Linieskibet „Prins Christian Frederik” løber af stabelen den 6. oktober 1804. Tegning af C. W. Eckersberg. En af de væsentligste faktorer i det danske monarkis placering i det europæiske politiske magtsystem var orlogsflåden. Selv om den i størrelse blev langt overgået af andre stater, først og fremmest naturligvis af Storbritannien, men også af Frankrig, Spanien, Rusland og Holland, var den anset for at besidde en høj kampværdi. Linieskibet nåede at gøre tjeneste under Dannebrog i mindre end fire år.

.

Nørrejyllands Tøjhus i Randers, opført 1801-05 af bygmester Anders Kruuse. Slaget på Københavns Red i 1801 skabte landet over en patriotisk og forsvarsbegejstret stemning. Uanset kampens udfald oplevede man, at de danske stridskræfter havde stået over for den langt stærkere modstander. Et udtryk for denne værnevilje var opførelsen af Tøjhuset i Randers for midler, der blev indsamlet blandt Jyllands befolkning. Portalen prydes af kronprins Frederiks portræt, et relief af N.A. Abildgaard, flankeret af indskriften: „Den bedste regering helliget af den reneste patriotisme”.

.

Plumbuddingen i fare! En satirisk tegning af englænderen James Gilray fra 1805, der viser den britiske premierminister William Pitt (den yngre) og kejser Napoleon i færd med at dele verden. Den franske kejser koncentrerer sig om det europæiske kontinent, støttet på sin indtil dette tidspunkt tilsyneladende uovervindelige hær. Pitt tager et stort stykke med betegnelsen „Ocean”. Storbritanniens sømagt kontrollerede reelt havene over hele kloden. Frankrigs og dets allieredes bestræbelser for at knække „The Royal Navy” led endeligt skibbrud ved søslaget ved Trafalgar i 1805. Det bragte den danske sømagt endnu stærkere i stormagternes søgelys, selv om hverken Pitt eller Napoleon på Gilrays tegning viser interesse for det nordlige Europa.

.

Det var en skrøbelig fred, snarere blot en midlertidig våbenhvile, der blev aftalt mellem Frankrig og Storbritannien i Amiens i marts 1802. 15 måneder senere var krigen mellem de to nationer brudt ud på ny, og frem til slaget ved Waterloo i 1815 befandt de europæiske magter og med dem også store dele af den øvrige verden sig i et stadigt væbnet opgør.

Den politiske ledelse i Danmark havde taget ved lære af begivenhederne i 1801. Frem til 1807, hvor begivenheder, man i København ikke var herre over, tog magten over forløbet, førte man en forsigtig defensiv neutralitetspolitik. Især var regeringen indstillet på at undgå alt, hvad der kunne udfordre Storbritannien, hvis flåde beherskede havene verdenskrigen igennem.

Da fjendtlighederne mellem Frankrig og Storbritannien blev genoptaget i maj måned 1803, blev den danske gesandt i London instrueret om at underrette den britiske regering om, at den danske regering netop havde udstedt en forordning, der skulle standse misbrug af den neutrale skibsfart.

Den danske regering havde dermed ydet sin indsats for at undgå, at den omfattende dansk-norske skibsfart kunne udnyttes af Storbritanniens modstandere, og man ventede nu, at den britiske regering ville anerkende dette ved at undlade overgreb på skibe under dansk flag.

Denne politik blev faktisk anerkendt, og årene frem til og med 1805 var forholdsvis rolige. Den danske skibsfart og handel blev reelt kun alvorligt generet ved den britiske blokade af Elben – men det gav til gengæld de vestslesvigske havnebyer Husum og især Tønning nogle gyldne år.

Transithandelen tog et vældigt opsving, og store dele af den stadigt voksende britiske eksport til Europa fandt vej over havnebyerne i hertugdømmerne på trods af krigen. I 1804 udførte det britiske rige således for 8,8 mill. pund bomuldsgarn og -varer, hvoraf alene Danmark „importerede” for 1,3 mill. pund!

Napoleon havde først vendt sig mod Storbritannien, men hæren og transportflåden forblev inaktiv i og omkring Boulogne ved Kanalkysten, hvorfra invasionen af øriget skulle være sat i værk. I sommeren 1805 vendte han sig så mod øst, og hans tropper fejede ind over det centrale Europa. Den koalition, der med britisk støtte var dannet af Østrig og Rusland, ydmygede han inden årets udgang i „trekejserslaget” ved Austerlitz (øst for Brno i Tjekkiet) 2. december 1805.

Det følgende år søgte den russiske kejser på ny at danne et forbund vendt imod det Frankrig, der syntes at ville underlægge sig stadig større dele af Europa. Preussen sluttede sig til Napoleons modstandere, men i vinteren 1806-07 blev dets hære slået og landet besat af franske tropper.

Frankrig beherskede nu det centrale Europa. I 1806 blev Det tyske Kejserrige opløst, og i stedet dannedes Rhinforbundet som fransk lydområde. Krigshandlingerne kom nær det danske monarkis grænser. Det blev nødvendigt at opstille en dansk hærstyrke i Fiolsten, hvor kronprins Frederik også tog fast ophold. Igen var man varsom i sin optræden, og gentagne opfordringer, særlig fra russisk side, om at slutte sig til kampen mod franskmændene blev konsekvent afvist.

I efteråret 1806 strejfede krigen Holsten. Den preussiske general Blücher var af franske styrker tvunget ind på Lübecks område. Den 6. november angreb franskmændene, og dele af Blüchers korps søgte ind på holstensk territorium i nærheden.

De danske styrker, der var stationeret ved grænsebyen Fackenburg, tvang preusserne til side, men blev snart efter voldsomt angrebet af overlegne franske tropper, der antagelig tog dem for preussere. Få dage senere blev Hamburg besat af franskmændene, men for at undgå enhver mulighed for konfrontation blev de danske troppestyrker trukket nordpå.

Med udviklingen i 1806 blev den politiske situation for den danske stat forværret. 21. november proklamerede Napoleon i Berlin fastlandsspærringen, der skulle lukke hele det europæiske kontinent for britisk handel og søfart. Det britiske svar blev en „Order in Council” af 7. januar 1807, der forbød skibe fra neutrale lande at anløbe franske havne, havne i lande, der var allieret med Frankrig og overhovedet havne, hvor engelske skibe ikke havde adgang.

Samtidig skærpede Storbritannien sin blokade af kyststrækningerne og erklærede således hele forløbet fra Elben i nord til Brest i vest for blokaderamt. Det var alvorlige slag mod den omfattende danske søhandel.

Ved udgangen af december 1806 samlede Anders Andersen på Holevadgården den storpolitiske udvikling i det forløbne år i en kort oversigt i sine optegnelser. Han sluttede med et fromt håb: „Endnu har Danmark nydet fred. Gud give det kan blive ved.”

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet I Napoleons skygge.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig