Kort efter åbningen af stænderforsamlingen i Roskilde i efteråret 1835 beskrev den unge embedsmand, auditør Otto Müller, den politiske stilling i forsamlingen i et brev til en norsk bekendt, bjergværksejer Jacob Aall, der havde spillet en vigtig rolle omkring 1814.
Set fra norsk side måtte man, mente Müller, smile ad en institution, der ikke gav folket andre rettigheder end dem, man havde før – nemlig ingen. Men stænderne var dog den impuls, hvorfra „en fri forfatning vil engang deraf udvikle sig”. Det stod nu klart for alle, men nogle pressede på udviklingen, andre stemmede imod, og atter andre var det „mådeholdne parti”.
De frisindede eller liberale havde i løbet af de første år af 1830'rne markeret sig som en synlig faktor i samfundslivet. Hvor Chr. Paulsen i 1820 havde måttet nøjes med liberale sympatier på tomandshånd (se afsnittet For og imod enevælden), så udgjorde de nu, som auditør Müller formulerede det, et parti, der prægede den offentlige meningsdannelse og trådte frem i stænderforsamlingerne.
Der var dog ikke tale om et politisk parti efter vore dages begreber. De liberale udgjorde snarere en kreds af meningsfæller. Hvad der bandt dem sammen, var den opfattelse: at stænderforsamlingerne var det første skridt til en endelig afskaffelse af enevælden og indførelsen af en fri forfatning. Det var i tråd med tiden.
Det norske eksempel var ligefor, og begivenhederne i 1830 havde gjort Louis Philippe i Frankrig til en konstitutionel konge og givet det frie Belgien (se afsnittet Julirevolution og stænderforordninger) en forfatning af 7. februar 1831. Storbritanniens politiske system var blevet moderniseret ved valgreformen i 1832.
1830'rnes liberale bevægelse havde helt overvejende sin baggrund i to københavnske miljøer. Det ene var universitetsverdenen, hvor en række af professorerne, især juristerne, trådte frem som skribenter og som aktive politikere i stænderne.
Af de teologiske lærerkræfter var det den unge H. N. Clausen, professor fra 1822, der i 1831 havde hilst stænderinstitutionen velkommen som løftestang for „almenåndens oplivelse”, og som optrådte som taler ved de tilbagevendende 28. maj-fester.
Clausen var en nær ven af J. Fr. Schouw, der som præsident for de to første stænderforsamlinger i kongeriget kom til at præge det politiske liv. Var universitetets professorer det tungt bevæbnede mandskab i den liberale armé, var studenterne de hurtige, letbevæbnede delinger.
Studenterforeningen og Regensen blev udklækningsmiljøer for nye – ofte mere radikale – liberale holdninger, og fra universitetet spredtes liberalismen til de lærde skoler, præstegårdene og embedskontorerne. Den akademiske liberalisme vendte sig mod enevoldsmagt og adel, og et stadigt angrebspunkt var de endnu bestående fødselsprivilegier.
På det økonomiske og sociale livs område opfattede man sig snarere som arvtagere af reformtraditionen fra årene efter 1784, og i landbospørgsmålene støttede man bøndernes krav om fortsat frigørelse fra godssystemet. At der forestod et langsommeligt og omfattende oplysningsarbejde, før almuen kunne få del i en fri forfatnings goder, var her en almindelig indstilling.
I Roskilde stænderforsamling var professor Schouw blevet valgt til præsident med 37 stemmer – grosserer L. N. Hvidt fik 18 og biskop Mynster 11 stemmer. Hvidt repræsenterede det andet liberale miljø, den københavnske handelsstand samlet omkring Grosserersocietetet og Børsen. Her blev man i 1830'rne liberal, men det københavnske borgerskabs liberalisme havde sin egen, lidt afvigende karakter i forhold til akademikernes.
Man var enig om kritikken af enevælden og det ønskelige i en fri forfatning – engelske samfundsforhold og politik blev ind i 1800-tallet ofte draget frem som forbilleder fra denne side. Man krævede ændringer i finanspolitikken og afvikling af de talrige bindinger, det offentlige pålagde næringslivet. Kravene om offentlige besparelser og kritikken af det stive og langsommelige statslige bureaukrati havde tilslutning fra handelsverdenen i hovedstaden og de større provinsbyer.
L. N. Hvidt var som politisk talsmand for det københavnske storborgerskab i mange år en ubestridt forgrundsskikkelse. Også vinhandler tf. P. Hansen markerede sig som „repræsentanten for den sunde, mere umiddelbare offentlige mening”, som det er blevet udtrykt med en drejning, der understreger hans placering som ordfører for det ikke-akademiske borgerskab.
Grænserne mellem de to miljøer og udgaver af liberalismen var naturligvis flydende. Økonomen C. N. David udgav 1826-29 Statsoeconomisk Archiv, hvor han gjorde sig til talsmand for både politisk og økonomisk liberalisme. Han blev i 1830 professor i statsøkonomi. Da spørgsmålet om indførelse af stænderforsamlinger blev rejst, advarede han mod at gøre grundejendom til betingelse for valgret og -barhed. For at handelens, industriens og intelligensens folk kunne blive repræsenteret, måtte man hellere lægge en vis personlig skatteydelse til grund.
En markant skikkelse i det liberale miljø var den højtbegavede officer A. F. Tscherning, der fra 1830 var lærer ved Den militære Højskole. Gennem ophold i udlandet var han blevet stærkt kritisk over for de hjemlige forhold.
Fra 1831 udsendte han en række småskrifter Nogle Bemærkninger om det danske Væbningssystem og dets Mangler, hvori han udkastede planerne for en folkevæbning, der på samme tid skulle fungere som et opdragelses- og uddannelsessystem, der skulle skabe gode, frie og lige borgere. Tschernings synspunkter rummede her og i andre sammenhænge en stærk kritik af enevælden og det eksisterende standssamfund.
Da Tscherning i en artikel i Kjøbenhavnsposten vendte sig mod den førte militær- og udenrigspolitik, blev han beordret på en mangeårig studierejse til udlandet for at sætte sig ind i artilleriets udvikling – reelt en tidsubestemt landsforvisning.
Hans afrejse i juni 1833 kom til at forme sig som en manifestation af de liberale kræfter. Tschernings officerskolleger festede for ham, og 2-300 studenter bragte ham under ledelse af den unge Orla Lehmann et hyldesttog.
Næste dag var en stor menneskemængde samlet på toldboden, da Tscherning rejste med dampskibet til Kiel. I hertugdømmerne havde de liberale meningsfæller, og på sin gennemrejse blev Tscherning i Kiel fejret af de stedlige liberale som en martyr for den konstitutionelle sag.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.