Købstæder i landlig ramme

Præsten Knud Aagaard udsendte i 1802 en Beskrivelse af Thye, der foruden at skildre egnen skulle henlede statens opmærksomhed på denne del af Jylland og dens særlige behov for, hvad vi i dag ville kalde erhvervsfremmende indsats. Det hedder her om købstaden Thisted, at indbyggerne ernærede sig ved agerdyrkning, brændevinsbrænding, handel og håndværk.

Erhvervenes rækkefølge var ikke tilfældigt angivet. Thisted var som kongerigets øvrige 66 købstæder nært forbundet med landbruget. Det var de omgivende landsogne, der gav handel og omsætning, og byernes borgere drev selv et udstrakt landbrug. Bymarkerne i Thisted var matrikuleret til 98 tdr. htk., og byen ejede desuden en fælled på godt 3000 tdr. land. Landbrug var bierhverv for alle stadens 200 familier, og mange håndværkere supplerede deres profession med at brænde brændevin.

Der var i Thisted fire egentlige brænderier, men ifølge pastor Aagaard var der 70 brændevinskedler i brug i 40 huse, hvor man fremstillede og solgte denne vare. Brændevinsbrænding var et købstadsprivilegium, og mange af de små brænderier baserede deres virksomhed på borgernes egen kornavl. Kun tre af de godt 200 ejendomme i byen var opført i grundmur, og mange af husene var stråtækte.

Thisted var med sine 1068 indbyggere efter folketællingen i 1801 en købstad af mellemstørrelse. Hjørring havde 744 og Nykøbing Mors 651 indbyggere, og der var flere endnu mindre byer, hvor kun byprivilegierne og de erhvervsmuligheder, de gav, adskilte dem fra omegnens landsbyer. Så sent som i 1839 hed det om Store Heddinge, at dersom beboerne på Stevns alle indmeldte sig i en mådeholdsforening, så måtte byen give afkald på sin købstadsstatus.

I Norge havde Bergen omkring 18.000 indbyggere, og i hertugdømmerne var Altona og Flensborg større bysamfund. Men i kongeriget var provinsbyerne gennemgående af beskeden størrelse. I 1700-tallet var hovedstaden blevet begunstiget på købstædernes bekostning, og der lød stadige beklagelser fra provinsen over nutidens ringe forhold i sammenligning med fortidens.

Odense var med sine knap 5800 indbyggere i 1801 den første by efter København. 1797-1804 blev kanalen ind til byen gravet, og man fik sin havn. Erhvervslivet var mangesidet og nød godt af det velstående opland – særlig Odenses handskemagen havde et godt ry. Der udkom to aviser og det højere borgerskab og embedsstandens top plejede musiklivet i byens klub og gjorde det muligt, at Odense i 1796 som den første provinsby kunne tage en teaterbygning i brug.

Helsingør var næsten lige så stor som Odense. Den havde næsten intet opland, men her blev Øresundstolden opkrævet. Helsingør vendte mod havet og levede af de tusinder af skibe, der hvert år stoppede op under Kronborg for at betale told og proviantere. De mange fremmede gav den et internationalt præg, som ingen anden dansk provinsby – og gjorde den til et dyrt sted at leve.

Ålborg, Randers og Århus hævede sig over de almindelige købstæder. Ålborg havde traditionelt en vigtig funktion i samhandelen med Norge, og de større jyske søkøbstæder var bindeleddet mellem hovedlandet og København. Pastor Aagaard nævnte, at vel var der 16 købmænd i Thisted, men de var i realiteten kun kommissionærer for større huse i Ålborg. Og langt vestpå i Jylland kunne det svare sig at køre den lange vej til Vejle eller Horsens efter varer, fordi de vestjyske byers prisniveau på grund af transportvanskelighederne var højere.

Viborg havde blandt de jyske købstæder en særlig status som hjemsted for Det nørrejyske Landsting. Med landstinget fulgte, at byen hvert år i juni måned husede „snapstinget” – det terminsmarked, hvor kreditorer og debitorer fra hele Jylland mødtes. I et par uger forøgedes Viborgs normale indbyggertal på 2300 voldsomt, og staden sydede af handel og forlystelser som akkompagnement til låneforretningerne og folks spørgen nyt fra alle kanter af landsdelen.