Æresport rejst tværs over Strøget på Gammeltorv i København ved troppernes endelige hjemkomst fra Treårskrigen i 1851. Akvarel af den senere højt værdsatte maler H. G. F. Holm, ofte kaldet Fattig-Holm. Æresporten var tegnet af arkitekten N. S. Nebelong, der siden ombyggede Viborg Domkirke.

.

Maleren P. C. Skovgaard var også engageret i tidens politik. I sommeren 1852 tegnede han ministeriet Bluhme, der forsøger at styre uden om „den europæiske nødvendighed”, stangen med den fine trekantede hat. Bagest står de to nye ministre for hertugdømmerne og hejser det danske flag. Finansminister Sponneck holder rorpinden. Justitsministeren kaster op. I forstavnen står krigsministeren med „rigshunden”, medens indenrigsministeren sænker en pakke med tronfølgeloven i havet. Bag ham andre pakker med grundloven og valgloven i. Regeringens chef, C. A. Bluhme, står ved masten og siger bedrøvet: „Er det nødvendigt, at også grundloven skal gå?” Marineministeren svarer: „Jeg frygter for det.”

.

Det er ikke mærkeligt, hvis det danske folk var fortumlet efter alt, hvad der var sket i løbet af nogle måneder efter martsdagene 1848. Gamle folk måtte føle sig forvirrede og betænkelige. De var ikke vant til hurtige beslutninger og dramatiske begivenheder, brød sig ikke om mere fart på udviklingen, end der var i højsalig kong Frederik 6.s tid. Det var hele to uoverskuelige problemer, der skulle løses på samme tid, et politisk og et nationalt, og det lige efter at det pludselige tronskifte bragte den uberegnelige Frederik 7. på tronen. Det ene var den danske styreform, spørgsmålet om enevældens afløsning med en demokratisk forfatning, det andet var det meget større og prekære nationale dilemma om forholdet mellem kongeriget og hertugdømmerne og specielt om det danske Nordslesvigs stilling i forhold til det store tyske flertal i Slesvig og Holsten.

Det første problem fandt med en forbavsende hurtighed og smidighed en løsning med Den grundlovgivende Rigsforsamling. Et ældgammelt enevældigt regeringssystem blev væltet over ende og en ny demokratisk forfatning, junigrundloven, trådte i kraft den 5. juni 1849. For den ældre generation måtte den nye forfatning forekomme som et voveligt spring i udviklingen. Var man gået for langt i frihedsrusen? Var almuen moden til folkestyret?

Det nationale problem måtte også bekymre de lidt ældre. De var vokset op i et land, hvor den fredelige dansk-tyske sameksistens var noget problemløst og selvfølgeligt. Begrebet nationalfølelse mente man i Danmark var kommet fra Tyskland. Tysk nationalisme havde grebet forstyrrende ind i det danske monarkis harmoni. Da slesvig-holstenerne i hertugdommerne ville løsrive sig, var ingen i kongeriget i tvivl om, at krig var den eneste udvej. Treårskrigen 1848-50 satte tilsvarende dansk nationalfølelse i gang. Men de besindige ældre så nok, at slesvigholstenerne var dygtigere til at skaffe sig allierede og selv med en mindre befolkning end kongerigets kunne rejse en lille hær, der ved det afsluttende slag ved Isted i juli 1850 var i stand til nogenlunde at modstå den større danske armé og tilføje den dobbelt så store tab, som den selv led. Og så måtte de besindige endelig erkende, at fredsslutningen med de tyske fjender i virkeligheden slet ikke løste det nationale problem, men kun lagde låg over det.

De, der nåede at opleve de følgende 15 års udvikling i både dansk indenrigspolitik og i det nationalpolitiske virvar, kunne som rigtige jeronimuser udbryde „Sagde vi det ikke nok!” Deres værste anelser gik i opfyldelse. Men det sete afhænger af øjnene, der ser. De unge oplevede grundlovens gennemførelse og krigen med begejstring. De fleste af mændene havde deltaget som soldater i krigen og blev i felten grebet af den romantiske idealisme og stærke følelse af national løftelse, som krigen bragte med sig. Da tropperne kom hjem fra krigsskuepladsen i Slesvig og blev modtaget med begejstring af Københavns befolkning, kunne de unge, rødmossede landsoldater ikke undgå at tro, at de og landet gik en lys og strålende fremtid i møde. Tilsyneladende havde de været med til at befri deres land for to store mørke skyer, som havde hvilet over deres og landets fremtid: enevældens reaktionære styre og truslen fra tyskheden syd for Kongeåen. De to store politiske krav fra de unge over hele Europa: politisk frihed og national enhed skulle tilsyneladende ske fyldest i Danmark.

Omkring 1900 var de unge idealister fra Treårskrigen blevet gamle folk i halvfjerdsårsalderen. Når de så tilbage på deres liv som borgere i Danmark, havde de oplevet en stormfuld epoke. De to store sejre fra '48, grundloven og krigen, blev ved at være de to store anstødssten i de følgende årtiers politik, årsag til bitre indre modsætninger. Junigrundlovens frihed blev lidt efter lidt beskåret og siden misbrugt på det groveste som undskyldning for provisoriske love uden om Rigsdagen. Også krigen og forsvarssagen blev siden en indrepolitisk slagmark og udnyttet politisk til at opføre Københavns befæstning i modstrid med folkeflertallets ønsker. For veteranerne fra Treårskrigen, der måske siden kom i felten igen i 1864, må det have været mærkeligt at opleve provisorietiden i 1880'erne og forvrængningen af de ideer, som var hellige og begejstrende i 1848, friheden og forsvarsviljen.

