Julie Reventlow, malet som ung i 1784 af Angelica Kaufmann. Den hovedrige Heinrich Schimmelmanns datter Julie blev i 1779 gift med greve Fritz Reventlow, og ti år senere trak han sig tilbage fra diplomatiet for at slå sig ned på godset Emkendorf i nærheden af Kiel. Julie Reventlow blev på Emkendorf efterhånden midtpunktet i en kreds af digtere, kunstnere og kulturelt interesserede aristokrater. Hun brevvekslede med tidens ledende ånds-personligheder, og Emkendorf blev et gæstfrit kulturcentrum i Holsten. Under Den franske Revolution kom mange emigranter på kortere eller længere ophold på godset. Det kostede mange penge at udfolde denne gæstfrihed og aktivitet, og indtægterne kom blandt andet fra de schimmelmannske plantager i Dansk Vestindien. Julie Reventlow var levende optaget af oplysningsarbejdet blandt godsets undersåtter. Det var hensynet til hendes helbred, der medførte, at Fritz Reventlow opgav sin virksomhed som gesandt, og i lange perioder var Julie Reventlow sengeliggende. Helt frem til sin død i 1816 øvede hun imidlertid en betydelig indflydelse på det kulturelle miljø i hertugdømmerne.

.

Altonas havn set fra Elben er her malet af E. W. Normann i 1830'rne. Rækken af pakhuse langs kajen afspejler den livlige handel i monarkiets næststørste by. I baggrunden skimter man C. F. Hansens statelige patricierhuse langs den såkaldte Palmaille – en bred gade beplantet med fire rækker lindetræer. Altona lå højere og derfor mere attraktivt end selve Hamburg, og mange velhavere slog sig af denne årsag ned i byen.

.

Umiddelbart syd for Kolding by kom man fra Nørrejylland til Slesvig, statsretligt et len under den danske krone. Grænsen mod Jylland fulgte i store træk Kongeåen fra dens udspring ved Vamdrup til udløbet i Vesterhavet. Men de indviklede administrative forhold, der gjaldt her som i det sydligere Holsten, viste sig også i afgrænsningen til kongeriget. I Slesvig lå således de „kongerigske enklaver” – bl.a. omkring Ribe og Møgeltønder – der var dele af Jylland.

I gejstlig henseende hørte man under bispestolen i Slesvig, men den nordvestligste del var underlagt biskoppen i Ribe, og øerne Als og Ærø – hvor man så måtte undtage Sønderborg købstad og sognet Kegnæs – hørte til den fynske bispestols myndighedsområde. Slesvigs ca. 278.000 indbyggere var fordelt på amter af vidt forskellig størrelse, „landskaber” med vekslende styreform, i det vestlige de såkaldte „oktrojerede Kooge” med udstrakt selvstyre og i det sydlige de adelige distrikter, der stod som feudale levn fra en tidligere tid. En lille stat i staten var hertugen af Augustenborgs besiddelser på Als og i Sundeved.

Af befolkningen boede ved folketællingen i 1803 godt 17 procent i byerne, hvor Flensborg var den største og økonomisk førende med sine godt 13.000 indbyggere. Den gamle residensby Slesvig havde en befolkning på knap 8000. Som en mellemting mellem købstæderne og landdistrikterne havde man her og i Holsten de små flækker – eksempelvis Højer og herrnhutersamfundet Christiansfeld.

Det brogede billede møder man også, når man skal skildre landbosamfundet. Mod sydøst, i Angel og særlig Svansen og Dänischwold lå godserne tæt. Her eksisterede livegenskabet endnu til 1805 på mange godser. Andre steder var bønder og husmænd – kådnerne – arvefæstere under krone eller gods, og atter andre steder i hertugdømmet var man selvejer. Det gjaldt fra gammel tid i marskegnene. I den nordligste del var bønderne kongelige fæstere under meget frie forhold.

De sociale skel trådte stærkere frem i landbosamfundet syd for Kongeåen. Bøndergårdene var gennemgående større, og i de frugtbare egne dels helt mod vest i marsken og dels mod øst var gårdmændenes levevis præget af betydelig velstand og økonomisk og kulturel forbindelse med omverdenen. Til gengæld kunne kornprisernes stærke stigning omkring år 1800 skabe nød hos småkårsfolk. På Tønder-egnen kaldte i december måned 1800 anonyme opslag kådnere og folk, der boede til leje, til at møde med gevær, økse eller stav på herregården Trøjborg og protestere mod de store landbrugere, der handlede med brødkorn.

Retssproget var tysk overalt i Slesvig. Fra Kongeåen og omtrent ned til den nuværende dansk-tyske grænse var kirkens og skolens sprog dansk på landet, men blandet dansktysk i købstæderne med tysk overvægt. Sydpå mødte man kun tysk i skolestuerne og på prædikestolen. Som dagligsprog var både højtysk og plattysk i fremmarch. På landet var dansk trængt tilbage til nord for Slien, og op gennem 1800-tallets første halvdel blev angelboerne plattysktalende. Mod vest var talesproget frisisk op til omkring den nuværende grænse, mens dansk talesprog holdt sig hos den jævne landbefolkning i en kile sydpå i de magre hedestrøg midt i landet.

Til Slesvig hørte øen Femern mod øst, men i øvrigt dannede Ejderen fra gammel tid grænsen til hertugdømmet Holsten. Holstens areal var lidt mindre end Slesvigs, men befolkningen var større og talte ca. 326.000 indbyggere, hvoraf en fjerdedel var byboer. De flere og større byer svarede til et mere udviklet økonomisk stade. Holstensk landbrug var teknologisk og f.eks. på mejeribrugets område førende i monarkiet, og byerhvervene var mere udviklede end i Slesvig og kongeriget.

Den sydlige del af Holsten var under stærk indflydelse af den hurtigt voksende hansestad Hamburg. Det kom ikke mindst Altona til gode, der i 1803 var den næststørste by i den danske stat med 23.000 indbyggere og en blomstrende handel og begyndende industrivirksomhed.

Men også de øvrige byer ved Elbmundingen ekspanderede kraftigt i begyndelsen af 1800-tallet. Rendsborg på grænsen til Slesvig ved Ejderen talte på samme tid godt 7500 indbyggere. Byen var rigets anden hovedfæstning, og den skulle i krigsårene fra 1807 få en central rolle i de danske militære operationer. Kiel havde 7000 indbyggere og rummede med sit i 1665 grundlagte universitet monarkiets anden højere lærdomsinstitution, der var af stor betydning for rekrutteringen af embedsmænd og gejstlige i de to hertugdømmer.

fiolsten var på det økonomiske område den mest moderne del af monarkiet, men administrativt var det mere præget af tidligere tilstande end andre dele af riget. Man genfandt her det sammensatte billede fra Slesvig. Ditmarsken i vest havde gennem tiderne bevaret en udstrakt selvforvaltning, der hvilede på de frie selvejende bønder. Henved 40.000 indbyggere hørte under de to landskaber, Nord- og Sydditmarsken.

Der var 16 kongelige amter af vidt forskellig størrelse, to „herskaber” og et grevskab – Rantzau. Men halvdelen af landbefolkningen var undersåtter under de adelige godsdistrikter, hvor ikke mindst de adelige frøkenklostre Itzehoe og Preetz hævdede sig som på én gang store jordbesiddere og administrative områder. Især det østlige Holsten var stærkt præget af de mange adelige godsbesiddelser, og denne del af landet adskilte sig fra den sydvestlige del, der på mange områder var nærmere på Europa, både økonomisk og kulturelt.

Ved det gottorpske mageskifte i 1773 var den danske konges suverænitet over hele hertugdømmet Holsten blevet sikret. Tilbage var et par enklaver dels omkring byen Eutin, som hørte til Oldenburg, dels småområder, der tilhørte fristaden Lübeck. Den danske konge var formelt lige så enevældig i Holsten og Slesvig som i Danmark og Norge, men i realiteten var forholdet et andet, særlig i Holsten.

Det var afgørende, at hertugdømmerne – med tyngdepunktet i Holsten – besad et politisk organ i Ridderskabet, der havde sin adkomst i de gamle stænderforfatninger, og som desuden var anerkendt af centralstyret i København. Her betød Holstens tilknytning til det smuldrende tyske kejserrige også juridisk, at Ridderskabets holstenske medlemmer i påkommende tilfælde kunne indanke deres stridigheder med deres landsherre – den danske konge – for den tyske kejser. Ridderskabet udgjordes af de store godsbesiddere, og de havde i 1778 fået anerkendt et fælles, permanent forhandlingsorgan over for København for begge hertugdømmer („Die fortwährende Deputation”).

Enevælden arbejdede mod centralisering og enhed, men i Slesvig og Holsten var man reelt tvunget til at anerkende en form for politisk repræsentation – så meget mere som Ridderskabets medlemmer udøvede stor økonomisk og lokaladministrativ indflydelse. Altona fik sin egen seddelbank i 1788, mens norske ønsker om samme begunstigelse blev afvist. Og i 1802 opstod en alvorlig krise i den øverste statsstyrelse omkring en skattereform, der pålagde Ridderskabets medlemmer skattepligt.

Det kom til et sammenstød mellem Rentekammeret i København, der i enevældens ånd ville anlægge lige principper for monarkiets undersåtter, og Ridderskabet, der krævede sådanne spørgsmål til behandling. Cay Reventlow til Altenhof nær Eckernförde måtte gå som statsminister og leder af Tyske Kancelli, og det skabte splid i den Bernstorff-Reventlow-Schimmelmannske kreds.

Centralstyret i København fik sin vilje. Men sagen skabte grundlaget for en oppositionsfølelse, der skulle blive næret af begivenhederne i de kommende år. I 1806 blev Det tyskromerske Kejserrige opløst, og Napoleon opfordrede direkte den danske regering til at indlemme Holsten i kongeriget! Det ville atter være i det enevældige systems ånd, men her stødte man på en anden hindring. Hertug Frederik Christian af Augustenborg krævede nu, at en ændring i Holstens statsretlige stilling ikke forringede hans families fremtidige muligheder for ved arv at komme i besiddelse af den holstenske hertugtitel.

Man var dengang enig om, at der var mandlig arvefølge i Holsten, men i medfør af Kongeloven mandlig og kvindelig arvefølge i kongeriget og i Slesvig. Følgen blev på ny en splittelse i regeringskredsen og udstedelsen af et patent af 9. september 1806 om Holstens indlemmelse i monarkiet – uden at det helt præcist blev fastslået, hvilken statsretlig karakter denne indlemmelse egentlig havde.

Tyske Kancelli, der havde administreret hertugdømmernes indre forhold, tog som konsekvens af 1806-patentet året efter navneforandring til Slesvig-holstenske Kancelli. Det ændrede dog ikke ved, at kancelliets embedsmænd fortsat kom fra hertugdømmerne, og at administrationen stadig foregik på tysk. Et reskript fra 1810, der påbød indførelse af dansk sprog ved kirkelige handlinger, i undervisningen og ved rettergang, „hvor det danske sprog er almenmands sprog”, fik ringe effekt. Det samme gjaldt Frederik 6.s bestræbelser for at sikre, at embedsmænd i hertugdømmerne beherskede dansk.

Endnu i det første årti efter 1800 var en særlig slesvig-holstensk eller tysk-national følelse knap nok til stede i hertugdømmerne. Der var næppe noget mere regeringsloyalt blad i monarkiet end Schleswig-Holsteinische Provinzial-Berichte, der under skiftende navne informerede om det offentlige liv i de to hertugdømmer. Og Kiels studenter jublede over heltedåden på Københavns red den 2. april 1801 – „denn auch wir sind brave Dänen”.

Men centralstyrets bestræbelser for ligestilling af monarkiets forskellige dele mødte som nævnt her velkonsoliderede lokale interesser i Ridderskabet og blev ikke mindst oplevet som et uretmæssigt overgreb på nedarvede rettigheder. De følgende års politiske, militære og økonomiske deroute for den danske stat skulle yderligere skærpe oplevelsen af at være dårligt behandlet inden for rammerne af monarkiet. Geografien og det sproglige fællesskab med det tyske kulturområde skulle i det videre forløb befordre skabelsen af en særlig slesvig-holstensk identitet.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Slesvig og Holsten.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig