Det kultiverede land

I begyndelsen af 1800-tallet kunne danskerne for første gang danne sig et pålideligt indtryk af det land, de beboede. Det kongelige danske Videnskabernes Selskab var ved at afslutte den opmåling og kortlægning af Danmark, der var indledt i 1757. Sjælland og øerne var opmålt og publiceret i form af statelige, kobberstukne kortblade. Og i årene fra 1789 til 1811 kom yderligere otte kort, der tilsammen gengav Nørrejylland fra grænsen ved Kongeåen mod syd til Skagens gren i nord.

Til forskel fra de tidligere kort over Danmark var Videnskabernes Selskabs kort baseret på en professionel opmåling i marken. Kortene blev trykt i størrelsesforholdet 1:120.000 (dvs. at en cm på kortet svarer til lidt over en kilometer i terrænet), og med enkle signaturer identificerede man købstæder, landsbyer, enkeltgårde (særlig i Jylland) og arealets benyttelse til agerland, skov eller udyrket land som hede, kær eller de ofte udstrakte vådområder langs vandløbene.

Videnskabernes Selskabs kort ændrede det billede, man havde af Danmark. Kyststrækningen langs Jammerbugten fra Vendsyssel og sydvestover til Thy forløb nu i en smuk bue til forskel fra det næsten retvinklede knæk, der optrådte tidligere og så sent som på et generalkort over landet fra 1763 (se Bondens år). Halvøen Hindsholm på Fyn blev trukket ud i sin langagtige form, og Langelands omrids fik nu sine blødt rundede konturer.

På grundlag af dette opmålingsarbejde udarbejdede man kort over større områder, f.eks. hele Sjælland, og endelig kunne Videnskabernes Selskab i 1841 afslutte godt 80 års arbejde med at udsende et generalkort over Danmark og hertugdømmet Slesvig, fordelt på to kortblade.

Det Danmark, vi her stifter bekendtskab med, er i de helt store træk det samme land, vi møder i moderne kortværker. Ser man bort fra de politiske grænser, er landet næsten det samme omkring år 2000 som omkring år 1800.

Men det er dog ikke vanskeligt at konstatere en række forskelle – selv i størrelsesforholdet 1:120.000. Danmark er blevet lidt større siden år 1800. I det nordvestlige Sjælland strakte Lammefjorden og dens forgreninger sig tæt ind under bakkekammen ved Vejrhøj og Fårevejle, og halvøen Ods Herred hang kun med en landstrimmel fast på det øvrige Sjælland.

Lollands nu lange, lige sydkyst blev dengang brudt ved Kramnitse Gab, hvor Rødby Fjord, fladvandet og med vige og lave holme, gik dybt ind i landet som en stadig trussel for de lavtliggende marker ved højvande og storme. På Djursland strakte Kolind Sund sig som en langagtig sø fra Grenå og et par mil vestpå som grænse mellem Djurs Nørre og Sønder Herred.

Overalt ved indre og lavvandede kyster var der småvige og lavvandede områder, der siden er blevet inddæmmet og gjort til landbrugsjord. Særlig langs Fyns nordkyst var der allerede omkring år 1800 godsejere, der havde taget fat på at indvinde land. I 1797 erhvervede godsforvalter Elias Møller godset Østrupgård nord for Odense, og i sin ejertid indvandt han adskillige hundrede tønder land fra Odense Fjord.

Enkelte steder er det dog gået den modsatte vej, hvad der også lader sig aflæse ved hjælp af Videnskabernes Selskabs kortblade. Thy fremstår på disse som landfast med Nørrejylland ved Aggertangen, hvor signaturen også angiver landevejen fra Thisted til Lemvig. Den var dengang en vigtig færdselsåre, ikke mindst for de mange drifter stude, der årligt ad denne vej gik sydover for at nå frem til de ældgamle ruter ned over den jyske halvø. Tangen blev ofte oversvømmet, og den ene bebyggelse efter den anden måtte opgives.

I 1818 blev klitrækkerne gennembrudt, men seks år senere fik man landevejen over tangen sat i stand. To storme i løbet af 1825 gennembrød den imidlertid for stedse. Klitterne blev skyllet bort, og flere gab opstod. Et af løbene gennem tangen blev udvidet ved nye storme, og i 1834 kunne det første skib sejle gennem kanalen ved Agger. Løbet gennem den tidligere landtange blev i 1849 opmålt til nær ved en halv kilometers bredde og en dybde på 2 á 2 1/2 m.

Danmark var omkring år 1800 et vådere land end det, vi kender i vore dage, og klimaet var gennemgående mere barsk. Helt tilbage omkring år 1600 begyndte en langtidstendens hen mod højere varmegrader, der imidlertid synes at have været brudt sidst i 1700-tallet af et køligere vejrlig. Hertil kom tillige i de sidste årtier af århundredet en række år med store regnmængder. Grundvandsspejlet stod dengang højere, og den store nedbør satte sit præg på landet.

Vandløb og søer var omgivet af strækninger, der stod under vand fra sneen smeltede til langt ind i det sene forår, og som resten af året henlå som sumpede, vandlidende arealer, der vanskeligt lod sig udnytte til græsning eller høhøst. Lavninger og fordybninger i jordsmonnet var uvægerligt sumpede, og søerne havde gennemgående en større udstrækning, dvs. vandmængde, end senere. Den store nedbørsmængde sidst i 1700-tallet afløstes noget efter år 1800 af flere tørre år, og derefter fulgte på længere sigt et lavere nedbørsniveau op gennem denne periode. Men den store fugtighed i årene omkring århundredskiftet har ikke kunnet undgå at have påvirket landbrugets udbytte.

Det mere rå vejrlig kendte man ikke mindst i det nordlige og vestlige Jylland. Den ofte stormende blæst, der ikke mødte nogen hindringer i form af beplantning, satte sit markante præg på vegetationen, og om sommeren kunne havgusen, den tykke, saltholdige tåge, der kom ind fra havet, belaste både menneskers, dyrs og planters tilværelse.

Vintrene var længere og strengere, ligesom snefaldet var større – „Når vort forår kommer 14 dage senere og vort efterår er 14 dage kortere end Sjællands, så har vi her en måned længere vinter”, skrev amtsforvalter L. C. Brinck-Seidelin i 1828 for at begrunde det vendsysselske landbrugs mere tilbagestående stade i forhold til de mildere egne i de sydlige og østlige dele af landet. Det var almindeligt erkendt, at det jyske klima var hårdt og råt. Ved midten af 1800-tallet fik en præstekone således sin læges ord for, at hendes helbred ikke ville kunne tåle det jyske vejr, da hendes mand overvejede at søge kald i det nørrejyske.

I den modsatte ende af landet var Lolland berygtet for sit usunde vejrlig. Det flade land og den store fugtighed skulle efter samtidens opfattelse gøre den lollandske luft særlig usund for dem, der flyttede til stedet og ikke fra barndommen var vænnet til den. Og endnu op i første halvdel af 1800-tallet bidrog den „lollandske feber” – en form for malaria – til, at middellevetiden var kortere i Lolland-Falsters Stift end i andre dele af landet, hovedstaden dog undtaget.

Man oplevede utvivlsomt forandringerne og variationerne i vejret helt ned til de lokale forskelle langt stærkere, end vi gør det. Tilværelsen var i højere grad underlagt vejrets beskaffenhed. For landmanden var klimaet fortsat altafgørende for høstens udfald og udbyttet af kreaturerne. Den rejsende var – uanset rang og stand – afhængig af vind og vejr.

Kraftige snefald til lands og strøm og modvind til vands kunne sinke eller umuliggøre en rejse. Hårde isvintre som den i 1838, hvor Øresund var lagt til med is fra 11. januar til 26. marts, kunne stadig skabe lokale mangelsituationer og bestemme prisdannelsen på daglige fornødenheder. Og for størstedelen af befolkningen var udgifterne til brændsel i sådanne år en svær økonomisk byrde.

Tiden fra omkring år 1800 og frem over midten af århundredet indebar en svagt stigende gennemsnitstemperatur. Det mærkedes næppe umiddelbart, for fra år til år var der naturligvis store svingninger. Men det var mærkbart, at det danske klima blev mindre fugtigt og stadig oftere præget af tørre somre. Under ét betød det bedre betingelser for landets hovederhverv, landbruget, og den aftagende væde betød et sundere klima. I 1844 skrev Johan Phillip Hage om Lolland, at selv om luften her fortsat ikke kunne betegnes som sund, så var den dog i almindelighed ikke længere direkte skadelig for helbredet!