Lærer Rasmus Nielsen, Rude øst for Skælskør, fotograferet i 1860'erne med standens symbol, en bog. Han var lærer i sognet 1864-99, fra 1876 i et nyt skolehus, hvor der var tilbygning til sparekasse og til sogneforstanderskabet. Rasmus Nielsen var en af de mange idealistiske seminarister, der formidlede det moderne økonomiske og kulturelle gennembrud på sogneniveau landet over. Indtil 1854 var læreruddannelsen højst utilstrækkelig og foregik på præstegårde rundt om i landet. Men i 1854 grundlagdes en treårig uddannelse, der foruden nødtørftige kundskaber også gav en grundtvigsk farvet åndelig vækkelse, som lærerne tog med ud og viderebragte i de sogne, de tjente. Præster og biskopper modarbejdede denne reform af al kraft, men forgæves.

.

Bestyrelsen i Gøl Sogns Spare- og Lånekasse 1895. Det var den lokale skolelærer, som gjorde skrive- og regnearbejdet i nær forståelse med gårdmænd fra egnen.

.

Trods sin humane og „oplyste” form havde de sidste årtiers enevælde efterladt en trykkende følelse af overvågeise og formynderi i landbefolkningen. Det gav sig udslag i en ofte meget tydelig modvilje mod myndigheder som præster, herredsfogeder og godsejere, der kunne blande sig i lokale politiske eller religiøse bevægelser. Den generation, der var vokset op i den fattige periode under og efter Napoleonskrigene, var også den første, der nød godt af den bedre uddannelse efter skolereformen 1814. Og med udvidelsen af nettet af folkeskoler landet over blev sognene befolket af den ny tids kulturbærere, den unge generation af skolelærere, der kom til at stå den menige befolkning på landet meget nærmere end præsterne. Omkring lærerstanden skabtes et miljø på sogneplan, hvoraf græsrodsbevægelser kunne spire. Skolereformen gav også mulighed for aftenskoler for voksne, og læreren kunne tage initiativ til lokale bogsamlinger. Skønt bondefødte rakte lærernes horisont videre end bøndernes både åndeligt og i det praktiske livs nydannelser. Hos dem kunne man mødes efter dagens gerning i fælles tro og arbejde på ideer eller dogmer uden præsters og herredsfogeders indblanding.

Fornyelsen kom fra de samme unge årgange af mænd, der havde været soldater under krigen fra 1848. De rejste siden hjem til sognet med den nationale begejstring i tornystret. Og den nye grundlov anviste dem ligefrem, hvordan de kunne fortsætte feltlivets fællesskab i deres hjemegn. Lovens paragraf 92 gav borgerne fri ret til at danne foreninger, og den blev benyttet flittigt i de følgende årtier ude i landbefolkningen. 1850'erne og navnlig 1860'erne er med rette blevet kaldt „foreningstiden”. Et utal af små og store organisationer spirede frem på sogneplan med materielle, åndelige og politiske formål. Om det var en sparekasse, en gudelig forsamling, en læsekreds eller en politisk forening, det var som oftest den samme kreds af mænd og kvinder i sognet, der stod i spidsen. Men det var ikke et tilfældigt udsnit af beboerne uanset indtægt. Denne vækkelse til social bevidsthed om fællesskabets betydning var begrænset til den lokale elite, de veletablerede bønder, der tjente godt på avlen, da kornprisen var høj, og derfor havde råd til at holde rigeligt med tyende. Så fik de selv tid til at dyrke andre interesser og kunne gøre sig økonomisk uafhængige af godsejere og hovne folk i købstaden.

Et meningsfyldt formål for denne græsrodsbevægelse var oprettelse af sparekasser. De første var efter forbilleder i England oprettet længe før 1848 af godsejere, der ville hjælpe deres bønder og husmænd til at modstå dårlige tider. Efter 1848 slog ideen an i købstæderne, men nu som forretning. Inden 1865 var der dannet ca. 50 sparekasser i byerne, bestyret af handlende, embedsmænd og nærtboende godsejere. Men omegnens bønder, „almuen”, var som regel ikke velkomne til at deltage hverken som indskydere eller som låntagere. Denne sociale diskrimination vakte indignation ude på landet og tændte initiativlysten i sognene. En af de mest sympatiske skikkelser i den sjællandske bondebevægelse, C.C. Alberti, grundlagde i 1856 Den sjællandske Bondestands Sparekasse, der blev en vigtig økonomisk drivkraft for bondebevægelsen.

Den samme sociale indignation vaktes i Østjylland, hvor folk omkring Geert Winther og Lars Bjørnbak skabte landbosparekasser for Århus og Vejle amter 1862-63. Men der var også grøde uden for disse i forvejen politisk vakte områder. I de følgende ti år opstod ikke færre end ca. 250 små sognesparekasser, overvejende i Jylland.

Overalt tegner sig det samme mønster af folkelig økonomisk-politisk protest. Det var næringen, der fik mange små græsrodsbevægelser til at gro. Bestyrelserne i sparekasserne bestod af skolelæreren, der kunne skrive og regne bedre end de fleste, og en lille flok bønder, målbevidste, selvsikre mænd. Disse „hjælp-til-selvhjælp” institutioner havde oprindelig også en filantropisk side: bønderne ville give deres karle og piger mulighed for at spare op for at kunne få foden under eget bord. Men tyendelønnen var så ringe, at det næppe havde nogen nævneværdig social virkning for landarbejderstanden.

Landbosparekasserne blev, efterhånden som deres kapitaler voksede, et virkelig kraftigt værktøj for bondestanden til teknisk udvikling af driften. De var en vigtig forudsætning for de to store fremskridt i dansk bondebrug, først det store jordforbedrings- og dræningsarbejde op til 1880, senere i firserne for andelsbevægelsen, dynamoen i dansk økonomi op mod århundredskiftet.

Parallelt med sparekasserne grundlagdes andre foreninger med tilsvarende former for økonomisk fællesskab, f.eks, forsikringsvirksomhed af forskellig art, „kokasser” (kreaturforsikring), brandkasser, sygekasser og – noget senere – brugsforeninger. Det fælles folkelige udgangspunkt viste sig ved, at man blandede formålene: nogle af sparekasserne arrangerede desuden oplysende foredrag eller oprettede biblioteker for kunderne. Ligeledes var der en del af de første brugsforeninger, der samtidigt fungerede som sparekasser.

I visse egne var aktiviteten omkring åndelige rørelser og materielt fællesskab særlig stor. Det gælder således Holbæk amt, Sydsjælland, Falster og Sydfyn. Det var måske ikke tilfældigt, at det faldt sammen med områder, hvor der lå mange store godser, som bønderne ønskede at gøre sig uafhængige af. I de gode år efter 1850 var det ikke mindst godsejerne, der tjente mange penge – og brugte dem igen i 1860'erne, mange steder til at bygge store hovedbygninger med kamtakker og tårne. Såkaldte historiske rekonstruktioner, der i virkeligheden var standsbevidste manifestationer af ejernes magt og velstand. Andre godsejere købte jord op, hvor de kunne få det. I slutningen af tresserne erhvervede danske godsejere vidtstrakte arealer i Sydsverige. I alt 124 gårde i omegnen af Markaryd blev ifølge svenske kilder købt af danskere, ikke til yderligere kornavl, men til skovbrug suppleret med oprettelse af dampdrevne savværker. Blandt de store opkøbere var D.G. Monrads søn og navnlig hans svigersøn, N.C. Frederiksen, der ved siden af var professor i økonomi ved Københavns Universitet. Frederiksen blev i Skåne kaldt „skogsdjävulen”, fordi han på kort tid opkøbte ca. 20.000 „tunnland” skov. Men han forkøbte sig og gik konkurs i 1875. Også i Danmark vakte opkøbene i Skåne ubehag. Blandt andet faldt det bondevennerne for brystet, at godsejerne trods deres store indtjening i perioden dog kæmpede så bjergsomt på Rigsdagen for at få erstatning for afløsningen af det fæstegods, de endnu havde tilbage.

Det var ofte gennem de lokale rigsdagsmænd blandt bondevennerne, at ideerne til nye lokale foreninger spredtes. De drog rundt i deres valgkredse og dannede filialer af f.eks. brandkasser, som de selv havde oprettet. Som forretningsførere for dem kunne de på én gang opnå en styrkelse af deres politiske organisation og en forstærkning af deres anstrengte personlige økonomi.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Foreningstiden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig