Det danske monarki og Europa

På landet adskilte vilkårene sig på mange områder fra forholdene i Danmark. Naturen satte grænser for norsk landbrugsproduktion, der ikke kunne brødføde landet. I 1795 var der nødår mange steder, og i årene 1801-04 slog landbruget fejl i Trøndelagen med kornmangel til følge.

De norske bønder var med få undtagelser selvejere, og deres retslige stilling var en helt anden og langt bedre end de danske fæstebønders. Man havde i orlogsflåden i 1700-tallet haft et skib, der hed „Den norske bonde”. Det ville have været utænkeligt at opkalde et krigsskib efter deres danske standsfæller!

Måtte Norge importere korn, var landet til gengæld eksportør af træ. Denne vare var grundlaget for mange norske bønders indkomster og for de formuer, der i krigsårene blev skabt i handelen. Konjunkturerne omkring år 1800 var generelt gunstige for landets økonomi. Sølvproduktionen fra minen i Kongsberg var i nedgang, men kobberet betaltes godt, og det samme gjorde produktionen fra landets godt 20 jernværker.

Den store norske handelsflåde blev grundlagt i disse år, og den talte i 1806 ikke mindre end 1434 skibe, som hørte hjemme i købstæderne i den sydlige og vestlige del af landet. Den danske handelsflåde var da knap halvt så stor.

Uden godsejere var det borgerne og embedsmændene, der var de ledende grupper i samfundet. Især kunne landets stiftamtmænd i praksis indtage en meget betydelig og selvstændig stilling i det lokale samfund. Mellem det store flertal af landboer – bønder og husmænd (lejlændinge) – og byboerne var der ofte spændinger, der kunne udløse egentlige konflikter.

Bemærkelsesværdig var her den rolle, bondesønnen Hans Nielsen Hauge spillede i årene omkring år 1800. I 1796 trådte han frem som lægprædikant, og i de følgende år skabte han en religiøs vækkelse landet over, endog med kontakter til de tidlige danske vækkelser.

Fra at arbejde for befolkningens åndelige frigørelse fra de rationalistiske præsters forkyndelse udvidede han ikke uden held sine bestræbelser til også at omfatte en økonomisk frigørelse fra byernes købmænd. Hauges virksomhed blev opfattet som et anslag mod samfundsordenen, og i 1804 blev han fængslet og holdt indespærret i mange år.

Hauge og hans fæller var mindre optaget af Norges plads i monarkiet, men i det norske borgerskab, som han vendte sig mod, havde der i de sidste årtier af 1700-tallet udviklet sig en stigende utilfredshed med Norges placering inden for fællesskabet. Handelen savnede en bank til befordring af norsk omsætning, og norske lærde og intellektuelle krævede oprettelsen af et norsk universitet. Man ønskede bedre varetagelse af norske forhold og særnorske institutioner – men næppe endnu norsk national selvstændighed.