Klasseskel på landet

Grundlæggelsen af højskoler var kun et led i det omfattende net af selskaber og foreninger, der dannedes på den tid. I Holbæk amt, som er bedst undersøgt i denne henseende, kan man fra sogn til sogn følge, hvordan det omtrent var den samme kreds af bønder og skolelærere, som var aktive. Samtidig med højskolen i Vallekilde oprettede man friskoler for børn i mange sogne og desuden et par valgmenigheder. Men helt parallelt fulgte andre initiativer: nye filialer af skytteforeningen dukker op med tilhørende opførelse af øvelseshus; desuden sparekasser, brugsforeninger, sygekasser og landboforeninger med rådgivning i dyrkningsformer osv. I en del af amtets sogne var hele viften af organisationer skabt i løbet af tre til fire år mellem 1866 og 1870. De danske bønder organiserede sig med det formål at gøre sig åndeligt og materielt uafhængige af godsejer og købstad. På længere sigt drømte man ude på landet om et bondestyret Danmark.

Danske bønder blev i disse år meget standsbevidste, afstak deres grænser klart i forhold både til landbrugets overklasse, godsejerne, og til byernes borgerskab. Men de definerede også meget bevidst bondestandens grænser nedad mod de besiddelsesløse på landet. Bondestanden var beboerne på de ca. 70.000 mellemstore gårde på mellem en og 20 tønder hartkorn. Udenfor stod ca. 750.000 landboere, som endnu knap var blevet politisk bevidste, ja, næppe havde tid eller kræfter til andet end sliddet med at skaffe sig selv og deres familier føden.

Nærmest bønderne lå de godt 160.000 husmandsfamilier, en forarmet og overset social klasse, som først fandt et politisk ståsted et halvt århundrede senere og da vel at mærke uden for venstre. En fjerdedel af dem havde mellem ti og 20 tdr. land og klarede sig lige akkurat på egen produktion. I Nordjylland var afstanden fra husmands- til bondebrug ikke stor, den sociale afstand altså heller ikke. Men i resten af landet var der en afgrund mellem bønder på den ene side og husmænd på den anden. De mindste husmænd, som med et gammelt udtryk kaldtes inderster, havde slet ingen eller kun meget små jordlodder og var derfor henvist til at søge arbejde på godser eller bøndergårde.

Grænsen nedad fra husmænd til, hvad man kaldte daglejere var usynlig. Fælles for hele denne klasse af tjenestefolk var, at det overvejende var gifte folk med mange børn og en levefod, der lå på eller under sultegrænsen alt efter konjunkturerne og høstudbyttet. Her var tale om et liv fra hånden og i munden, en økonomi, hvor børnenes mulighed for indtjening allerede længe før konfirmationen var en afgørende del af overlevelsen. Hvor lavt husmændene stod socialt fremgår af, at det først var i 1848, at godsejernes ret til at straffe „deres” husmænd korporligt blev ophævet. Men husmændene sakkede også bagud socialt, fordi de ikke havde råd til at tage nye metoder som dræning og mergling i brug eller til f.eks, at anskaffe heste i stedet for stude. På den anden side var godsejere og bønder afhængige af husmændenes arbejdskraft især i perioderne omkring såning og høst.

Men de gifte husmænd og inderster måtte konkurrere om arbejdet på bøndergårde med den egentlige tyendeklasse, de unge, ugifte karle og piger, der udgjorde den største del af landarbejderne. I gennemsnit havde en almindelig gårdejer et par karle til markarbejdet og en eller to piger til malkning. 1860'erne er endnu den store kornsalgstid og behovet for arbejdskraft derfor relativt beskedent i forhold til senere, hvor det udvidede kreatur- og svinehold krævede flere medhjælpere.

De, som var på kost hos husbond, havde den fordel, at de tre gange om dagen kunne sætte sig til madmors fælles grød- eller sulefad og stikke til sig. Men dermed var det også forbi med fordelen ved tilværelsen som karl eller pige. Kønspolitisk set kunne man her tale om en ligedårligstilling, hvad arbejdstid og arbejdsbetingelser angik, men ikke om ligeløn. Udbuddet af arbejdskraft var så stort, at kontantlønnen var forsvindende lille og i mange tilfælde erstattedes helt eller delvist af materielle goder som et par træsko og et sæt tøj om året. Ofte kunne der være et smukt patriarkalsk forhold mellem husbond og tyende. Men der var også hyppigt tale om en urimelig udnyttelse, en diskrimination, der kom klart til orde i den lov om tyendets retsstilling, som Rigsdagen vedtog i 1854. Set med samtidens øjne var tyendeloven nok et fremskridt, en parallel til forbedringen af husmænds rettigheder fra 1848. Men de unge karle og piger var uvidende om deres rettigheder over for husbond og dermed som følge af tidens autoritære tankegang forsvarsløse over for retssystemet og blev – set med senere tiders øjne – gjort næsten værgeløse over for husbonds vilkårlighed. I tyendelovens formuleringer er der mindelser om fortidens stavnsbånd og hoveri. Tyendet eller „det”, som de unge mænd og kvinder slet og ret betegnedes under ét i loven, skulle ved konfirmationen udstyres med en „skudsmålsbog”, som husbond skulle skrive i. De fæstedes ofte for et helt eller halvt år ad gangen, og når de skiftede plads, skulle de hen hos præsten og „melde afgang” og tilsvarende „melde tilgang” hos præsten det nye sted. De kunne ikke bare rejse ligesom andre.

Tyendeloven blev vedtaget af bondevenner og godsejere i forening, og det er en meget sigende kendsgerning, at det senere bondeflertal i Folketinget og godsejerflertal i Landstinget ikke i det følgende halve århundrede fandt anledning til at menneskeliggøre tyendeloven eller skaffe husmænd bedre vilkår. På kort sigt betød dette, at bønder og godsejere forholdsvis let sikrede sig billig arbejdskraft, men på langt sigt var konsekvensen, at venstre som følge af denne standsegoisme tabte en betydelig del af landbefolkningens stemmer. Radikale og socialister høstede siden rige afgrøder på landbosamfundets „overdrev”.

Dansk landbrug var i slutningen af 1860'erne ved at løbe ind i et befolkningsproblem. Bønder og husmænd fik store børneflokke, hvilket bevirkede, at der opstod et proletariat af jordløse gårdmands- og husmandsbørn. I andre lande, f.eks. i Sverige, løste bønderne delvis problemet ved at opdele deres jord i mindre landbrug, der fordeltes til arvingerne. Men i Danmark havde fæstevæsenet og de mange slægtsgårde, der gik i arv gennem generationer, gjort, at man nødigt delte danske bøndergårde i arveforhold.

Børnene måtte altså ud at tjene som tyende. Udbuddet af arbejdskraft blev derved så stort, at det trykkede lønnen til et minimum. Karlene havde næsten ingen mulighed for at spare op til en husmandslod endsige en bondegård. Efterspørgslen på jord fik priserne til at stige, og det er påfaldende, at de steg mest i de egne af landet, hvor storlandbrug med mange karle og piger på kost dominerede.

Dette var en del af forklaringen på tidens store iver for at indvinde ny landbrugsjord ved dræning, udtørring og hedeopdyrkning. Men der var også en anden årsag. Kornpriserne blev nemlig ikke ved med at være så fordelagtige som før, og for at holde indtjeningen måtte mere jord lægges under plov. Her var Danmark blot en lille brik i et fænomen, der kom til at påvirke hele verdensøkonomien. De første store bølger af udvandrere fra Europa kom fra 1840'rne over til den amerikanske prærie og begyndte at dyrke de store, frugtbare områder. I løbet af nogle år kunne de eksportere en overflod af hvede og majs til Europa. Det fik fra ca. 1865 (efter ophøret af Den amerikanske Borgerkrig) kornpriserne i hele Europa til at falde; først langsomt, fra firserne hurtigt. Dette havde forskellige virkninger i de forskellige lande alt efter landbrugsstruktur og ejerforhold. Særlig voldsom blev virkningen i Sverige, der fra 1865 blev kastet ud i en særlig alvorlig landbrugskrise, nærmest en hungersnød. Det blev tegnet til det store opbrud, en masseudvandring fra alle dele af Sverige.

I Danmark mærkedes faldet i kornprisen mindre og de større landbrugere holdt indtægterne oppe ved opdyrkning af hede og sandjorde, dræning og mergling. Men bønderne kompenserede også for de faldende kornpriser ved at trykke landarbejdernes løn. Dette sociale pres kunne være blevet en politisk trussel, hvis der ikke havde vist sig lokkende udveje ud af tyendetilværelsen, afvandring fra landbruget til en helt anden tilværelse.

To store fælleseuropæiske udviklingslinier, befolkningsforøgelsen efter 1840 og kornprisfaldet efter ca. 1865, blev afgørende også i Danmarks historie. Men herhjemme skabte det ikke nogen alvorlig krise. Dansk landbrug forstod at afværge krisen og udnytte situationen til egen fordel – mon ikke takket være de åndelige løfteiser, som krigen 1864 og Grundtvigs forkyndelse havde givet den danske bondestand?