Treårskrigen var militært mest blevet udkæmpet i Slesvig, men politisk blev den overvåget og for en stor del styret fra de europæiske stormagters hoffer, hvor man nøje sikrede sig, at der ikke blev flyttet et gram fra vægtskålene i den europæiske magtbalance. Ad diplomatiske kanaler foregik der en stærk påvirkning af den offentlige opinion i Danmark. Endnu i 1850 var nyhedsformidlingen fra udlandet lige så primitiv som i århundreder før. Danskerne var, også hvad nyheder angik, afhængige af hansestaden Hamburg ved Elben. Vejen fra Hamburg til København var en hovedpulsåre, der bandt det danske monarki til det europæiske fastland. Det varede to, til tider tre dage for posten at nå frem til København. Og det var jo ikke bare et postbud med taske over skulderen. Ifølge dagbladet Fædrelandet bestod posten fra Hamburg den 31. januar 1850 af ikke mindre end 26 tætpakkede vogne, der via Fredericia nat og dag kørte mod København. Det var ikke på grund af mængden, det blev nævnt i avisen, men fordi isen i bælterne forsinkede posten en dag mere end sædvanligt. Alene overførelsen over Store Bælt af indholdet af de 26 vogne må have været en kraftanstrengelse i betragtning af skibenes størrelse. Den 4. februar begyndte aviserne i København altså øverst i venstre hjørne med at skrive „Af posten fra Hamburg erfarer vi …”, og så fulgte meldinger fra hofferne i Berlin, London, Sankt Petersborg osv. Udenrigsk nyhedsstof var ca. en uge gammelt, førend det nåede ud til de københavnske læsere.

Og hvad var det så for signaler, de danske avislæsere fik om udviklingen i Europa? Endnu i 1850 var der ild i ideologierne mange steder i Europa. I Paris, Berlin og Wien var der stadig kampe på barrikaderne. Men i løbet af det år var den politiske vindretning drejet omtrent 180 grader – den revolutionære liberalisme havde tabt pusten, og reaktionære vinde blæste stærkt over Europa. Konger og kejsere stillede sig tættere sammen og hjalp hinanden med at slukke gløderne efter oprørerne. Den ivrigste brandmand var den russiske zar. Han hjalp beredvilligt den østrigske kejser, da denne multinationale kæmpestat gik op i limningen, med at samle brikkerne igen og undertrykke de demokratiske kræfter. Forsøget på at samle det splittede Tyskland på et demokratisk program smuldrede efterhånden som Preussens konge fik kvalt oprøret i Berlin. De forundrede læsere i København kunne følge, hvordan liberalismen langsomt, men sikkert også blev kvalt i Frankrig, hvor frihedstanken ellers var født. Den valgte præsident Napoleon fjernede med kirkens hjælp den demokratiske forfatning og lod sig i 1852 krone som kejser Napoleon 3. Det vældige europæiske frihedsfyrværkeri ebbede ud. Kun i små nationer som Danmark, Holland, Belgien, Schweiz og Sardinien fik de indførte, frie forfatninger lov til at bestå efter 1850.

En sådan udvikling måtte uundgåeligt gøre indtryk i Danmark. Hvad var forklaringen på dette hurtige vejrskifte efter 1849? Det var først og fremmest, at de pæne borgersønner, der oprindelig rejste oprørsfaner og barrikader, var blevet bange for de voldsomme folkelige kræfter, de selv havde udløst. Oprøret syntes at løbe fra dem. Bag ved dem strømmede lasede og sultende menneskemængder frem fra arbejderkvarterer, som borgerne knap kendte, og de begyndte nu at organisere sig i Paris, i Berlin og i andre europæiske storbyer. Karl Marx' kommunistiske manifest fra 1848 var et uhyggeligt varsel, som ikke kunne overhøres, heller ikke i København.

Danmark havde ikke endnu en egentlig arbejderklasse, og omvæltningen i København i 1848 var foregået stille og harmonisk. Men i de kredse, hvor avisernes bloddryppende beskrivelser af gadekampe og revolutioner udenlands virkelig blev læst, skabtes den overbevisning, at junigrundloven nok var blevet for liberal og ved først givne lejlighed burde revideres i konservativ retning. Hvad kunne ikke uvidende bønder og desperate fattigfolk finde på med al den opnåede frihed? De konservative kræfter fik vind i sejlene også i Danmark. Godsejere, der beskæftigede mange landarbejdere, og de unge nationalliberale som havde gennemført omvæltningen, blev stemt til eftertanke, også på grund af krigen i hertugdømmerne. Skulle der vindes støtte til de danske synspunkter hos den russiske kejser eller i Frankrig, måtte man bruge det samme reaktionære tonefald, som herskede der. Telegrafen meldte selvfølgelig også tilbage til Paris og Sankt Petersborg om de danske nationalliberale og om stemningen af sejrsglæde og stolthed over de danske landsoldater i København.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Fortumlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig