Søren Pedersen i Havrebjerg ved Slagelse var født i 1776, og han havde som 11-årig lært at skrive. Så gik hans boglige kundskaber i glemmebogen, da han i en række år arbejdede hjemme hos sine forældre. Da han var 16 år gammel, tog han atter fat på at lære at skrive, men igen betød det daglige arbejde som karl, at han glemte det meste. År 1800 blev han indkaldt som soldat, og nu fik han atter mulighed for at genoptræne sin skrivefærdighed, som han derefter holdt ved lige resten af livet. Han førte regnskab og gjorde udførlige optegnelser om driften af gården, som han overtog fra sin far i 1810. I det gengivne udsnit at hans manuskript fortæller han om „mine bier, om mine kakkelovne og flere af mig bekostede dele således som efterfølger”. Inden han afløste sin far som gårdmand, holdt han bier, udlejede kakkelovne og handlede. Det var ganske normalt blandt de ugifte unge mænd i bondesamfundet, og mange skaffede sig på denne måde midler til indfæstning eller køb af en gård. Søren Pedersen mente, at hans læse- og skrivekyndighed var af stor betydning for hans fremgang som bonde, og han fortæller om sin kone, at hun desværre ikke kunne „læse i en bog langt mindre regne eller skrive”. Hans omtale af dette forhold tyder på, at han har ladet hende mærke dermed.

.

Degnen Marthin Dietz fra Vrensted i Vendsyssel. Radering efter akvarel 1821. Han blev i 1807 sognedegn i Vrensted, og han førte sig snart frem som bondebefolkningens uautoriserede sagfører i konflikter med godsejere og ikke mindst embedsmænd. Han lod sine omgivelser forstå, at han havde gode forbindelser til allerhøjeste sted og derfor kunne skaffe almuen ret over „de store”. Efter sin arrestation og afsoning af fængselsstraf levede han kummerligt, men han opnåede faktisk en lille pension af Frederik 6. I den lokale tradition i Vendsyssel stod han som en art frihedshelt – „en grumme mand, både god og ond, men afholdt af bønderne”.

.

I Sandager-Holevad indledtes det kommunale selvstyre tilsyneladende uden større problemer ifølge Anders Andersens optegnelser. Derimod skete det i ordets egentlige forstand ikke uden sværdslag i Smørum vest for København.

Gårdmændene havde meddelt, at de nok ville give almisse, men ikke til samtlige, man havde opført på listen. Da sognefogeden ville udpante dem, tvang de ham til at opgive i første omgang. Først da et kommando husarer fulgte med den 7. maj 1803, og det var kommet til et kortvarigt sammenstød, fik fattigkommissionen sine bidrag.

Bonden oplevede omkring år 1800 fortsat sig selv som nederst i samfundet, og han følte en stærk modvilje mod „de store” – godsejere, embedsmænd og præster – der efter hans opfattelse levede af hans arbejde. Fra dem ventede han sig intet godt, heller ikke når de kom med ny lov om fattigvæsenet. Det var de allerfleste steder noget, man stort set selv havde administreret ved at give almisse til folk, der tiggede, og lade byens fattige spise med ved måltiderne.

Det var sjældent, at det som i Smørum i 1803 kom til en direkte konfrontation. Bonden vidste meget vel, at „de store” havde magten og retten på deres side. Men man kunne manøvrere på mange måder, så „de store” ikke så let fik deres vilje. En oplysningsinteresseret sognepræst på Tåsinge beklagede sig i 1823 over øens ganske velstillede befolkning. Kom man med forslag eller initiativer, var de altid imod. Ville præsten sætte noget nyt i værk, måtte han møjsommeligt prøve at overtale dem hver for sig og så alligevel vente at få reaktionen: jeg vil, når de andre vil.

Men oven over præst og embedsmand og den lokale godsejer stod kongen. Og til ham havde bonden en ubegrænset tillid og en forventning om, at han ville være retfærdig. Niels Blicher skrev i 1795, at bønderne i Vium syd for Viborg i årevis talte om, da de havde set kronprins Frederik i købstaden: „Han er en engel, som alfader sender os for at gøre os arme trælbønder frie, forbedre vore kår og befæste vor lykke,” og nogle år senere fastslog provst Schade på Mors, at bonden nærede en usvækket hengivenhed for sin konge. Når der kom skattepålæg eller andre ubehageligheder med kongens navn under, gav bonden „de store” ansvaret.

Loyaliteten over for Frederik 6. var dybt indgroet, og den fik op gennem de følgende årtier stadig næring ved erindringen om reformerne i 1700-tallets slutning. Degnen Marthin Dietz i Vrensted i Vendsyssel havde da også fortalt, at han handlede i overensstemmelse med kongen, når han optrådte som sagfører for egnens bønder i klager over stedlige embedsmænd. Da han i 1818 blev arresteret efter et sammenstød med amtmanden, måtte der tilkaldes militær til den lille købstad Sæby, fordi bønderne havde samlet sig for at befri ham fra arresten.

Bondementaliteten ændredes langsomt. Hertil bidrog landboreformerne, der med udskiftning og udflytning satte bonden ind i nye rammer som landbruger. Skolegang og læsekyndighed åbnede muligheder for at formidle både kundskaber og moralnormer fra de kulturbærende lag til bonden. Søren Pedersen, der var født 1776, overtog i 1810 efter at have tjent som soldat under krigen den gård, som hans far havde haft i arvefæste i Havrebjerg under Sorø Akademi.

Han var sig stærkt bevidst, at han så på samfundet og på sin egen opgave anderledes end faderen, som han havde haft et dårligt forhold til under opvæksten. Faderens verden havde været landsbyen og bymændenes kreds, mens Søren Pedersen selv anskuede sit liv og sine mål i overensstemmelse med tidens almindelige moralske og religiøse normer.

Landbrugslærer Chr. Christensen var født i 1844 i en landsby på samme egn. Hans forældre læste historiske romaner, særlig Ingemanns, og faderen var politisk aktiv og holdt avis. Moderen købte romantisk litteratur af handlende, der kom til gården. Farmoderen boede på gården og var, fandt de unge, meget gammeldags. Hun havde et rigt repertoire af folkeviser, eventyr og spøgelseshistorier og troede fuldt og fast på eksistensen af „underjordiske”, der boede i en høj i nærheden.

Da man forberedte den nye stænderforfatning i 1831, var der enighed om, at gårdmændene skulle være repræsenterede. Drøftelserne gik på i hvilket omfang. Når man endte med at kræve en gårdstørrelse på fire tdr. htk. for selvejere og fem for fæstegårdmænd som betingelse for valgret og det dobbelte for valgbarhed, så skyldtes det bl.a. hensynet til hertugdømmerne, hvor man nødig ville have for bred en repræsentation. Gårdmændene blev tyngdepunktet i den ene af stænderforsamlingernes tre valgklasser, de mindre landejendomsbesiddere. Bondestandens adkomst til medindflydelse på den politiske udvikling var hermed accepteret.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Bondementalitet - gammel og ny.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig