Bonden på Holevadgården var fæster under præstekaldet, og gården var ifølge den endnu gældende 1688-matrikel skyldsat til lidt over ni tdr. hartkorn. Anders Andersen hørte derfor til den del af bondebefolkningen, hvis adkomst til valgret og valgbarhed havde været diskuteret under forberedelserne til stænderordningen. Han fik valgret, men savnede nogle skæpper i at være valgbar. Efter alt at dømme udnyttede han som de fleste af de andre vælgere i sin klasse sin stemmeret.

I sine optegnelser fortæller han at „… Baag herred tillige med Vissenbjerg, Tommerup og Brylle sogne blev tilsagt til at møde på Assens rådhus fredagen den 19. september, og da blev gårdmand Anders Kristensen i Aborre udvalgt til at møde ved forsamlingen i Roskilde, som blev bestemt til 1. oktober 1835 og som varede til februar måneds udgang 1836. På samme tid var lige sådan møde i Itzehoe.”

Valgene til stænderforsamlingerne fandt sted i løbet af efteråret 1834. I København gik der både pressedebat og prøvevalg forud for selve valget, der strakte sig over dagene 17.-24. november. Valgdeltagelsen var høj. I hovedstaden stemte tre fjerdedele af vælgerne, mens ikke mindre end 87 procent af de mindre landejendomsbesiddere i Jylland afgav deres stemmer.

Lidt lavere lå deltagelsen i klassen af godsejere, der i hertugdømmerne var mindre end to tredjedele. Men netop den mindre deltagelse fra den traditionelt mest oppositionelle gruppe i monarkiet kunne være udtryk for misfornøjelse. Der er talrige udtryk for, at valgdeltagelse i sig selv var at opfatte som en loyalitetserklæring til den kongemagt, der havde „givet” stænderne.

Godsejer Nyegaard, Stenalt ved Randers, der blev valgt i godsejernes klasse, beklagede sig i et brev til professor C. N. David i København over tendensen i valgene blandt bønderne. De valgte skrålhalse, der var godt skåret for tungebåndet, frem for „gode, ærlige bønder, der – om de end for tiden ikke kunne udrette synderligt – fra forsamlingen kunne hjembringe rigtigere forestillingerom vore borgerlige forhold”. Bønderne i kongeriget og Holsten valgte i vid udstrækning af deres egen stand, mens der i Slesvig var en tendens til at vælge embedsmænd.

Købstæderne, der ofte var flere om en repræsentant, valgte lokale embedsmænd og advokater med et vist indslag af købmænd, fabrikanter og håndværksmestre. I København var af de 12 repræsentanter to embedsmænd og en advokat, medens de ni tilhørte det næringsdrivende borgerskab. Godsejerne valgte til alle fire stænderforsamlinger overvejende besiddere af det helt store hartkorn.

Op til stændernes indkaldelse tog den politiske aktivitet til. De valgte repræsentanter tog kontakt med deres vælgere eller med andre repræsentanter for at kunne pejle sig ind på de kommende opgaver. Lensgreve F. A. Holstein, Holsteinborg, samlede således godsejerrepræsentanterne for Østifterne og appellerede til dem, i overensstemmelse med sin idealistiske indstilling, om at sætte det heles vel over egen fordel.

Pressen tog i stigende omfang de spørgsmål op, man ønskede behandlet i stænderne – således opregnede det liberale Fædrelandet den 31. juli 1835 ikke mindre end 23 forskellige punkter, som bladet foreslog de deputerede at beskæftige sig med.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet De første stænderforsamlinger.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig