Frederik 7. elskede fantasifulde hjelme og hatte med flotte farver og fjerbuske. Særligt ry stod der om den strålende hjelm i det endnu næsten ukendte metal, aluminium, der for første gang i verden blev fremstillet af H. C. Ørsted i 1824. Det blev frembragt med den grønlandske stenart kryolit som katalysator. Fremstillingen af det lette og føjelige materiale var en forskningsopgave, som Napoleon 3. satsede store formuer på, fordi han mente, metallet kunne bruges til militære formål. Danmark blev foregangsland på området efter fundet af kryolit i Grønland og kemikeren Julius Thomsens forskning omkring stoffet. Det var kryolitselskabet Øresund, der skænkede hjelmen til Frederik 7.

.

Kongelig modtagelse på Christiansborg 1863. En stjernestund i Frederik 7.s liv var modtagelsen i 1863 af en deputation fra Grækenland, der bad om at få den danske prins Vilhelm til konge over landet. Frederik 7. holdt ved den lejlighed en kort beåndet og velformet tale, som blev citeret over hele Europa siden hen. Prinsen, den senere Christian 9.s søn, blev Grækenlands konge i næsten 50 år under navnet Georg 1.

.

Arkæologi interesserede Frederik 7. levende, og han iværksatte flere store udgravninger af kendte fortidsminder. Arkæologen Jacob Kornerup har tegnet, hvordan det foregik. Hoffets herrer måtte pænt overvære seancen, når de rekvirerede soldater gik i gang. Selv medbragte kongen sin bedste lænestol og den uundværlige lange pibe. Her er det en af Jellinghøjene, det gælder. Tidens mest fremtrædende yngre oldforsker, J. J. Worsaae, er ved at aflægge beretning om gravningerne for kongen.

.

Kammerherre Carl Berling og Frederik 7. Kongen er i hjemmeudstyr, den ildrøde fez og med en af sine mange piber. Kong Frederik havde tillid til sin privatsekretær, men måtte, hårdt presset af den offentlige forargelse, afskedige ham i 1860. Det gamle foto har hængt på Jægerspris, siden kongen selv boede der.

.

Alle ville formodentlig have elsket Frederik 7. uden større forbehold, så bizar som han nu var, hvis det ikke havde været for denne kvindelige skikkelse, der kom til at præge hoffet og det politiske liv gennem hele hans regeringstid. Louise Rasmussen var født 1815 som datter af en kontrollør ved Det kongelige Teater. Som lille pige slap hun derfor ind ved balletten uden dog at gøre karriere. Efter et ophold i Paris nedsatte hun sig som modehandler i København, og det var ved denne tid, hun traf prins Frederik. Hun havde da et eller to børn og stod i nært forhold til den velhavende bogtrykker og avisudgiver Carl Berling, der også var god ven med Frederik. Prinsen elskede simpelt hen Louise, og hun havde en god indflydelse på ham. Da Christian 8. døde, og han selv blev konge, insisterede han på at blive gift til venstre hånd med Louise. I godt to år lykkedes det hans ministre at udsætte vielsen. Men i august 1850, da slaget ved Isted blev fejret og gjorde kongen populær, måtte ministrene give op, og han blev da viet til Louise i Frederiksborg Slotskirke. Adlet som grevinde Danner, flyttede hun nu sammen med Berling ind på slottet og etablerede en slags junta omkring kongen. Berling blev udnævnt til Frederik 7.s kassemester og privatsekretær. Han og grevinden beherskede adgangen til kongen og manipulerede med hans meninger, så let påvirkelig som han var. Hoffets embedsmænd og Københavns borgerskab rynkede på næsen ad denne proletarpige, der ikke engang kunne tale hoffint. C. F. Holten anfører bl.a. imod hende, at hun sagde „skod” i stedet for „skød” og „fros” i stedet for „frøs”.

Men værre var det, at grevinden og Berling temmelig åbenlyst blandede sig i politik og havde nære forbindelser til bondevennerne, den eneste gruppe i Rigsdagen, der – i folkelighedens navn – var villig til at anerkende grevindens position. For hendes vedkommende var det ikke udtryk for politisk interesse, men kun del af hendes vedholdende anstrengelser for også udadtil at blive anerkendt som kongens hustru. Også Frederik 7. ønskede dette, men ikke blot adelen, også borgerskabet i København vendte hende demonstrativt ryggen. Balthazar Christensen, som havde gode forbindelser med Berling, tilrådede kongen at foretage en officiel hyldningsrejse med grevinden. Men parret turde ikke rigtig. De foretog først en „prøvetur”. Et år efter brylluppet steg kongen og grevinden i land på – Christiansø med dens 100 beboere, hvor hun blev vel modtaget og holdt to børn over dåben i den lille kirke. Derefter forsøgte man sig i Rønne. Ved ankomsten med kongeskibet lod kongen sig hylde alene på dækket. Da hurraerne var forstummede, forsvandt han ned i kahytten og vendte tilbage med grevinden, slog ud med armene og råbte: „Mine kære bornholmere! Må jeg forestille jer for min kone; hun havde lyst til med mig at besøge Eders smukke ø”. Og så måtte borgerne om end nødtvungent råbe et hurra for „konen”. Kun i én by, Flensborg, anerkendte indbyggerne fuldt ud grevinden, og kongeparret kom da også trofast hvert år til borgerforeningens store bal. Det var altid en meget fugtig fest, som det tog kongen flere dage at komme sig over.

Grevindens nærværelse ved hoffet gav anledning til stadige intriger og megen uro. På den anden side havde hun også en god indvirkning. Hun bidrog væsentligt til, at kong Frederik fik en række forholdsvis stabile år. Hun passede godt på hans i virkeligheden svage helbred, så han nåede at blive 55 år, holdt igen på hans lyst til at drikke, og passede på, at han psykisk var i balance. Grevinden forstod at hygge om sin Frederik. Den fulde idyl udspillede sig på Jægerspris Slot, som kongen købte til hende som „sommerslot”. Her sad han i dagevis ved voldgraven og fiskede karper (som kammertjeneren havde hældt i om morgenen) og drog i felten ved at sove ude i haven med sine adjudanter i telte, opstillet som en militær lejr med skildvagter natten igennem. „Han trænger til en moder”, sagde grevinden, og det var nok det sandeste udtryk både for deres indbyrdes forhold og for kongens psykiske problem.

Vurderingen af Frederik 7. har svinget meget. At han blev elsket af det menige danske folk vidner endnu utallige mindesten og statuer om overalt i landet. Frederik var selv med til at skaffe sig positionen som den folkekære, og han voksede ved at mærke sin popularitet. Men befolkningen gjorde sig overdrevne forestillinger om kongens ædelhed og demokratiske sind. Den blev en myte, som voksede også efter hans død, så at sige fornyet og forbedret, da hans efterfølger omvendt førte en bevidst ufolkelig politik. Når Frederik „Folkekær” trods sit bizarre og utilregnelige væsen alligevel bevarede sin popularitet og modstod borgerskabets forargelse, skyldtes det først og fremmest hans store stab af adjudanter og hoffolk, som loyalt skjulte de sørgelige kendsgerninger og spillede det nødvendige spil, der styrkede snarere end svækkede kongemagtens position i et ellers vaklevornt forfatningssystem.

I tiden mellem de to slesvigske krige, hvor fyrster endnu dominerede Europas udenrigspolitik, og Danmark blev kastebold i et storpolitisk intrigespil, trængte befolkningen til at tro, at landet havde en normaltbegavet monark, som kunne stå som en rimelig modspiller dels for andre europæiske fyrster og dels over for det unge, danske demokratis ledende politikere, der var skizofrene både i forhold til det nationale (helstat eller ejderstat) og til det demokratiske princip i junigrundloven.

Men de samme adjudanter og hoffolk, der skærmede kongemagten, medens Frederik 7. levede, fik travlt med på deres gamle dage at få skrevet og udgivet, hvad de dog havde oplevet ved det bizarre hof, og udøse deres galde over grevinden og Carl Berling. Louise Rasmussen var sikkert barsk i sin kamp for at holde sin position som kongens hustru, og hun har med tidens brede sociale kløfter virket som et fremmedlegeme ved hoffet. Til gengæld var den herskende klasse omkring hende ikke alene borgerlig, men til det yderste småborgerlig og bigot i sin forfølgelse. Hendes private dagbog fra 1853-54, der ikke kan være noget falsum, og som blev udgivet i 1915, viser i hvert fald en kvinde, som tog sin opgave som beskytter af den psykisk og fysisk svage konge virkelig alvorligt og oprigtigt holdt af ham på sin egen måde. Desuden må det noteres, at hun på ingen måde brugte sin position til uretmæssigt at berige sig eller udnytte sin stilling. Slottet i Jægerspris bortskænkede hun til et hjem for unge piger, og det eksisterer den dag i dag som institution. Carl Berlings fremfærd ved hoffet var mere problematisk. Det var sikkert helt berettiget, at de nationalliberale i 1859 direkte tvang ham bort fra hans betroede embeder hos kongen.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Grevinden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig