladen blev Frederik 7.s regeringstid op til 1863 fuld af larmende begivenheder som følge af de usikre nationalpolitiske forhold. Men under overfladen var det socialt et stilstandens årti. Ude på landet mærkede man endnu ikke meget til bulderet i politik.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Købstæderne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig