Tage Algreen-Ussings guldpokal. På Hotel d'Angleterre i København afholdtes den 22. april 1839 en fest for Tage Algreen-Ussing, hvor det liberale borgerskab hædrede hans indsats i Østifternes stænderforsamling. Der var indkommet et betragteligt beløb – 1400 rigsdaler – til festen, og Balthazar Christensen foreslog da, at man skulle lade fremstille en guldpokal til den mand, der i Roskilde havde stået som de liberales førstemand. Under festen var der dog andre, der mere praktisk foreslog, at man skulle anvende beløbet til at købe hædersgæsten en ejendom, således at man herved sikrede, at han fortsat var valgbar. Der udspandt sig en diskussion om poesi og symbolik over for det praktiske og gavnlige. Poesien vandt.

.

Samtidig med at nørrejyderne mødtes i Viborg, var der stænderforsamling for Slesvig i Slesvig by. Det var her som i de øvrige stænderforsamlinger reformer (læs besparelser) i de offentlige finanser, der optog meget af debatten. Skatteydersynspunkter kom frem både i Slesvig og Viborg, hvor man klagede over de høje udgifter til fattigvæsenet, og begge steder rejste man fra de mindre landejendomsbesiddere spørgsmålet om indførelsen af almindelig værnepligt.

Forslaget til en mere liberal toldlovgivning skilte de forskellige stænderforsamlinger og inden for disse repræsentanterne fra de forskellige erhverv. I Roskilde ønskede grosserer Hvidt størst mulig frihandel, mens papirfabrikant Drewsen var beskyttelsesmand. Forslag til indførelse af kommunalt selvstyre for købstæderne blev positivt modtaget.

Regeringen havde lagt op til en stramning af en række bestemmelser om retsforholdet mellem godsejer og fæster, og det gav anledning til en principiel konflikt i Roskilde, hvor en godsejerfløj kom i modstrid med forsamlingens flertal af liberale og bønder, der ønskede reformtidens landbolovgivning videreført med yderligere sikring for bonden, afskaffelse af hoveri og andre naturalafgifter og med selvejendom for bønderne som målet.

Stænderforsamlingens indførelse og første virksomhed 1835-36 havde tilvejebragt et egentligt politisk forum. Det var karakteristisk for den nye tingenes tilstand, at Kollegialtidende - forløberen for Lovtidende – nu ved offentliggørelsen af love anførte, hvorledes den endelige lovtekst forholdt sig til de forslag, stænderne var fremkommet med, og hvorfor regeringen havde fulgt eller ikke fulgt disse forslag.

Der var dog grænser, som da J. S. Møsting i et brev af 6. marts 1836 gav luft for harme over, at medlemmerne i Roskilde havde udtalt sig om den finansielle styrelse og endog havde nævnt hofholdning og staldetat som genstande for besparelser.

På en række områder fik stænderforsamlingernes forhandlinger indflydelse på de kommende års lovgivning, og i andre tilfælde blev der bragt emner frem, som skulle komme til at udgøre slagfelterne for de kommende års politik i monarkiet.

Det gjaldt især for landboforholdene, og Nis Lorenzens andragende i de slesvigske stænder den 8. juni 1836 om indførelse af dansk retssprog i Sønderjylland var snarere at opfatte som et bondekrav over for embedsstanden end som en national tilkendegivelse. Ingen reagerede da heller på, at repræsentanten for Ærø samme dag i en anden sammenhæng talte dansk – „äusserte sich der Herr Klestrup in dänischer Sprache auf folgende Weise”, som protokollen for den slesvigske stænderforsamling noterede det.

Den umiddelbart vigtigste konsekvens af stænderforordningerne og de første mødesessioner var etableringen af en politisk institution inden for rammerne af det enevældige system. Politisk aktivitet fra borgernes side var hermed legitimeret. Der var valgt mænd, der skulle optræde som deres medborgeres talsmænd i forhold til regering og administration.

„I øvrigt vedligeholder den politiske interesse sig fornemmelig her”, skrev biskop Mynster sidst på efteråret 1836 fra København til provsten på Stevns. Der var med stændervalgene og -forsamlingerne taget et skridt, der ikke kunne gøres om. Vurderingen af de første sessioner varierede, alt efter iagttagerens udgangspunkt. Hertug Christian August af Augustenborg mente, at kun forslaget til en ny toldlov af et mere liberalistisk tilsnit havde været af storpolitisk interesse.

Den russiske gesandt i Danmark, baron Nikolaj, havde fulgt stændermøderne i sine indberetninger til Sankt Petersborg. Han fandt, at man kunne se med nogenlunde fortrøstning på forholdene. Bøndernes deltagelse var ganske vist uheldig, men de referater, der kom fra møderne, viste en god og overvejende loyal stemning.

Der var mange ting, der skulle rettes op på i Danmark, skrev den russiske chargé d'affaires sidst på året 1836, og det forklarede de mange andragender fra stænderne. Det var nu blot at håbe på, at den danske regering ikke lod sig rive med af den liberale tidsånd.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Erfaringer og resultater.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig