Brørup landsbys jorder i Hylke sogn ved Skanderborg i 1802. Gårdmændene var her blevet selvejere tidligt ved bortsalget af ryttergodset i Skanderborg distrikt. Kortet, der blev udarbejdet i forbindelse med en strid om færdselsret, viser, hvorledes der fra gården i midten af „stjernen” er blevet foretaget en række udstykninger. Her fik de nye parcellister lodder på fem til ti tdr. land. I Hylke var det ofte en kummerlig tilværelse, de nye smålandbrugere fik, og man drøftede indgående blandt tidens landøkonomiske autoriteter, om udparcelleringen set under ét var til gavn eller skade for staten.

.

I Frederiksborg Amts Tidende fra 1846 averterer mølleren i Værebro sydøst for Frederikssund med et hus, der har tre tønder lands tilliggende. Det var ikke blot herregårdene, der havde husmandshuse, men mange bondegårde havde også huse, som blev bortlejet eller som i dette tilfælde bortsolgt.

.

Christen Dalsgaard malede i 1855 denne skitse som et forarbejde til sit maleri af to mormoner, der i et tømrerværksted forsøger at hverve tilhængere til deres lære. Dalsgaards studie af en landsbytømrers værksted er en af de få skildringer, vi har af rammerne for landsbyhåndværkernes tilværelse. Til højre en dør ind til beboelsen, til venstre fører døren ud til stalden. På landet arbejdede tømrerne om sommeren ved byggeri, mens de i vintermånederne ofte påtog sig snedkerarbejde for at være beskæftigede.

.

I den liste af spørgsmål, som forfatterne til Landhusholdningsselskabets amtsbeskrivelser skulle besvare, handlede det fjerde om udskiftningens kvalitet, og videre hed det: „Er jorderne meget udparcellerede? Hvilke følger har det haft i henseende til folkemængde, dyrkning, tillæg af kreaturer etc. etc.?”

Johan Phillip Hage, der beskrev Maribo amt i 1844, konstaterede, at bøndergårdene på Lolland ikke i synderlig grad var udstykkede, fordi det overvejende var fæstegods. Derimod kunne de forfattere, der beskrev de vest- og nordjyske amter, fortælle om udbredte udparcelleringer både af tidligere hovedgårde og af bøndergårde.

Ind i 1800-tallet kom der skred i den traditionelle ejendomsstruktur. Inden reformerne havde man haft hovedgårdene, bondegårdene og husene, der normalt var uden jordtilliggende. Nu blev disse kategorier af brugstyper mere flydende i takt med selvejets indførelse. Mellem herregårde og bondebrug opstod den typiske proprietærgård på 100-200 tdr. land, men vigtigst var det, at der blev en glidende overgang mellem gårde og huse.

På det gamle krongods i Nordsjælland, hvor gårdmændene var blevet arvefæstere med ret til at frasælge jord fra deres gårde, fik man begrebet „afbygger” for den, der drev et mindre landbrug, som var udstykket fra en gård. På Øerne vandt betegnelsen bolsmand indpas for den bonde, der havde for megen jord til at være husmand, men ikke nok til at regnes for gårdmand. Og i de jyske amtsbeskrivelser taler forfatterne om parcellister. I alle tilfælde var der tale om en ny gruppe i landbosamfundet.

I Hylke i Østjylland, hvor gårdmændene var blevet selvejere ved ryttergodsets salg, blev der i årene omkring år 1800 givet ikke mindre end 31 bevillinger fra Rentekammeret til udstykninger. Her opstod typisk på gårdenes tidligere udlodder, ofte hedestrækninger, en helt ny bebyggelse og et nyt socialt lag i det lokale samfund.

Provsten i Horsens beklagede sig til den stedlige herredsfoged over de „parcellisthytter til 4 til 2 skæpper hartkorn”, der blev skabt ved de mange udstykninger. Nogle af de nye smålandbrugere måtte give op, mens andre klarede sig, købte mere jord og med tiden kunne skabe ejendomme, der ikke stod tilbage for sognets oprindelige gårde.

I de egentlige hedeegne og i de udstrakte kærstrækninger i Jylland var det overkommeligt at erhverve sig en lod og sætte bo. Så fulgte et årelangt slid for at få jorden bragt i kultur, men det kunne lykkes. Otto Knudsen var født i 1784 i Lejrskov lidt vest for Kolding. I 1820 overtog han sin faders lille ejendom med 16 tdr. land gammel hedejord, giftede sig og satte bo.

Ejendommen havde været drevet med stude, men Otto Knudsen anskaffede et par heste, bl.a. for at få markerne merglet. Han udvidede arealet til det dobbelte og fik bygningerne fornyet med længer i grundmur og bræddegulv i stuerne.

Hans kapital fra de mange år som tjenestekarl og hustruens lille arv gik til, så han måtte gøre gæld. Men han udnyttede sine heste ved at udføre kørsel for egnens folk. Det blev til lange rejser til markeder i Varde og Ølgod med smørfjerdinger for en bødker, og for en lokal handelsmand kørte han smør til Flensborg, hvorfra han tog brændevin med tilbage. Hans søn, der blev lærer, noterede med stolthed i sine erindringer, at faderen efterhånden arbejdede sig op fra husmand til gårdmand.

Der havde altid været håndværkere på landet. Lovgivningen tillod de fag, der var nødvendige for bonden, men hertil kom mange, der uden om loven betjente både bønder, præster og herremænd. Musikudøvelse var således forbeholdt købstædernes musikere, hvad der dog ikke forhindrede landsbyspillemænd i at gå dem i næringen. Landhåndværkernes antal øgedes i første halvdel af 1800-tallet, og udbuddet af fag – også de ikke tilladte – blev større.

Almindeligvis var landhåndværkeren tillige smålandbruger med en lille jordlod, hvor han holdt et par køer og nogle får. Men der var en klar tendens til, at håndværkerne i stigende omfang havde deres udkomme ved deres fag alene. En særlig status havde smeden. Socialt var hans position i det lokale samfund hævet over de øvrige håndværkeres, og ikke sjældent havde hans stilling nærmest karakter af offentlig ansættelse.

Amtsforvalter Brinck-Seidelin skrev om smedene i Hjørring amt, at de havde forbedret den lokale hjulplov i forhold til tidligere. Hvor det før havde været nødvendigt med mindst fire heste for ploven, var nu to tilstrækkeligt. Flere af landsdelens bedste smede havde ligget som soldater i Holsten i årene 1807-14 og havde taget ved lære af det holstenske landbrugs mere udviklede stade.

I Ringe sogn på Midtfyn, der havde henved 1400 indbyggere, var der midt i 1820'rne følgende håndværk repræsenterede: tækkemand (1), grøftegraver (1), savskærer (1), mjødblander (1), væver (18), bødker (7), smed (6), rendemester (1), glarmester og tillige blikkenslager (1), murermester (1), snedker og slagter (1), snedker (6), bager (1), dyrlæge (1), slagter (2), tømrer (7), soldsætter (dvs. en mand, der fremstiller sold til at sigte korn o.lign.) (1), hjulmand (4), skomager (1), skoflikker (2), træskomand (9), stenhugger (1), drejer (2), skrædder (1), sadelmager (1), kurvemager (1), møllebygger (1) og endelig var der to, der handlede med heste og kvæg, og en mand, der solgte lam. „Enhvers trang kan altid blive afhjulpen”, kommenterede sognepræsten denne oversigt i sin beskrivelse af sognet, og han tilføjede, at de håndværkere, der ydede godt arbejde og behandlede folk redeligt, havde fuldt op af beskæftigelse.

Denne repræsentation af håndværksfag var typisk for landbosamfundet på Øerne. I begyndelsen af 1800-tallet udviklede bestemte egne imidlertid særlige traditioner for enkelte håndværk. Den lille landsby Sorring mellem Århus og Silkeborg blev således midtpunkt for en produktion af lerpotter, der solgtes over det meste af landsdelen. I modsætning til de sorte jydepotter fra egnen nord for Varde, var lervarerne fra Sorring-området røde.

I 1840 husede selve Sorring by 40 pottemagere. Længere mod vest gav de omfattende skove omkring Silkeborg udkommet for en stor gruppe træskomagere. I Ry, Thim, Linå og Alling sogne var der i 1801 ca. 175 personer, der helt eller delvis ernærede sig ved at fremstille træsko – i 1850 var tallet steget til omkring 300. De havde da en produktion på 3-400.000 par årligt. Og da man i 1849 skulle bruge 3000 par træsko til det mandskab, der arbejdede på at udbedre fæstningsværkerne ved Fredericia, skaffede kromanden i Ry dem med dags varsel!

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Parcellister, husmænd og de andre.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig