C. A. Jensens billede af journalisten Johannes Hage fra 1837 synes at foregribe hans tragiske endeligt. Hage var blevet politisk vakt i 1830, og han var en af kræfterne bag oprettelsen af Fædrelandet i 1834. Han hørte til regeringens stærkeste kritikere, og særlig opsigt vakte en artikel om nepotisme ved embedsbesættelser, som han offentliggjorde i Kjøbenhavnsposten i 1835. Året efter blev han sat under anklage for overtrædelse af trykkefrihedslovgivningen, og i juni 1837 blev han idømt en bøde og livsvarig censur. Hage led af dårligt helbred, hans kone var død efter tre års ægteskab, og domfældelsen knækkede ham, således at han i efteråret 1837 tog sit eget liv.

.

C. A. Schleisner malede i 1836 en scene fra et københavnsk kaffehus, hvor dagens aviser Kjøbenhavnsposten og Fædrelandet tydeligvis bliver nøje studeret og diskuteret. Mens klubberne i slutningen af 1700-tallet havde været forum for diskussionen af offentlige anliggender, blev det i første halvdel af 1800-tallet ofte på restauranter eller som her et kaffehus, den københavnske middelstand mødtes og drøftede dagens anliggender. Det betød også, at pressens berøringsflade med befolkningen var bredere, end oplagstallene alene viser.

.

I København blev man underrettet om forhandlingernes gang i Roskilde, når de deputerede lørdag-søndag kom til hovedstaden. Forhandlingerne var lukkede og den udsendte Stændertidende mangelfuld.

Stænderforsamlingernes lukkede døre var betegnende for de vilkår, der gjaldt for den offentlige politiske debat i 1830'rne. Der eksisterede censur i Danmark. Krigsårene fra 1807 til 1814 havde medført en skærpelse af trykkefriheds-ordningen af 1799.

I 1810 var retten til at bringe udenrigspolitiske nyheder blevet et privilegium, der kunne fratages de blade, der efter regeringens opfattelse forsyndede sig.

I 1814 blev det bestemt, at alle blade med undtagelse af Statstidende (fra 1832 Berlingske Tidende) og Adresseavisen skulle forelægges politimesteren til gennemsyn inden udsendelsen – en eventuel beslaglæggelse skulle så forelægges domstolene.

Og i 1821 indførtes den praksis, at kun aviser med særlig tilladelse – afhængig af regeringen – kunne forsendes til almindelig porto. Aviser og blade uden denne tilladelse måtte gå med den langsommere og dyrere pakkepost, og postvæsenet kunne ikke tage sig af distribution og opkrævning af betaling i provinsen. Regeringen havde således direkte og indirekte god kontrol med pressen, og her var Frederik 6.s personlige indflydelse tydelig.

I 1825 var der i kongeriget 14 aviser med et samlet oplag på ca. 12.000 eksemplarer. Hertil kom den meget udbredte Adresseavisen, der var datidens annonceorgan. Statstidende var frem til midten af 1830'rne, som navnet antyder, at opfatte som det officielle organ. Den største avis i hovedstaden var Dagen, mens Politivennen var et populært organ for lokale nyheder og ikke-politiske sager. I provinsen havde hver landsdel fået sin Stiftstidende, og efterhånden fik de fleste lidt større byer deres avis. I 1835 var der ved årets begyndelse 19 aviser, og oplaget var steget til ca. 15.000.

Man var dog ofte flere om avishold, og både i hovedstaden og i provinsbyerne var der klubber eller læseforeninger, hvor man mødtes for at drøfte dagens nyt og læse inden- og udenlandske aviser. I København havde en snes klubber med læseværelse 2-3000 medlemmer. Datidens postvæsen lagde dog afgørende begrænsninger i udbredelsen af aviserne på landet, men en oplyst bonde som Søren Pedersen, Havrebjerg, ikke blot abonnerede på, men skrev ved en enkelt lejlighed også i Den Vest-Sjællandske Avis (senere Sorø Amtstidende).

Regeringens kontrol med pressen var nærgående, og de fremmede gesandter i København vogtede nøje over, hvad aviserne skrev om deres hjemlandes forhold. Politiet skred også ind mod distributionen af udenlandske blade, således i 1834 mod Den Constitutionelle fra Norge. For den liberale bevægelse var kravet om større frihed for pressen en forudsætning for en positiv udvikling af samfundsforholdene og en selvfølgelig konsekvens af stænderinstitutionen.

Ved siden af aviserne fandtes der en tidsskriftspresse, der henvendte sig til den akademiske elite. Oplagene var små, men indholdet var ofte tungtvejende, og Maanedsskrift for Litteratur (fra 1829) og J. Fr. Schouws Dansk Ugeskrift (fra 1831) åbnede deres spalter for drøftelsen af samfundsspørgsmål. Maanedsskriftet anmeldte således de mange pjecer, der udkom både på dansk og tysk om stænderforfatningen. En ikke ringe del af den politiske debat fandt sted i selvstændige småpjecer, således som det var tilfældet med Lornsens lille skrift og reaktionerne på det 1830-31.

Det første egentlige liberale presseorgan var Kjøbenhavnsposten, der var grundlagt i 1827. Oprindelig havde de litterære emner været i forgrunden, men ind i 1830'rne kom politikken til at dominere i bladet. Det blev i disse år de liberales talerør, og man bragte hyppigt stærkt kritiske artikler om regeringen og dens gøremål.

Det var en artikel i dette blad, der sendte Tscherning på hans ufrivillige ophold i udlandet. Avisen, der ved midten af 1830'rne havde et oplag på ca. 1000, hvoraf knap 350 i provinsen, var i en årrække det dagblad i Danmark, der flest gange blev beslaglagt af censuren.

I september 1834 udkom det første nummer af ugebladet Fædrelandet, hvis redaktør var C. N. David. Han blev nægtet tilladelse til at sende bladet med den hurtige brevpost, og en ansøgning til Danske Kancelli om at måtte bringe anonyme artikler – et typisk træk i datidens presse – blev også afslået.

Ligesom Kjøbenhavnsposten beskæftigede sig med de københavnske stændervalg, var denne begivenhed den umiddelbare anledning til Fædrelandets udgivelse. Bladets indgående behandling af politiske emner fra ind- og udland vakte snart opmærksomhed i offentligheden og betænkelighed hos Frederik 6.

Den offentlige debat om samfundsspørgsmål var således underkastet betydelige indskrænkninger. På nogle områder, f.eks. når det gjaldt landboforholdene, accepterede man traditionelt en meget fri meningsytring. J. C. Drewsen redigerede Landoeconomiske Tidender i 1820'rne, hvor den bestående lovgivning om fæstebønders forhold blev sat under indgående debat.

Men når det gjaldt selve styreformen, embedsmænds og privatpersoners handlinger og udenlandske forhold, vågede man nøje over pressen og litteraturen. Ikke få skribenter blev idømt livsvarig censur, f.eks. lektor Peder Hjort i Sorø og N. F. S. Grundtvig. Censuren kunne dog ophæves ved kongelig benådning, men det bidrog sammen med de øvrige kontrolforanstaltninger fra regeringens side til at stække ytringsfriheden.

Anonyme artikler var hyppige i aviser og tidsskrifter, og datidens forfattere og redaktører måtte pålægge sig en udstrakt selvcensur for ikke at komme i stadig konflikt med myndighederne.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Den politiske debats vilkår.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig